Читать книгу Hvem sagde samarbejde? - Niels Kryger - Страница 3
Forord
ОглавлениеDenne bog danner den foreløbige afslutning på forskningsprojektet: “Skole-hjem-samarbejde som kulturel selvfølgelighed”, som vi har arbejdet sammen om siden 2006. Vi takker Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation for at have ydet støtte til projektet, og vi takker de børn, unge, forældre og lærere, som har vist os tillid ved at give os adgang til at følge dem i deres hverdagsliv som led i vores etnografiske arbejde og interview. Vi vil også rette tak til forskningskolleger for godt og inspirerende samarbejde, ikke mindst kollegaer på “børnegangen”(Enheden for Børn og Unge Forskning og Epoke), Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Emdrup, Aarhus Universitet.
Vi har haft mange års godt projektsamarbejde, og i den forbindelse vil de tre af os rette en særlig tak til Birte Ravn. Birtes mangeårige opdyrkning af forskning inden for skole-hjem-området var en afgørende forudsætning for, at dette forskningsprojekt så dagens lys. Vi har gennem hele projektet draget stor nytte af Birtes enorme viden på området og hendes mange kontakter nationalt og internationalt, både til forskning og til praksisfeltet. Birte har været en pioner og utrættelig initiativtager. Hun var således en af hovedinitiativtagerne til – og mangeårig formand for – den europæiske forskningssammenslutning: ERNAPE (European Research Network About Parents in Education).
Vi har i bogens forskellige bidrag bestræbt os på at fastholde den solidarisk-kritiske tilgang til feltet, som gennem årene har været – og stadig er – kendetegnende for Birtes arbejde.
Februar 2012
Forfatterne