Читать книгу Leg - Marc Malmdorf Andersen - Страница 6

Leg er ikke for hvem som helst. Tværtimod er det primært en adfærd, som intelligente, varmblodede pattedyr som aber, hunde, grise, katte, elefanter, heste, bjørne, oddere og selvfølgelig mennesker giver sig af med. Papegøjer, krager, hvaler og delfiner gør det også. Kort sagt: Dyr med en relativt lang barndom leger mest, men samtidig har netop disse dyrearter også ofte større hjerner og er bedre til at lære end andre dyr. Navnligt derfor knytter de fleste forskere leg og læring tæt sammen, og der hersker bred enighed om, at leg er en adfærd, som tillader unge dyr at udforske og lære om deres fysiske og sociale miljø.

Og unge dyr tager den opgave alvorligt. Et videnskabeligt eksperiment fra 1990 udført af den sydafrikanske biolog og genetiker David Wood-Gush og hans kolleger viste, at smågrise, som blev holdt i tomme bure, legede i længere tid, når de fik adgang til et nyt og spændende nabobur, end smågrise fra bure med pinde, sten og træstammer, som de kunne lege med forinden.

På samme måde vil kalve i fangenskab også galopere mere og lave flere bukkespring, når landmanden endelig lukker dem ud på græs, sammenlignet med i forvejen fritgående kalve. Bliver dyr forhindrede i at lege, vil de altså lege mere, når de endelig får muligheden. Det samme gælder for rotter, og nogle forskere vil derfor med vilje af holde dem fra at kunne lege forud for et eksperiment for at sikre sig, at rotterne vil længes efter at lege, når de slipper dem løs.

Hvorfor selvregulerer og prioriterer så mange dyrearter mon deres leg? Hvis vi sammenligner en høne af arten Isa Brown, som vi kender fra danske bondegårde, med en Ny Caledonisk Krage, ser vi en slående forskel fuglene imellem, både i intelligens og i leg. Hønens hjerne er stort set færdigprogrammeret fra det øjeblik, den er udklækket, hvorfor den imponerende nok kan finde føde mindre end et døgn gammel. Hønen er altså enormt specialiseret i, og fra fødslen klar til netop én aktivitet, nemlig at finde korn, men det er sådan set også det.

Kragen er derimod fuldstændig hjælpeløs fra fødslen, hvor den er dybt afhængig af at blive fodret af voksne krager. Som kragen vokser op, begynder den, som en af få fuglearter, at lege. Når den flyver, laver den forskellige former for luftakrobatik, hvor den flyver på hovedet og slår kolbøtter i luften, og den fornøjer sig tit med at plaske med vand, længe efter at den faktisk er færdig med at gøre sig ren. Krageungen elsker især at lege med lange tynde pinde, som den samler op med næbbet, ryster og kaster med, og voksne krager vil ofte smide pinde til den som for at opfordre til, at den leger med dem.

Med tiden vil krageungen finde ud af, at pindene ikke kun er sjove, men smarte at bygge rede med og endda kan fungere som et værktøj til at fange de larver inde i træernes sprækker og huller, som den ellers ikke ville kunne nå. På den måde giver legen kragen adgang til en lang række muligheder og perspektiver, som en bondegårdshøne ikke engang kan drømme om.