Читать книгу Learkomplekset - Lars-Henrik Schmidt - Страница 6

Nu kan man som eksempelvis Norbert Elias – citeret i engelsk oversættelse fra 1987, da en heuristisk pointe hermed kan fremhæves – hævde, at “the fundamental thesis from which I start is that people are naturally determined to live together with other people. People by nature have a potential for controlling and shaping instinctual impulses. But this potential can only be activated and developed through learning processes. Learning civilized behaviour and conventions is a human universal. There is no society in which young people do not learn to control and master their drives and emotions. How this process can take place without a renunciation of desire is one of the most important tasks we must learn”.¹⁸ Man kan ikke komme uden om en drift som civiliseres. “Selve processen vil man nu om stunder benævne læreprocesser”, siger Elias. Læreprocesser er så en udgave af ‘a human universal’.

Men her må man holde tungen lige i munden. Dét, der er ‘a human universal’, er håndteringen af ‘instinctual impulses’. Hvad disse end er, og om man kan kalde dem naturlige, og om hvorvidt der er et potentiale ‘by nature’, er straks mere diskutabelt. I en forsigtig formulering kan man som socialanalytiker hævde, at der gør sig et uomgængeligt socialt vilkår gældende, og at det indebærer en disposition for disponering. Her har vi en socialanalytisk bestemmelse af ‘driften’, af virksomheden.¹⁹

Når jeg fastholder kategorien ‘drift’(“Betrieb”) for kraft og ordnen, for magten og villen, er det dels begrundet i en deferent allusion til traditionen (psykoanalysens “Trieb” og “Triebgeschicksale”)²⁰ og dels pragmatisk begrundet i, at kategorien kortslutter årsag og proces – svarende til at ‘dannelse’ (“Bildung”) kortslutter proces og formål – men hertil kommer, at den er rettet og dermed også indbefatter ønskets målforestilling. Driften sammenfatter de tre modi: årsag, proces, formål – og fungerer således effektivt som immetafysisk kategori (forud for driften, i drift, driften efter). Man kommer næppe uden om en sådan størrelse – i stil med at viljen til at komme uden om viljen er vilje, men vi magter at benævne den og dermed markere en grænse til uomgængelighed.²¹

Norbert Elias taler om ‘impulses’, ‘instincts’, ‘drives’ og ‘emotions’, om civilisering og læreprocesser, men spørgsmålet er, om det ikke er nødvendigt at være mere rigorøs i kategorierne, selvom det indrømmet er en manøvre at samle “drives” og læreprocesser i én kategori. Samlingen er ikke en sammenblanding, men en stadig allusion, hvor situationen bestemmer, hvilken betydningsdel der står på spil.

Imidlertid er der også en anden grund til, at Norbert Elias’ markante formulering forekommer interessant, men af samme grund tilsvarende problematisk. Han insisterer på, at det, jeg kalder ‘det sociale vilkårs disponering af dispositionen’ (driften fattet som disponerethed – altså såvel disposition som disponering), kan ske uden forsagelse (‘without renunciation of desire’). Vi skal lære at lære, uden at det går ud over ønsket (‘desire’). Og det er muligt.²² Men i psykoanalysen er der omkostninger forbundet med driftsskæbnernes økonomi; der er tale om forskydninger og fortætninger, om benægtelser og fortrængninger samt om fortrængninger og sublimeringer med mere.²³ Driften “lærer” ikke blot en anden form – den omformes, den transformeres til noget andet, og der er et tab forbundet hermed. At dette tab kompenseres – eventuelt til overflod – rokker ikke ved den kendsgerning, at den oprindelige energi er fortabt. Sanseligheden transformeres til ømhed, det sexuelle til det seksuelle, det kropslige til det intellektuelle etc. Man kan ikke sige sig fri for, at der i Freuds univers er et fremskridt, altså en normativ udvikling fra det lavere mod det højere. Udviklingen er bestemt af loven, forbuddet, faderen, overjeget – kort sagt i kraft af komplekser. Psykoanalysen lægger alt andet lige vægt på, at den komplicerede omkostning, ikke mindst i lyset af at det normale – historisk og teoretisk – er blevet bekendt gennem det patologiske. Der er en umiskendelig odeur af magtens repression, af ufrivillig fortrængning og besættelse over driftsskæbnerne i psykoanalysens metapsykologiske udkast.

Et forudsigeligt forsvar for en progression i samme boldgade, som Elias er ude på, finder man så i Michel Foucaults forestilling om magtens produktivitet.²⁴ Der er ingenlunde tale om en udfoldet teori matchende psykoanalysen, men ideen udgør ikke desto mindre et memento. Michel Foucault er på linje med Norbert Elias’ emblem for en kritik af psykoanalysens optagethed af loven, af forbuddet, tabuet – og som følge heraf af teorien om fortrængningen, besættelsen og det ubevidste. Det er anstrengende at fastholde psykoanalysen uden teorien om det ubevidste; det er vanskeligt at opretholde psykoanalysen uden teorien om Ødipuskomplekset.