Читать книгу Relationskompetence - Louise Klinge - Страница 3

Som helt ung blev jeg ansat i et barselsvikariat på en skole. Her skulle jeg blandt andet fungere som støttelærer i 3. a og 3. b. En dag havde Hazal i 3. a opført sig tarveligt over for nogle piger i frikvarteret. Da timen begyndte, skældte læreren Lene pigen ud foran hele klassen, og hun begyndte at græde. Sidekammeraten Rikke trøstede Hazal ved at ae hende på ryggen. Da Lene så det, sagde hun forarget: ”Det er da ikke Hazal, du skal trøste. Det er ikke hende, det er synd for, det er da de andre, det er gået ud over”.

I 3. b havde der en dag også været en konflikt i frikvarteret. Læreren Helle sagde til Michael, at hun havde hørt, at han havde haft problemer med en dreng fra 5. klasse, der ikke havde været sød ved ham. Michael svarede, at det var ordnet nu. Helle spurgte, hvordan det gik til, og Michael svarede: ”Han kom herind for at sige undskyld, og så sagde jeg, at det var min egen skyld”. Helle spurgte nysgerrigt, hvorfor det var Michaels skyld, og han forklarede, at det var, fordi kammeraten Asger for sjov havde sagt, at han skulle ”smadre Ilyas”. ”Og det gjorde jeg så – jeg sparkede ham. Og så kom drengen fra 5. og ville hjælpe Ilyas og tog kvælertag på mig. Og der er en ting, jeg gerne vil sige til Ilyas … UNDSKYLD”. ”Det er i orden”, svarede Ilyas.

Efter den samtale fortalte Helle klassen, hvor vigtigt det er, at de tænker sig om, inden de gør noget. Hun sagde til Asger, at det var dumt sagt, og han forsvarede sig: ”Jamen, det var jo bare for sjov”. Helle svarede: ”Men nogle gange gør andre det, vi siger, så man skal lade være med at sige noget meget forkert, selvom det bare er for sjov.” Asger begyndte at græde, og sidekammeraten Signe trøstede ham med en hånd på ryggen.

Helle roste Signe for at trøste. Asger lå med hovedet begravet i armen hen over bordet, og Helle spurgte om han var ked af, at han sagde til Michael, at han skulle smadre Ilyas?” Asger nikkede. ”Husk alle sammen”, sagde Helle til hele klassen: ”Vi kommer alle til at gøre noget dumt en gang imellem”. Lidt efter satte Asger sig glad op igen, og klassen gik i gang med dagens arbejde.

Hver gang jeg deltog i Helles undervisning, skabte hun en tryg atmosfære. Børnene i 3. b tog ansvar for hinanden, og efter konflikter kom de med Helles hjælp altid videre lidt klogere og meget gladere. Stemningen var også god, når de skulle fordybe sig fagligt. Der var stor forskel på at være støttelærer i de to klasser.

Som ledere af et klassefællesskab har lærere en definitionsmagt, der afgør, hvem og hvad der er forkert, og hvem og hvad der er i orden. Børnene i en klasse er afhængige af, hvordan læreren forvalter sin definitionsmagt. I min tid som lærer, skoleforsker og skolekonsulent har jeg været optaget af at forstå, hvad lærere gør, når de forvalter deres magt til fordel for børnenes trivsel og læring. Altså når de handler relationskompetent.

Jeg spurgte engang Helle, hvornår hendes kollegaer hørte om alle de mirakler, hun hver dag skabte i 3. b, som fik børnene til at glæde sig til at komme i skole. Hun svarede beskedent, at det vidste hun da ikke helt, for hvornår skulle hun fortælle om det. Det gav mig en mission. De fantastiske ting, lærere hver dag gør i deres undervisning, skal vi kende til, ligesom vi skal være bevidste om de handlinger, der kan gøre det svært for børnene at være i skole. Når vi kender de konstruktive handlinger, kan vi få flere af dem, og når vi kan italesætte de destruktive handlinger, kan vi få færre af dem. Min forskning bidrager til, at vi kan tale professionelt om det, lærerne gør, der bidrager positivt til børnenes tid i skolen, og om det, der virker modsat.