Читать книгу Undersogelse af specialundervisningen i Danmark - Niels Egelund - Страница 3

I denne rapport bringes resultaterne af en analyse af specialundervisningen på 20.1 området – og hvor det er relevant forholdet til 20.2 området. Analysen, der har dækket såvel kvantitative som kvalitative data, er iværksat som led i de opgaver, en arbejdsgruppe om specialundervisningen, nedsat af Amtsrådsforeningen, Kommunernes landsforening, Finansministeriet, Socialministeriet og Undervisningsministeriet, har haft til formål at gennemføre.

Baggrunden for opgaven er, at regeringen i forbindelse med aftalen om amternes og kommunernes økonomi for 2003 er enedes med Kommunernes Landsforening om, at der skulle foretages en kulegravning af specialundervisningen i folkeskolen. Arbejdsgruppens formål har været at komme med forslag til dels at opnå en øget rummelighed i folkeskolen, dels at fremsætte modeller til sikring af en bedre udgiftsstyring af området.

Der har tidligere på Undervisningsministeriets foranledning været foretaget undersøgelser af specialundervisningens omfang. De ældste statistikker, som er nævnt i ”Den grønne betænkning” fra 1961, rummer stort set udelukkende procentangivelser for de elever, som gik i specialklasser, der var den mest fremtrædende organisationsform for specialundervisningen. Der er senere med mellemrum foretaget opgørelser, som er offentliggjort i forskellige sammenhænge, men det er først fra skoleåret 1980/81, der for alvor kommer fokus på specialundervisningen. De første tal fra disse undersøgelser er offentliggjort (Undervisningsministeriet, 1983), ligesom der er foretaget detaljerede analyser fra skoleårene 1984/85, 1985/86 og 1986/87 (Undervisningsministeriet, 1989). Endelig foreligger en opgørelse over skoleårene 1993/94 samt 1994/95 (Undervisningsministeriet, 1997).

Det kan også nævnes, at Sønderjyllands amt i 1984 foretog en undersøgelse af specialundervisningens omfang, herunder en eneste større danske undersøgelse af, hvor mange procent af eleverne, der i løbet af et 9-årigt skoleforløb henvises til specialundervisning. (Bendsen m.fl., 1984) Undersøgelsen viste, at henvisningsprocenten i amtets kommuner over 9 år varierede fra 14% til 32%, og at det var i de kommuner, hvor der var det højeste beskatningsgrundlag pr. indbygger, at henvisningsfrekvensen var højest – at den altså var et udtryk for et serviceniveau. Der var ingen sammenhæng med andre faktorer. Det viste sig også, at klinikformen var relativt ineffektiv, dels fordi udnyttelsen var meget varierende – på trods af ventelister – og at mange lærere kun havde få ugentlige timer i klinikken, hvorved klinikeleverne i løbet af en uge vil blive undervist af to eller flere forskellige lærere.

Baggrunden for den store interesse for specialundervisningen fra starten af 1980’erne var, at der kunne påvises en stigning i lærerskematimeforbruget til specialundervisning på 80% i perioden fra 1972/73 til 1981/82. Denne stigning var sammenfaldende med, at undervisningspligten blev udvidet fra 7 til 9 år (i 1972), at enhedsskolen blev gennemført (med skoleloven af 1975), og at der blev stilet forventninger om, at en større del af befolkningen fik mere end en grundlæggende skoleuddannelse. Specialundervisningen har dermed skullet påtage sig opgaven med at løse skolens differentieringsproblem, hvad der har ført til en del kritik, såvel nationalt (Hvid, 1982, Egelund m.fl. 1984) og internationalt (Skrtic, 1991). Kritikken er gået på, at specialundervisningen er en individbaseret ”lappeløsning”, hvor der i stedet burde ses på de mangler, systemet har i forbindelse med at tilrettelægge en undervisning, som passer til den naturlige spredning, der er i elevgruppen.