Читать книгу Relationskompetence - Louise Klinge - Страница 7

Man kan ikke adskille det relationelle fra det faglige. Relationsarbejde foregår ikke kun, når lærere hjælper børnene med at løse konflikter, eller når der er trivselsdage. Det foregår konstant – både i og uden for undervisningen.

Lige meget om læreren formidler viden om isotoper, griner med børnene over en joke eller lytter til deres fremlæggelser, så påvirkes relationens kvalitet af, om læreren har sin opmærksomhed rettet mod børnene på en positiv måde – om han så at sige har dem ’på sinde’ i sin undervisning. Børnene afkoder hele tiden, om læreren går op i, at de lærer noget og har det godt. Begge dele er en forudsætning for, at eleverne engageret vil følge hans dagsorden. Og børnenes engagement er afgørende for deres udbytte af undervisningen.

Neuropsykologisk forskning har vist, at graden af opmærksomhed har stor betydning for, hvor godt vi mennesker lærer. Lærerens evne til at fange børnenes opmærksomhed er afgørende for, om børnene lagrer noget i langtidshukommelsen, så de kan huske det, når klokken ringer ud, og om de kan koble det til anden viden. Min egen klasserumsforskning har vist os, at børn kun frivilligt retter deres opmærksomhed mod læreren, når relationen er god. Jeg har interviewet mere end 80 børn og unge, og deres svar peger på, at elevernes oplevelse af, at læreren har dem på sinde, er helt afgørende for relationens kvalitet.

Måske vil man tænke, at alle lærere naturligvis har deres elever på sinde og vil dem det bedste. Men vi mennesker er sådan indrettet, at vi ikke reagerer på hinandens grundlæggende gode intentioner. Vi reagerer på det, der sker lige nu og her i de konkrete samspil. Som denne pige i 5. klasse siger:

Når man skal have hjælp, og man spørger Siv, så siger hun: ’Du skal bare skrive ordet og gøre sådan’, og så går hun. Så kan man ikke nå at spørge hende og sige ’Det forstår jeg ikke’. Men Bente vil gerne have, at vi forstår det og får noget ud af det, så hun gør ikke sådan. Hun siger: ’Har du forstået det?’

Citatet er på en måde sørgeligt. For lærerne Siv og Bente er lige interesserede i, at deres elever forstår undervisningsindholdet. Men Sivs opmærksomhed kan være rettet mod de mange andre børn, der også skal have hjælp, eller mod alt det, hun skal nå at formidle, inden timen snart er ovre.

Det er derfor afgørende, at skoledagen er indrettet, så lærere i overvejende grad kan mønstre det nærvær, der skal til, for at de rent faktisk kan have børnene på sinde nu og her i undervisningen.