Читать книгу Relationskompetence - Louise Klinge - Страница 6

Voksne og børn påvirker konstant hinanden i skolen, også selvom de ikke kommunikerer direkte med hinanden. Den gode – eller dårlige – stemning i en klasse breder sig hurtigt. Tanya i 5. klasse sagde for eksempel sådan her om sin klasselærer: ”Hvis hun allerede har været lidt sur, fordi der har været larm, så tør man ikke række hånden op og sige, at man ikke har forstået det”.

Undersøgelser herhjemme og i udlandet viser, at det især er undervisningens stemning eller ’emotionelle klima’, der påvirker elevernes læreprocesser. Den mest magtfulde person i et rum påvirker det emotionelle klima mest, så om børnene lærer noget og har det godt i undervisningen, afhænger i høj grad af, hvilken stemning den voksne skaber.

Hjerneforskere har i de senere år opdaget, at vi smitter hinanden følelsesmæssigt, fordi vi ubevidst spejler hinandens ansigtsmimik. Gennem spejlingen laver ansigtet bittesmå muskelbevægelser, der ligner dem, vi ser hos andre. Det hjælper os til at kunne forstå, hvordan den anden har det, men vi får samtidig del i den andens tilstand. Det muskulære mønster fortæller så at sige hjernen, hvad vi føler – på samme måde som når vi trækker ansigtet sammen som i smerte, når vi ser en anden, der slår sig slemt. Det gør også lidt ondt på os.

I 2014 viste tre økonomer fra Harvard i en undersøgelse, at lærer-elev-relationen påvirker børns fremtidige liv – deres uddannelsesvalg, familieforhold og lønindkomst. Klasserumsforskning i hele verden viser, at relationen også påvirker børnenes liv nu og her. Elever, der har et godt og trygt forhold til deres lærere, har større selvværd og en mere positiv selvopfattelse. Forholdet påvirker også elevernes stressniveau, deres generelle livsglæde, koncentrationsevne og faglige resultater. Derfor er lærer-elev-relationens betydning ikke noget, vi kan lukke øjnene for. Tværtimod. Som samfund må vi påtage os ansvaret for at skabe forhold, der understøtter positive relationer i skolen. Det må vi, fordi lærere har eksistentiel betydning for de børn, de er sammen med.

Når lærere med deres handlinger skaber positive relationer til eleverne, så skaber de samtidig den nødvendige tillid og respekt, der skal til, for at børnene er modtagelige for lærerens faglige dagsorden. For eksempel kan en elev være så usikker på sig selv og på de andre, at han ikke tør dele sin viden i plenum, en anden kan hævde sig på de andres bekostning, en tredje har vanskeligt ved at samarbejde, mens en fjerde let misforstår sociale spilleregler. Hvis læreren har en positiv relation til børnene, bliver det muligt at hjælpe dem.

Alle børn – også dem, der har det særligt svært – vil gerne vil tage imod lærerens hjælp og inspiration, selvom de måske ikke viser det til at begynde med. Det kræver sommetider vedholdende venlighed fra lærerens side – også når den ikke gengældes. Gode lærer-elev-relationer fremmer børnenes mulighedsbetingelser – i gruppearbejdet i matematiktimen, i frikvarteret og i det liv, der venter dem.

De børn, der kommer fra hjem præget af vold, misbrug eller psykiske ubalancer, er i næsten uhyggelig grad afhængige af, at de daglige samspil med deres lærere påvirker deres livsbane positivt. De har brug for at møde venlighed, positive forventninger og passende udfordringer.

Samtidig kan de være ekstra sårbare, hvis samspillet med de voksne i skolen giver dem oplevelser af ikke at slå til og være forkerte gennem bebrejdelser og skældud. Det var det, Ida i 5. klasse gav udtryk for i et interview, hvor hun sagde: ”Jeg har en dårlig familie, så når læreren er sur, har jeg det lidt, som om jeg er derhjemme, og så kan jeg godt blive lidt bange”.