Читать книгу Relationskompetence - Louise Klinge - Страница 5

Vi er alle født til at indgå i fællesskab med andre. Fra vi er ganske små, kan vi afkode andre menneskers signaler og reagere hensigtsmæssigt, så vi etablerer positive relationer præget af tillid og tryghed. Det er sådan set relationskompetence i sin nøddeskal.

Det varierer imidlertid fra øjeblik til øjeblik, om vi er i stand til at afkode andre menneskers signaler og reagere hensigtsmæssigt på dem. Det afhænger nemlig både af vores fortid, og af hvad der lige nu er i os, samt af hvad der er omkring os.

Fra udviklingspsykologien ved vi, at vores livserfaringer med betydningsfulde personer påvirker den medfødte relationskompetence positivt eller negativt. Hvis vi som børn selv har oplevet at blive set, hørt, forstået, anerkendt og respekteret, så er det lettere for os senere i livet også at se, høre, forstå, anerkende og respektere andre. Det gælder gennem hele livet, og det giver os en mulighed for at lære nye omgangsformer, hvis dem, vi har med os fra barndommen, ikke fungerer hensigtsmæssigt.

Vores indre tilstand skifter så mange gange i løbet af en dag, og bliver vi fanget på det forkerte ben, er det meget muligt, at vi ikke kommunikerer så venligt, som vi – og den anden – måske ville ønske. Hvis vi har travlt eller vores tanker er optagede af noget, der udfordrer os, så har vi svært ved at afkode andre menneskers signaler og sindstilstande rigtigt.

Endelig påvirker vi mennesker hinanden så markant, at vores evne til at registrere andres signaler i høj grad afhænger af, hvor trygge vi er i en situation og af, hvordan vi bliver taget imod eller mødt, når vi er sammen med mennesker omkring os. Det er en af grundene til, at det er så vigtigt at sige godmorgen til alle elever om morgenen.

Relationskompetence er altså både en medfødt og dynamisk størrelse, der kan skifte nærmest fra minut til minut. Derfor er det langt mere meningsfuldt at tale om, at vi handler relationskompetent, end om at vi er relationskompetente. Det er vi nemlig alle sammen. Men det varierer, i hvor høj grad vores handlinger er det. Det er på mange måder betryggende, for det viser os, at relationskompetencen kan trænes og styrkes. Vi har alle sammen noget at lære.

Og for lærere er der endnu mere på spil. Deres opgave er ikke alene at indgå i positive samspil med børn og unge, men også at bidrage til deres dannelse og uddannelse. Læreres handlinger skal bidrage til såvel elevernes trivsel som til deres faglige udvikling og til, at klasser bliver til læringsfællesskaber.

Det er derfor ikke nok at være sød og forstående eller at lave hyggelige ting med eleverne – nej, den professionelle relationskompetence er både mere kompleks og mere krævende end den almenmenneskelige – det ved de fleste lærere og pædagoger nok godt.