Читать книгу Undersogelse af specialundervisningen i Danmark - Niels Egelund - Страница 6

Baggrund

Som noget helt centralt i skolens arbejde står bestræbelserne for individuel hensyntagen til elever med vidt forskellig baggrund og med vidt forskellige forudsætninger og behov. Dette kan ses i sammenhæng med bestræbelserne for at skabe en skole, der giver rum for elevernes forskellighed. Der tages på skolerne løbende stilling til, om denne forskellighed kan rummes inden for skolens almindelige rammer, eller om den nødvendiggør specielle støtteforanstaltninger i form af specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Kriteriet for denne afvejning må altid være, hvad der bedst tjener elevens tarv.

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at “skolens almindelige rammer” ikke er noget entydigt begreb. Der er i forskellig sammenhæng, blandt andet i forbindelse med evalueringen af “Folkeskolen år 2000”, påvist meget store forskelle mellem skoler og klasser. Forskellige lærerkompetencer, en ekstra lærer i nogle timer, supplerende undervisningsmidler eller andet kan udmærket være en del af skolens almindelige rammer, også selv om det medfører ekstra udgifter.

Det er ligeledes nødvendigt at være opmærksom på, at der er en tærskel for, hvad den enkelte klasse kan rumme. Overskrides denne tærskel, kan bestræbelserne for rummelighed i den almindelige undervisning blive til skade for alle elever i en klasse.

Ved udformningen af bestemmelserne om specialundervisning i folkeskolen er det forudsat, at “iværksættelse af specialundervisning kun finder sted i situationer, hvor det ikke er muligt at afhjælpe skolevanskeligheder inden for rammerne af den almindelige undervisning, og at skolerne i videst muligt omfang søger at forebygge, at elever får skoleproblemer. Folkeskolens almindelige undervisning må derfor tilrettelægges således inden for de givne ressourcer, at også svagere og anderledes fungerende elever får optimale udviklingsmuligheder” (Vejledning om folkeskolens indsats over for elever, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte. Vejledning nr. 82 af 10/6 1999).

I overensstemmelse hermed gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, som ikke kan ydes inden for rammerne af den almindelige undervisning (jf. Bekendtgørelse nr. 896 af 22/9 2000 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand).

Grænsefladen mellem specialundervisning og almen undervisning

Med disse indledende bemærkninger er der peget på grænsefladen mellem den almindelige undervisning og specialundervisning. Dermed berøres også kravet om undervisningsdifferentiering, idet der i folkeskolelovens § 18 peges på, at undervisningens tilrettelæggelse, herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse, i alle fag skal leve op til folkeskolens formål og varieres, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger. Dette understreges med kravet i § 18.2 om, at skolelederen skal sikre, at klasselæreren og klassens øvrige lærere planlægger og tilrettelægger undervisningen, så den rummer udfordringer for alle elever.

Undervisningsdifferentiering

Undervisningsdifferentiering er i de senere år defineret som et princip for undervisning, der bygger på samarbejde. Her indgår elevernes forskellige forudsætninger, potentialer og motiver med henblik på at nå såvel almene som specifikke mål.

Med denne definition markeres, at undervisningsdifferentiering er et princip for gennemførelse af undervisning og altså ikke en bestemt undervisningsmetode. Den anførte skelnen mellem forudsætninger og potentialer er ligeledes central, idet den præciserer, at det ikke er tilstrækkeligt at tage hensyn til elevernes aktuelle forudsætninger, det vil sige, hvad eleven kan her og nu, men at elevens udviklingsmuligheder må indtænkes. Endelig er det værd at bemærke, at man i realiseringen af princippet om undervisningsdifferentiering tager udgangspunkt i og bruger den sociale situation, hvor elever og lærer er fælles om undervisningen.

Der er uden tvivl stor principiel opbakning om kravet om undervisningsdifferentiering, men det fremføres jævnligt, at det ikke er praktisk muligt at realisere princippet om undervisningsdifferentiering i dagens skole.

Dette er interessant i relation til specialundervisning, der jo som nævnt skal iværksættes, når det ikke er muligt at afhjælpe skolevanskeligheder inden for rammerne af den almindelige undervisning. Hvis de praktiske muligheder for at gennemføre undervisningsdifferentiering er for dårlige, vil der jævnligt kunne opstå situationer, hvor den almindelige undervisning ikke er tilstrækkelig, hvilket kan nedsætte tærsklen for, hvornår der er behov for specialundervisning.