Читать книгу Hvem sagde samarbejde? - Niels Kryger - Страница 5

I en dansk sammenhæng blev 1970’erne ikke bare det årti, hvor skole-hjem-samarbejde blev indskrevet i loven, men også det årti, hvor forskning i skole-hjem-relationer kom i gang. Ikke mindst forskning, der var knyttet til udviklingsarbejder og havde fokus på, hvordan samarbejde kunne fremmes, eksempelvis gennem et øget kendskab til forældrenes holdninger, sociale vilkår og betydning for børnenes læring (Andersen & Hansen, 1973; Kristansen & Cornelius, 1979; Aalborg kommunale skolevæsen, 1979; Hviid, 1980; Ravn, 1980; Thomsen & Vestergaard, 1982; Skov, 1983, 1989; Gjelstrup, 1984). Helsingeprojektet (Ravn, 1980) blev senere grundlaget for en videnskabelig afhandling, hvor begrebet og fænomenet samarbejde blev belyst i et kulturanalytisk perspektiv (Ravn, 1988; Ravn, 1989a; Ravn, 1989b). Forfatteren Birte Ravn er initiativtager og medarbejder på det aktuelle studie om skole-hjem-samarbejde som kulturel selvfølgelighed.

Tæt sammenhæng mellem udviklingsarbejder og forskningsprojekter blev bibeholdt også i 1980’erne og 1990’erne, hvor der fra statslig side blev iværksat flere skole- og kulturpolitiske programmer, hvortil blev knyttet forskningsbaserede evalueringer. Vi tænker dels på forskningsbaserede evalueringer af 7-punktsprogrammet: ‘Udviklingsprogram for folkeskolen og skolen som lokalt kulturcenter’ og det efterfølgende program: ‘Den lokalt forankrede folkeskole’, hvor lærere i folkeskolen blev opfordret til at invitere forældre og andre lokale borgere ind til samarbejde (Høgsbro m.fl. 1989, 1990, 1991; Institut for Social Udvikling, 1996; Ravn & Høgsbro, 1997). Dels på ‘Projekt klasselæreren’, der havde til opgave at foretage erfaringsindsamling, forskning og evaluering i forbindelse med udviklingsarbejder om udvidet klasselærerfunktion med støtte fra Folkeskolens Udviklingsråd (Harrit m.fl. 1990, 1991 og 1992).

Udviklings- og forandringsbestræbelsen, der var integreret i de her omtalte forskningsbidrag, korresponderede med det, Birte Ravn har kaldt det demokratiske rationale. Ravn argumenterer for, at dette rationale, om end med aftagende gennemslagskraft, har præget skole-hjem-relationer og altså forskningsbidrag i Danmark siden 1970’erne. Rationalet er, ifølge Ravn, kendetegnet ved en forestilling om, at et alment velfungerende samfund er præget af aktive medborgere, som er i stand til at handle og tænke demokratisk. Da forældre kan anses for at være legitime repræsentanter for ‘det danske folk’, må de mobiliseres til at deltage i indholdsbestemmelse og organisering af skolens opgave og dermed virkeliggøre det velfungerende samfund på skolens område (Ravn, 2008).

Det var ikke alle forskningsbidrag i den periode, der var optimistiske omkring demokratiets muligheder og elever og forældres plads i dette. Der var også kritiske indslag, som adresserede sociokulturelle forskelle og uligheder, der lagde sig mellem forældre og lærere (hjem og skole) og hindrede en forbedring af samarbejdet (Cederstrøm, 1991; Dreyer, 1983; Hammerich, 1977). På trods af de kritiske perspektiver i dele af forskningen synes forskningslitteraturen fra denne periode at afspejle en relativ stor og bemærkelsesværdig overensstemmelse mellem forskningens utopiprægede erkendelsesinteresse og datidens dominerende politiske visioner for udvikling af demokrati i og gennem skole-hjem-relationer (Skov, 1983, 1989).

I slutningen af 1900-tallet skete en ændring i den danske skole-hjem-forskning, som måske var affødt af, at forskningen frigjorde sig fra – eller måske blev tvunget væk fra – udviklingsarbejderne, hvilket faldt sammen med institutionelle omlægninger af dansk skoleforskning, da forskningsdelen på Danmarks Lærerhøjskole blev lagt ind under det nyoprettede Danmarks Pædagogiske Universitet. Forskningslitteraturen afspejler herefter en mere entydig kritisk og analytisk tilgang. Dels belyses autoritets- og dominansforhold i skole-hjem-samtalen (Skovgaard & Brogaard, 2006). Dels er der i det seneste årti lavet flere undersøgelser af diskurser, politiske retorikker og sociale teknologiers betydning som magtfulde mulighedsbetingelser for skole-hjem-relationer. Analyser, der ikke mindst har været inspireret af Foucault og governmentality traditionen (Knudsen, 2007 og 2010; Kryger, 2008; Kryger & Ravn, 2007b; Smits, 2010; Ravn 2004).

Som et led i – eller i tæt sammenhæng med – disse undersøgelser er der produceret historiske analyser af skole-hjem-relationer i Danmark (de Coninck, 1990) med henholdsvis et diskursivt (Knudsen, 2010) og et kulturanalytisk perspektiv (Ravn, 2008). Hanne Knudsen er meget eksplicit ikke-normativ, medens flere af de øvrige studier rejser normative problemstillinger som et led i forskningen. Ét normativt ærinde er at inddrage forældres og børns perspektiv og installere barnets bedste som erkendelsesinteresse (Kryger & Ravn, 2007b; Ravn, 1991; Skovgaard & Brogaard, 2006). Et andet er at vise konsekvenserne af politisk og styringsmæssigt fokus på særlige samfundsgrupper i skole-hjem-relationen, eksempelvis de etniske minoritetsfamilier og andre familier, der fra politisk og professionel side kategoriseres som utilstrækkelige (Holm, 2011; Kryger, 2008; Smits, 2010). Sidstnævnte studier problematiserer blandt andet genkomsten af det, Birte Ravn har betegnet som det kompensatoriske rationale (Ravn, 2008). Dette rationale, som var meget dominerende i den danske folkeskole frem til 1960’erne, er i 00’erne relanceret og indebærer et syn på en bestemt gruppe forældre som værende ude af stand til at socialisere egne børn. I den tidligere udgave af rationalet måtte skolen kompensere for utilstrækkeligheden, medens det i nyere tids politiske initiativer snarere er sådan, at forældrene pålægges selv at lære at tage ansvar for eller kompensere for det, de ikke umiddelbart – ifølge skolen – er i stand til (Socialministeriet, 2006; Integrationsministeriet, 2010). Kompensationsrationalet blandes i sin nyere udgave med en ansvarsdiskurs (Knudsen, 2010) og en retorik om partnerskab (Kryger, 2008).

Hvor der i dansk skole-hjem-forskning over tid er sket en bevægelse væk fra at ville bidrage til en intensivering og forbedring af skole-hjem-relationer og hen imod en mere entydig kritisk analytisk interesse, er begge elementer at finde i den aktuelle internationale forskning. Den amerikanske forsker Joyce Epstein er en meget kendt og anerkendt repræsentant for den førstnævnte tilgang, dog ikke med demokrati som orienterende princip. Epstein arbejder derimod med at udvikle modeller for partnerskaber mellem lokalsamfundet, skolen og hjemmene, der kan bidrage til at hæve elevernes udbytte af skolegangen. Forskningsmæssig opmærksomhed på sammenhænge mellem forældreinvolvering (og eventuelt det lokale miljøs involvering) og børnene eller de unges faglige præstationer er i det hele taget udpræget i den anglosaksiske verden (David, 2003; Deforges & Abouchar, 2003; Harris & Goodall, 2007), men er også at finde i de sydeuropæiske lande (Feyfant & Rey, 2006; Deslandes & Cloutier, 2002). Denne tilgang er ikke dyrket i dansk forskning endnu, men da den politiske interesse for at præcisere og styrke forældres ansvar for deres børns skolegang og uddannelse intensiveres i Danmark i disse år, kan det tænkes, at dansk forskning vil lægge sig mere og mere op ad den internationale tendens til at belyse denne sammenhæng (se fx Socialministeriet, 2006).

Væsentlige dele af den internationale forskning har forfulgt andre erkendelsesinteresser knyttet til et kritisk sociologisk perspektiv på sammenhængen mellem forældreinvolvering og børns skolegang i bred forstand ved at belyse forældres måder – og problematiserer deres muligheder for – at involvere sig (Bouakaz, 2007; Bæck, 2007; Crozier & Reay, 2005; David, 2003; de Carvalho, 2001; Kileng, 2007; Kramvig, 2007; Lareau, 1989; Lareau, 2007; Van Zanten, 2003; Van Zanten, 2005; Vincent & Tomlinson, 1997; Vincent & Martin, 2002; Vincent, 2010). Denne forskning viser, hvordan køn, klasse og etnicitet gør en forskel for betingelser, preferencer og prioriteringer, når forældre opdrager deres børn, bidrager til børnenes faglige præstationer og relaterer sig til børnenes skoler. Ikke mindst feministiske perspektiver på forventninger til forældre og familie sættes i spil. Skolens kulturelt vilkårlige forståelse af børn, faglighed, opdragelse, forældres rolle etc. belyses som et ekskluderende vilkår for familier med etnisk minoritetsbaggrund og arbejderklassetilhørsforhold. Med teoretisk inspiration ikke mindst fra Bourdieu har denne del af forskningen sat kulturelle forskelle og social ulighed samt reproduktion af begge dele i forbindelse med skole-hjem-relationer på dagsordenen. Disse perspektiver og internationale forskningsbidrag har i høj grad inspireret den undersøgelse, bogen bygger på, både hvad angår forskningsspørgsmål og empiriske analyser. Samtidig adskiller projektets fokus på skole-hjem-relationer som kulturel selvfølgelighed sig fra den nævnte internationale kritiske sociologiske forskning på to måder.

For det første er den omtalte forskning som helhed karakteriseret ved brug af sociologiske metoder, såvel kvantitative som kvalitative, samt mindre supplerende observationsstudier af etnografisk tilsnit, medens vi i vores projekt slet ikke benytter os af kvantitative tilgange, men derimod supplerer kvalitative interview med omfattende etnografisk feltarbejde. Dette uddybes nedenfor. For det andet er det en afgørende forskel, at projektet ‘Skole-hjem relationer som kulturel selvfølgelighed’, som allerede omtalt, lægger stor vægt på at inddrage børns stemmer og perspektiver, hvor de nævnte internationale inspirerende bidrag er meget fokuseret på forældrene, når relationer mellem skole og hjem belyses. Forskningsgruppen betragter med andre ord undersøgelsen som et bidrag til national og international sociologisk og etnografisk barndomsforskning, der netop er kendetegnet ved at ville forstå børns hverdagsliv og barndom som et socialt og kulturelt vilkår (Anderson, 2004; Brembeck m.fl. 2004; Edwards, 2002; Gilliam, 2009; Gulløv, 1999; Højlund, 2002; James et al. 1998; Olwig & Gulløv, 2003; Palludan, 2005; Winther; 2006). Dele af barndomsforskningen har ligesom vores projekt haft en særlig interesse for netop forholdet mellem hjem/familie og børns skole- (institutions)liv og læringsprocesser (Dannesboe m.fl., 2010; Forsberg, 2007a og 2007b; Gregory et al., 2004; Kousholt, 2011; Palludan, 2010a; Palludan, 2010b; Lidén, 1997 og 2005), hvilket gør disse bidrag særlige i denne sammenhæng.

Bogen her skriver sig med andre ord ind i et skole-hjem-forskningsfelt karakteriseret ved et normativt ærinde og en kritisk analytisk erkendelsesinteresse. Samtidig søger bogen at udvide dette forskningsfelt med et blik for især børns, men også familiers hverdagsliv og perspektiver gennem en etnografisk approach. Når børn og familier sættes i forgrunden i belysningen af skole-hjem-relationer, gives der en ny mulighed for at diskutere betimeligheden i den aktuelle politiske insisteren på skole-hjem-relationer samt det formålstjenlige i de eksisterende selvfølgelige former for og forståelser af skole-hjem-samarbejde, hvilket er det normative ærinde med vores undersøgelse. Som kritisk analyse viser projektet sammenhænge mellem forskellige deltagelsesformer og de dominerende og ulige sociale såvel som kulturelle rammer, der gør deltagelse mulig, på en såvel tilpassende som overskridende måde. Ambitionen med de kritiske analyser er således ikke at identificere det mangelfulde og det ønskværdige samarbejde og på den baggrund formulere konkrete handlingsorienterede anbefalinger rettet mod en intensivering eller udbredelse af skole-hjem-relationer i en forbedret udgave. Ambitionen er snarere, at de forskningsbaserede indsigter om børn og familiers hverdag, vilkår og perspektiver kan bidrage til praksisfeltets drøftelser og forandringsmobiliseringer, hvis retning står åben.