Читать книгу Learkomplekset - Lars-Henrik Schmidt - Страница 4

William Shakespeares krønike om kong Lear, der skuffes over sine døtres kærlighed og mister sin forstand, er et privilegeret sted at analysere kategorier som respekten og vreden, deferencen og indeferencen i en og samme problematik.¹ Analysen tilstræber tilmed også at være en samtidsdiagnose, der genererer teser, viser tendenser og peger på blokeringer vedrørende de feminine værdiers vej til magten. Det drejer sig måske ikke om kvinderne som sådan, men så om værdier der alt andet lige ofte hyldes af yngre kvinder, jomfruer, piger, filialer – en hyldest som transformerer værdierne til idealer.

Til indledning synes det hensigtsmæssigt at ridse et par grundfigurer i det socialanalytiske perspektiv op. Freuds psykoanalyse skal fungere som bande, fordi han har tematiseret den familiesaga, som socialanalytikken oversætter til ærkeformen institutionsformation. Freud var af den opfattelse, at kulturen havde skabt familien til forskel fra primatgrupperne, og det var jo gennem dette kulturarbejde, at det hele skulle fortælles, men det er ikke en familieroman; det er derimod en saga, fordi den fortælles over generationer i et gentagelsesmønster, der ikke er unikt, men idealtypisk og generaliserbart. Romanen opretter i moderne forstand sit eget fiktive univers, hvorimod sagaen efterlods beretter om fiktive begivenheder, en beretning der kan støde ind i den såkaldte virkelighed.

Lad det være sagt indledningsvis som en ledende tese for dette arbejdes deference til psykoanalysen: Freuds psykoanalyse er ikke en analyse af psyken; det skyldes ikke, at den slet ikke kan læses som én analyse, da den fra først til sidst og siden er “work in progress”. Den er ikke en analyse af sjælelivet, af det psykiske apparat etc., selvom det utvivlsomt var sådan i Freuds selvforståelse, og også er tilfældet hos mange af hans editorer, tilhængere og kritikere. Følgelig kan man ikke dokumentere en alternerende indsigt med reference til psykoanalysen, men man kan benytte den psykoanalytiske diskurs som en empirisk erfaring i sindets løngange, i de mentale strukturer vi også agerer.

Det socialanalytiske perspektiv betragter psykoanalysen som en diskurs, der har givet sprog til en erfaring og dermed gør en erfaring mulig. Dette er ikke helt i overensstemmelse med Freuds selvforståelse, ifølge hvilken han havde – ganske vist med Louis Althussers senere ord² – erobret et nyt kontinent for videnskaben. Freuds psykoanalyse er på godt og ondt en filosoferen og dermed en vesterlandsk visdomslære, der tåler sammenligning med andre af slagsen. Til forskel fra hans selvforståelse vil vi i dag nok hævde, at hans bestræbelse var ganske tidstypisk, nemlig i den betydning, at han giver filosofien “krop”, han tænker filosofien i noget, i et andet materiale, nærmere bestemt igennem neurologien og dybdepsykologien og senere kulturteorien; hans filosofiske tænkning er så at sige sprækkerne i forsøget på at bedrive videnskab om sjælelivet. Han karikerer selv filosofien som systemdiskurs, men er i virkeligheden helt på linje med en ny tids filosofi.³ Det er næsten, som om det er en moderne variant af de antikke tænkeres pharrhesia, altså sandfærdigheden i omsorgen for en selv. Det er livsoplysning, men frem for alt oplysning af dette mit liv. Selvomsorgen som bestræbelse står i modsætning til den endimensionale “Kopfwissen” som en “Wissen, das Nicht-Wissen”.⁴