Читать книгу Sorg - Mai-Britt Guldin - Страница 3

Filippa opsøgte mig som psykolog, da hun efter sin mand Roberts død havde svært ved at få hverdagen til at fungere. Han var pludselig faldet død om efter en blodprop i hjertet. De havde på det tidspunkt været gift i 22 år, set deres to børn vokse op og boede i et dejligt hus med udsigt over Brabrand Sø i Aarhus.

Det var især deres hverdag, som Filippa savnede. Den samhørighed, som hun følte med Robert, havde givet tilværelsen værdi og farve, og uden ham havde alting nu mistet sin mening.

Jeg spurgte hende, om hun kunne mærke et lignende fællesskab med andre mennesker. Det kunne hun godt med deres to voksne børn, ligesom den øvrige familie og hendes arbejde som fysioterapeut betød meget. Hun vendte alligevel fortvivlet tilbage til, at hun ikke kunne acceptere, at Robert var død; livet havde mistet sin mening, og hun længtes hele tiden efter at være sammen med ham. Han var min soulmate, sagde hun.

Det er en gradvis proces at acceptere et tab, forklarede jeg, og en smertefuld og tidskrævende udfordring. Savnet ville formentlig kræve en stor del af hendes tid og energi i måneder, måske endda år. Derfor var det vigtigt, at hun kunne finde glæde andre steder i livet, mens hun vænnede sig til, at Robert nu kun levede i hendes minder, ikke i hendes hverdag.

Inden Filippa forlod mit kontor, spurgte jeg, om hun ville være med til at lave en lille øvelse. Jeg bad Filippa lukke sine øjne og forestille sig, at hun kiggede på en solnedgang. Det var en meget smuk sol, den havde skinnet længe på hende og givet varme, glæde og liv. Men nu blev den mere og mere rød, og til sidst gled den ned bag horisonten.

Filippas sol skinnede ikke længere på hende. Det virkede mørkere og koldere at være til. Som om der var mindre liv. Men solen var der stadig, gjorde jeg Filippa opmærksom på. Hun kunne måske ikke se den, og dens stråler skinnede ikke på hende lige nu, men solen var lige bag horisonten.

Jeg bad Filippa visualisere, at hun fortsat lod sig varme af solens lys, længe efter den var gået ned. Hun skulle lægge mærke til, at dens stråler var inden i hende. På et tidspunkt ville solen stå op igen og bringe lys, varme og liv, men det ville muligvis blive en lidt anderledes sol. Jeg ønskede for Filippa, at hun kunne glæde sig til den dag, hvor solen atter ville skinne på hende.