Читать книгу Leg - Marc Malmdorf Andersen - Страница 7

Til tider går livet som legeforsker som en leg, men mit arbejde er naturligvis meget andet end at gøre sjove observationer og at overvære kreative øjeblikke og overraskende begivenheder. For som emneområde får leg mange forskere til at rive sig i håret af bar frustration, både fordi leg helt grundlæggende er et noget sprælsk og ustyrligt fænomen, og fordi leg i nogle tilfælde forveksles med andre fænomener, som i virkeligheden slet ikke er leg.

De fleste forskere er enige om, at leg faciliterer læring, men indtil for bare ti år siden har det været enormt svært overhovedet at måle, hvilke konkrete gevinster dyr og mennesker egentlig får ud af at lege. I skolen kan vi for eksempel relativt nemt måle udgangspunktet for og udviklingen af en elev, som følger matematikundervisningen i et år. Eleven kan få til opgave at løse en række matematiske opgaver i starten og slutningen af året, og vi kan så sammenligne, hvor mange flere rigtige svar eleven kan give i sidste ende.

Men hvordan i alverden måler vi, hvad en kat får ud af at trille med et garnnøgle? Og hvordan kan vi overhovedet anskueliggøre, hvad nytte en femårig pige har af at gå ind i rollen som enevældig hersker af Atekopia med kun en enkelt, ikke altid lige lydhør undersåt?

Ét problem er, at antallet af lege praktisk talt er uendeligt, og det samme er de egenskaber, som såvel dyr som mennesker kan eller bør lære for at begå sig i verden. Og nogle gange viser det sig, at den legende lærer noget helt andet, end man umiddelbart skulle tro.

For eksempel ved vi, at rotter, som bliver frarøvet muligheden for at slås for sjov under deres opvækst, men ellers får lov at socialisere med andre rotter, faktisk ikke er dårligere til at kæmpe som voksne. Det er en overraskende opdagelse, fordi man jo ville forvente, at rotter slås for sjov som unger for at blive gode til at slås som voksne.

Til gengæld har rotter, der som små er blevet frarøvet muligheden for at slås for sjov, svært ved at regne ud, hvornår det er passende at angribe en anden rotte, når de er blevet voksne. Rotter lærer altså tilsyneladende mere om de sociale spilleregler for slåskampe end om motoriske færdigheder.

Et andet problem er, at vi mennesker har en tendens til at tilskrive menneskelige egenskaber som vilje, fornuft og barmhjertighed til objekter og dyr, som de egentlig slet ikke besidder – vi skælder ud på vores computere, når de er langsomme, og vi trygler vores bil om at starte på kolde vintermorgener.

På samme måde kommer biologer nogle gange fejlagtigt til at antage, at dyr, for eksempel delfiner, der springer op i en perfekt bue over vandet, er i gang med at lege. Rationalet synes at være det følgende: Hvis det var os selv, som lavede den slags krumspring, så kunne det næsten kun være, fordi vi havde gang i en sjov leg. Men delfiner har mange andre gode grunde til at springe op af vandet. Nogle gange for at kæmpe med en rival; andre gange fordi det er hurtigere end bare at svømme eller for at komme af med parasitterne på huden, som falder af, når delfinen klasker hårdt ned i vandet.

Omvendt udviser delfiner en lang række andre typer af adfærd, som vi med stor sikkerhed kan sige, er leg, blandt andet fordi de er fuldstændig uden funktion. Hvis en stor båd sejler forbi en gruppe delfiner, vil de ofte indstille deres aktuelle aktivitet og følge efter båden for at ride på bovvandet, for efterfølgende at vende tilbage præcis til det sted og den aktivitet, de var i gang med forinden. Andre gange vil delfiner bruge deres snude og finner til at sende uspiseligt tang rundt imellem hinanden eller blæse store luftringe fra deres åndehuller, som de så forsøger at svømme igennem. Og det gør delfinerne sandsynligvis udelukkende af den simple grund, at det er skide sjovt.