Читать книгу Hvem sagde samarbejde? - Niels Kryger - Страница 4

Karen Ida Dannesboe, Niels Kryger, Charlotte Palludan og Birte Ravn

Der har de sidste 30-40 år været adskillige politiske kampagner, programmer og pædagogiske tiltag inden for den danske folkeskole, der har handlet om at styrke skole-hjem-samarbejdet. De har ofte været ledsaget af en retorik om, at det er til barnets bedste, og at samarbejde mellem skole og forældre er godt – jo mere af det, jo bedre er det.

Siden 1800-tallet har skole-hjemsamarbejde eksisteret som begreb i dansk folkeskoletradition, og i 1974 indførtes en forpligtelse i Folkeskoleloven, der pålagde folkeskolen at samarbejde med alle forældre (de Coninck-Smith, 1990; Nørgaard, 1977). Siden har de skiftende folkeskolelove alle indeholdt formuleringer om, at skolens opgave skal løses af skolen i samarbejde med forældrene. Et af de seneste tiltag er, at regeringen i 2010 har afsat 56 millioner til at styrke skole-hjem-samarbejdet med nydanske forældre ud fra den præmis, at disse forældre ikke i tilstrækkelig grad påtager sig rollen som skole-forældre, og ud fra en forestilling om, at hvis man styrker forældrenes involvering, styrker man også barnets situation i skolen. Dette er blot et af mange eksempler på, at skole-hjem-samarbejde i den gængse retorik omkring folkeskolen fremstår som en forventning og et krav til både skole og forældre.

Gennem årene har dette ført til praksiskoncepter for, hvordan samarbejdet skal finde sted. Koncepter, der er forbavsende ens fra skole til skole og forbavsende ens uanset børnenes/de unges alder. De samme koncepter genfindes i helt forskellige skoler fra indskoling til udskoling. De standardiserede grundelementer er én til to årlige “skole-hjem-samtaler”, hvor forældrene og lærerne – og nogle gange eleven – samtaler om den enkelte elev, samt ét til to årlige forældremøder for alle klassens forældre. Hertil kommer informationsbreve, internetkommunikation igennem såkaldte forældreintraer, elevplaner samt sociale arrangementer af forskellig karakter. Endelig må nævnes skolebestyrelsesarbejde, forældrekontaktpersoner og andre lignende formelle fora. Samtidig forventes klassen at fungere som arena for elever og forældres jævnlige kontakt med lærerne gennem hele skoleforløbet.

Skole-hjem-samarbejde som forventning og relativt standardiseret fænomen har opnået status af det, vi har valgt at kalde en kulturel selvfølgelighed. Det anses i brede kredse: politiske, faglige, i offentligheden etc. for at være naturligt og nødvendigvis integreret i den måde, der praktiseres folkeskole på i Danmark, uanset at skole-hjem-samarbejde er en kulturel vilkårlig konstruktion. Samarbejdets status som selvfølgelighed betyder ikke, at aktørerne – forældre, lærere og elever – ikke kan udtrykke frustration og usikkerhed over for samarbejdet og dets formål. Det selvfølgelige består i, at det er aktiviteter og praksisformer, der uanset aktørernes oplevelser og følelser forventes at finde sted, og som aktørerne må vænne sig til og finde sig en plads i.

I selvfølgeligheden indgår mindst tre reduktioner. For det første er de konkrete aktiviteter og fora, som har opnået status som skole-hjem-samarbejde og derfor medregnes, når det helt selvfølgelige skole-hjem-samarbejde omtales blandt forældre, børn, politikere, lærere mv., blot en delmængde af de mange måder, hvorpå skole-hjem-relationer skabes og genskabes. Ud fra en umiddelbar betragtning kan skole og hjem måske opfattes som relativt adskilte verdener, der kun forbindes, når der etableres det, der kaldes skole-hjem-samarbejde. Men en sådan umiddelbar betragtning overser alle de andre måder og niveauer, på hvilke der etableres forbindelser mellem skole og hjem i børn/unges og familiers hverdagsliv.

For det andet er både megen litteratur om skole-hjem-samarbejde og offentlige samt faglige debatter præget af en tavshed om, hvilken betydning det har for børn og familier at indgå i relationer med skolen. Det tages for givet, at skole-hjem-samarbejde er til alles bedste, men hvilke begrænsninger, udfordringer og belastninger samt følelser af succes og mislykkethed, der er på spil for familierne, når de indgår i skole-hjem-samarbejde, spørges der sjældent til.

For det tredje er der en tendens til, at det, der udnævnes til samarbejde, alene omfatter interaktioner mellem skolens voksne (lærerne) og hjemmets voksne (forældrene), medens barnet reduceres til genstand for samarbejdet. “Forældrene skal “på banen” og tage ansvar for barnets ansvar for egen læring”, som Hanne Knudsen formulerer denne tendens (Knudsen, 2010). Særlige overvejelser over, hvilken betydning det har for barnet/den unge, at der eksisterer relationer mellem deres hjem og deres skole, deres forældre og deres lærere, er underbelyst. Hvilken rolle, børn og unge spiller i interaktionen, er tilsvarende sjældent italesat eller belyst.

Provokeret dels af den selvfølgelighed, skole-hjem-samarbejde er omgærdet af i en dansk kontekst, dels af de tendenser til blindhed over for fænomenets spændvidde, tavsheden om fænomenets betydning for familierne og usynliggørelsen af børn og unges rolle i skole-hjem-relationer, der følger med selvfølgeligheden, designede og gennemførte vi et forskningsprojekt. Projektet, som vi har kaldt “Skole-hjem-samarbejde som kulturel selvfølgelighed – en multisited etnografisk afdækning”, er finansieret af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Centralt for projektet var at foretage en kritisk fremadrettet forskningsbaseret analyse af de samfunds- og hverdagslivsprocesser, i kraft af hvilke der produceres konkrete skole-hjem-relationer og vedligeholdes en forståelse af dele af disse skole-hjem-relationer som selvfølgelige, dvs. uomgængelige og naturlige snarere end kulturelt vilkårlige.

Undersøgelsen blev designet med inspiration fra studier i multisited etnografi (Marcus, 1995; Wrigth & Shore, 1997; Wright, 2005), der har gjort det muligt at anskue skole-hjem-relationer som fænomener, der konstitueres socialt på mange forskellige niveauer og i mange forskellige lokaliteter i samfundet. Det sker, når lærere, forældre og børn mødes til skole-hjem-samtaler eller morgenkaffe, ved forskningskonferencer, når lærere i pauser og til møder omtaler eller drøfter forholdet til hjemmene, ved aftenbordene i familierne, i børnegruppernes erfaringsrum; det sker, når lovkomplekser for at regulere forholdet mellem familie og hjem skal vedtages, når forholdet mellem skole og hjem debatteres i medier, og i internationale trends, hvor ideer bevæger sig rundt. Disse situationer og steder – og mange flere – er med til at fastlægge, hvad der i vores samfund udgør skole-hjem-relationer, herunder det, som så selvfølgeligt i daglig tale omtales som skole-hjem-samarbejde.

Der er mange aktører og mange sites, der er indbyrdes relaterede og som helhed producerer og vedligeholder de forestillinger og praktikker, der udgør skole-hjem-relationer. Derfor er det relevant at inddrage forskellige steder, forskellige praksisformer og forskellige samfundsniveauer i forsøget på at udforske og lokalisere tendenser, variationer og paradokser i de processer, hvor skole og hjem relaterer sig og muligvis samarbejder. Analyser af tendenser i den politiske, juridiske, styringsmæssige og diskursive rammesætning af hverdagslivets skole-hjem-relationer, der bygger på dokumentanalyser, analyser af eksisterende forskning og materiale fra medierne og lignende, har vi primært rapporteret i andre publikationer (Kryger m.fl., 2008; Kryger & Ravn, 2007a og 2007b; Ravn 2011). I denne bog formidles først og fremmest de analyser og konklusioner, der omhandler skole-hjem-relationer som hverdagslivs- og identitetsformer, og som bygger på etnografiske feltarbejder og interviewstudier i klasserum og lærerværelser, i spisekøkkener og børneværelser, og på skolevejen eller i lokalmiljøet.

Bogens bidrag kan med andre ord karakteriseres som hverdagslivsstudier, hvilket her indebærer en orientering mod såvel hverdagslivets begivenheder som dets hændelser. Antropologen Kirsten Hastrup skelner mellem hændelser og begivenheder og adresserer dermed teoretisk det, vi ovenfor har omtalt som skole-hjem-relationer, hvoraf skole-hjem-samarbejde udgør en delmængde. Hverdagslivet består af en række hændelser, eksempelvis lektielæsning, forberedelse til samtaler på skolen, omsorg for et træt skolebarn etc., men kun få af dem opfattes som særligt betydningsfulde, som begivenheder. Det, som har fået status som skole-hjem-samarbejde, vil ofte kunne have karakter af en sådan begivenhed. Men begivenheder er med til at farve hændelserne, og hændelserne er med til at lægge sporene ud for betydningen af begivenheden (Hastrup, 1996).

Hverdagslivstilgangen indebærer også at studere de handlende subjekter: børn, unge, forældre og lærere. Hermed bliver indsigt i de involveredes bevægelser, tanker, følelser, erfaringer, håb, kropslige fremtræden, daglige og arbejdsomme omgang med materialiteten og kulturelle normsætninger etc. afgørende i forsøget på at begrebsliggøre skole-hjem-relationer som sociale praksisformer og processer. Disse praksisformer og processer manifesterer sig som hændelser og begivenhedsrige interaktioner, men også som en kulturel selvfølgelighed i samfundet og i den enkelte. Hverdagslivet er i denne forstand den intersubjektive verden, hvor der er et evigt flow af møder mellem mennesker, handlinger og erfaring, hvorigennem den individuelle reproduktion finder sted og dermed muliggør den samfundsmæssige reproduktion (Heller, 1984 og 1986; Schutz, 1975) – eksempelvis reproduktion af skole-hjem-relationer og de ideologiske, sociale, økonomiske strukturer, der er et vilkår for disse. Med en hverdagslivstilgang som denne bliver det muligt at forstå, hvordan aktørerne etablerer scripts for handling og tænkning, finder veje og udveje og skaber en mulig kritik af det dominerende. Det er med andre ord på baggrund af hverdagslivstilgangen, vi vil udfolde et forandringsperspektiv eller måske ligefrem et utopisk element (Heller, 1984; Lefebvre, 1971) i det afsluttende perspektiverende kapitel. Væsentligt er det imidlertid samtidig at forstå, hvordan det at anerkende deltagernes aktørstatus for det første giver anledning til at belyse, hvordan og af hvilke grunde børn, unge, forældre og lærere på nuancerede og varierede måder bidrager til at vedligeholde dominerende kulturelle forståelser og sociale organiseringer af skole-hjem-relationer. For det andet gør anerkendelse af deltagernes aktørstatus det muligt at udforske, hvordan kulturelle og sociale dominansforhold forpligter de involverede aktører på at engagere sig og vedligeholde relationen mellem skole og hjem på bestemte måder, under særlige betingelser og med specifikke konsekvenser. I forlængelse heraf er vi analytisk opmærksomme på, at de konkrete aktører bringer specifikke og helt forskellige, til og med ulige, erfaringer og ressourcer ind i hverdagslivets interaktioner, hvor de får betydning for, med hvilken styrke og succes aktørerne kan forfølge egne strategier, interesser, ønsker og håb (Bourdieu, 1994).

Megen forskning har analyseret skole-hjem-relationer i skolen primært med fokus på lærere og lederes perspektiv og/eller med fokus på netop skoleaktørernes praksis, betydningsskabelse og betingelser. Derfor er lærere og lederes perspektiver ikke tildelt større opmærksomhed i vores studie. Vi sætter særligt fokus på hjemmene som sted for udfoldelse af skole-hjem-relationer og på familiernes, dvs. børn, unge og forældres, oplevelser, indsatser, muligheder og begrænsninger, når de indgår i skole-hjem-relationer. Uden at miste blikket for de forventninger, krav og vilkår, skolen retter mod og lægger ud for familierne, zoomes der i særlig grad ind på børn, unge og forældres positioner og perspektiver. Dette indebærer ikke bare, at der med denne bog formidles ny viden om, hvordan familiemedlemmer påvirkes, når de arbejder med, prioriterer i, føler og tænker om skole-hjem-relationer. Det betyder også, som beskrevet ovenfor, at børn, unge og forældre analytisk betragtes som medproducenter af skole-hjem-relationerne, de kulturelle og sociale dominansforhold, der konstituerer disse, og de sprækker, der etableres i autoritetsstrukturer, reguleringsformer og selvfølgeligheder samt de konsekvenser, det får for positioner, perspektiver og identiteter, når de involverede handler.

Kombinationen af hverdagslivsperspektivet og det analytiske fokus på familierne, ikke mindst børn og unges tilgange til skole-hjem-relationer udfylder, som vi vurderer det, et hul i debatten og ikke mindst i den eksisterende forskning. Vores aktuelle studie af skole-hjem-relationer i en dansk kontekst skriver sig med andre ord op imod og ind i et såvel nationalt som internationalt forskningsfelt, hvilket kort og selektivt præsenteres nedenfor. Ambitionen er ikke at give et fyldestgørende billede af al skole-hjem-forskning, men at markere, hvilke traditioner inden for dette forskningsfelt dette projekt forholder sig til og står på skuldrene af.