Читать книгу Sorg - Mai-Britt Guldin - Страница 6

Den danske psykolog Edgar Rubin udgav i 1915 sin doktordisputats Synsoplevede Figurer. Værket vakte international opsigt blandt andet på grund af et billede af en sort vase på en hvid baggrund. Umiddelbart er det ved første øjekast en ganske tilforladelig og lidt intetsigende tegning og så alligevel ikke. For hvis vi fokuserer på billedets hvide baggrund, opdager vi snart, at der i den gemmer sig to ansigter. Så billedets indhold skifter med vores fokus.

Med sin nu berømte illustration ville Rubin vise os, at vi aldrig kan forstå en figur uden også at forstå dens baggrund. Han betragtede det som et fundamentalt princip, at vi ikke kan se begge figurer samtidig, men blot se den del af helheden, vi fokuserer på. Og den del, vi fokuserer på, vil påvirke den måde, som vi forstår helheden på.

Sådan er det også med sorg: I starten vil sorgen være i forgrunden, de følelsesmæssige reaktioner er altoverskyggende og måske sønderlemmende, og vi fokuserer på den hele tiden og kan have svært ved at mærke nogen anden følelse. Livet føles, som om det er i frit fald.

Men med tiden kan sorgen for de fleste bevæge sig i baggrunden af vores bevidsthed, så vi ikke behøver tænke på tabet hele tiden, selv om det stadig er med i vores bevidsthed. For de fleste mennesker aftager sorgen i løbet af det første år. Dermed mener jeg ikke, at sorgen går væk, men at den træder i baggrunden og ikke længere kaster skygge på hele livet.

De to amerikanske psykiatere Thomas Holmes og Richard Rahe viste allerede i 1960’erne, at vi oplever sorg som en af de mest stressende oplevelser, vi kan komme ud for. De gennemgik 5.000 patientjournaler for at undersøge, hvordan stressende livssituationer påvirkede helbredet og bad samtidig også patienterne bedømme, hvilke livsbegivenheder de oplevede som de mest belastende. Flertallet af patienterne svarede, at en ægtefælles dødsfald var den mest stressende erfaring. Betyder det, at en person, der reagerer med sorg, er syg af stress?

Nej, tværtimod, så tyder sorgen på, at den efterladte ægtefælle reagerer på en sund måde efter at blive adskilt fra netop dét menneske, der gav hans eller hendes liv mening og værdi. For hvad ville livet og kærligheden være værd, hvis vi ikke reagerede stærkt på at miste? Sorg er stressende, men vores reaktion viser os netop, hvor stor betydning kærligheden har, og hvor stor værdi vi tillagde det menneske, som vi aldrig mere skal se, tale med eller røre ved.

Allerede i 1917 beskrev den østrigske læge og ophavsmand til psykoanalysen Sigmund Freud i Sorg og melankoli, at ”sorg rummer alvorlige afvigelser fra den normale indstilling til livet”, men at vi sætter vores lid til, at vi overvinder disse afvigelser inden for et vist tidsrum. En af Freuds arvtagere, den britiske psykoanalytiker Melanie Klein, skrev dog i 1940, at den sorgramte faktisk er syg og lider af noget, der minder om en kortvarig maniodepressiv tilstand. Men fordi tilstanden er forbigående og hyppig, kalder vi ikke sorg en sygdom, men nærmere en psykisk lidelse, fordi alle vores følelser, tanker og hele vores opførsel bliver påvirket, mens den står på.