Читать книгу Sorg - Mai-Britt Guldin - Страница 5

EN FUNDAMENTAL REAKTION

Оглавление

Søren var 27 år, da en kirurg fjernede hans ene ben. Operationen var nødvendig for at stoppe knoglekræften i at sprede sig til resten af kroppen. Kirurgen reddede altså Sørens liv, men operationen tog livet af den mand, som Søren indtil da havde været.

Uden sit ene ben kunne Søren ikke længere deltage i de samme aktiviteter som før operationen, hvor han havde været idrætslærer på en efterskole og løbet orienteringsløb på eliteniveau. Han mistede sin plads på eliteholdet, og han savnede at løbe og bevæge sig ubesværet. Sørens tab udhulede hans identitet og hverdag.

En anden af mine patienter, Luna, henvendte sig til mig, fordi hun ikke kunne få børn. Da hun og ægtefællen havde gennemgået et krævende forløb med fertilitetsbehandling, som stadig efterlod dem barnløse, lod han sig skille og fik hurtigt derefter barn med en anden kvinde. Luna sørgede i flere år over, at hun ikke kunne få børn, og over sit forliste ægteskab. Hendes drømme om fremtiden var bristet, og hun følte sig svigtet, forladt og ulykkelig. Luna endte nogle år senere med at adoptere to børn fra Bolivia, fordi tabet ligesom for Søren gav anledning til at tage livet op til revurdering.

Både Søren og Luna er i sorg, selv om deres tab er anderledes end Filippas. Deres historier afslører, at sorg ikke kun er en følelse, vi oplever og mærker, når en elsket person dør. Vi reagerer også med sorg, når vi som Søren mister en vigtig legemsdel eller som Luna får revet tæppet væk under hele tilværelsen og på ny skal finde ud af, hvad vi vil bruge livet på. Sorg kan vi definere som den fundamentale reaktion, vi gennemgår, når vi mister nogen eller noget, vi er følelsesmæssigt knyttet til, eller som har betydning for vores identitet.

Meget markante forandringer i hverdagen kan altså også forårsage en form for sorg. Som når vi får børn, og vi må prioritere bleskift over romantiske weekender med vores elskede; når børnene flytter hjemmefra, og huset med sin larmende tavshed virker tomt og alt for stort; når vi stopper på arbejdsmarkedet, og vi ikke længere føler os nyttige eller relevante for samfundet; når vi bliver skilt, eller vores børn bliver alvorligt syge. Alle er de eksempler på forandringer, der forårsager smertefulde tab, og i løbet af livet bliver vi derfor alle konfronteret med sorg mange gange. For ethvert menneskeliv vil være fyldt med glæder og sorger. Forskellen er, at glæderne kan vi miste igen, sorgerne må vi lære at leve med resten af livet.

Sorg

Подняться наверх