Читать книгу Kunst og konkurrence - Peter Heller Lutzen - Страница 5

Emnet for denne bog er hvad sporten siger os. Og med ’siger os’ menes egentlig ikke at sporten selv ’siger’ noget, den har nemlig tendens til at være ganske tavs. Når den alligevel siger os noget, er det fordi vi får den til at tale ved at fortolke og udlægge den på alle mulige måder. Eller indlægge, vi lægger alt muligt ind i sporten som ikke er der i forvejen. Vi giver sporten mening ved at forholde os til den, og sporten har meget villigt viderebragt alskens forskellige politiske, religiøse, ideologiske osv. budskaber. Der har tilsyneladende ikke været nogen grænser for hvad sporten kunne bringes til at sige os. Og det synes at være et træk ved den at den har sagt os så meget forskelligt, at den måske i sidste ende ikke selv siger noget som helst. Det den siger os, handler derfor mest om os selv og hvad vi har bragt den til at sige. I denne bog undersøges hvad sporten siger os gennem litteraturen. Det vil sige hvad litteraturen har fået den til at sige os.

Sportslitteraturen er ud fra et rent litterært synspunkt ikke så forfærdelig interessant. Det er det den siger om sit emne, sporten, der er interessant. Derfor bliver sportsbøgerne i det følgende langt overvejende læst motivisk, det vil sige med hensyn til hvordan motivet sport fremstilles. Vi vil dog også komme ind på et par formelle træk ved måden sporten fremstilles på, hvorimod teksternes æstetiske kvaliteter ikke primært vil være emnet. Visse sider af de værker der omtales, vil dermed blive overset, men det er med vilje. Emnet er hvad sporten har sagt en række danske forfattere, og hvad de har fået den til at sige i deres værker. Begrundelsen for at se på litteraturen er at nogen dér sætter sig for at sige noget alment om verdens fænomener, herunder sporten, til os alle.

Koblingen mellem sport og kunst synes at have fået øget opmærksomhed i de senere år. Inden for den humanistiske del af idrætsforskningen, altså den del af idrætsforskningen der beskæftiger sig med hvad sporten siger os, har flere og flere foreslået intensiverede studier af sportens æstetiske elementer. Ideen er at sporten ikke længere skal opfattes som noget sundt, naturligt, nyttigt, dannende eller hvad man ellers har set den som, men som noget æstetisk. Sport som kunst, lyder forslaget. Det fremsættes til dels af nød, fordi sporten har fået flere og flere problemer med at fremstå som værende netop sund, naturlig, nyttig eller dannende. Det går op for flere og flere at den ikke i sig selv er nogen af delene. Sporten rammes derfor på sin politiske legitimitet: Den kan ikke begrunde hvorfor den skal nyde særlig politisk bevågenhed eller have særlige offentlige bevillinger.

Som kommerciel underholdningsform har den ingen problemer, som sådan har den næppe nogensinde været så populær som nu, men det kan den ikke bruge som argument for at nyde en særstatus i forhold til andre kommercielle underholdningsformer, nærmest tværtimod. Altså må den legitimere sig ved noget andet. Det har den gjort med henvisninger til sin traditionelle række af positive egenskaber, og nu forsøger den i et vist omfang at gøre det ved at henvise til sine kunstneriske kvaliteter. Derfor er det vigtigt at forholde sig til om den har sådanne kvaliteter, hvori de kunne bestå, og hvad de betyder for vores fortolkning af sporten – altså hvad den siger os som kunst, hvis den da siger os noget.

I bogen Sportens fascinerende skønhed fra 2002 fremlægger en række danske idrætsforskere nogle bud på hvorfor sporten er fascinerende. Udgangspunktet for de fleste er at sporten ikke kan begrundes ud fra de sædvanlige kategorier, men primært fascinerer i kraft af sine æstetiske elementer. Niels Kayser Nielsen kalder direkte sin artikel ”En falmet skønhed – om sport og svigtende legitimitet”. Han fortæller en historie om en idrætsbevægelse der fra sin moderne begyndelse i anden halvdel af 1800-tallet indgik i først nationale, siden grundtvigianske og socialdemokratiske bevægelser og efterhånden blev en ægte folkekultur og folkelig organisationsform i løbet af det tyvende århundrede. Men han fremlægger også en fortælling om en bevægelse der med dopingskandaler, vigende tilslutning til foreningsarbejdet, opkomst af andre og mindre organiserede kropskulturer og ikke mindst kommercialisering har udviklet sig til mest at være en underholdningsform. Idrætten havde sin guldalder i perioden 1880 til 1980, og i det kommende århundrede vil idrætten ikke kunne opretholde den status den tilkæmpede sig i det forrige – heller ikke selv om den måtte begynde at præsentere sig selv som en kunstart. Verner Møller modificerer i artiklen ”Sportens forførende skønhed” Kayser Nielsens noget dystre billede lidt:

’Sporten er i krise’. Den sætning træffer man på igen og igen i den litteratur, sportsforskningen har kastet af sig, siden den tog fart i 1970’erne. Ikke desto mindre er sporten fortsat med at vokse. Det kunne tyde på, at det i virkeligheden er den herskende opfattelse af sporten, der er i krise.¹

Ifølge Møller er det ikke sporten selv, men den mening som den er blevet udstyret med, der er noget galt med. Sportens problem er at den mødes med en forventning om at den er naturlig og sund, mens den faktisk er konstitueret ved netop overskridelse af det naturlige – og det er sjældent sundt. Dette dilemma skulle en æsteticering af sporten, eller en æstetisk ’læsning’ af sporten, kunne hjælpe den ud af. Han foreslår sporten anskuet som del af et æstetisk felt, fordi man derved, som han siger, ”åbner for meningsperspektivet”, altså for den mening som sporten giver udøvere og tilskuere. Og her synes den æstetiske attraktion at rumme en særlig kraft som ikke kan inkluderes i de pædagogiske, politiske og økonomiske forklaringer som man hidtil har forsøgt at forstå sporten ud fra. Med sporten anskuet som noget æstetisk skulle nye forklaringsmuligheder angiveligt ligge lige for. Møller bakkes op af Søren Damkjær der i artiklen ”Sportens begivenhedsæstetik” også synes at ville rehabilitere sporten ved at hive den ud af den politisk baserede kritik som den plejer at møde, og ind i en æstetisk forståelsesramme. Damkjær siger direkte i sin indledning at ”[e]n rehabilitering af sporten kunne ligge i en opgradering af dens æstetiske sider”.²

Ideen om at inkludere sporten i æstetikken synes at være en slags positiv ’udvej’ for en idrætsforskning der ellers traditionelt har været meget skeptisk over for sin genstand. Hvis man som idrætsforsker faktisk godt kan lide sporten, er den æstetiske læsning af den en mulighed for at begrunde fascinationen med legitime midler. Der har blot traditionelt hersket et skel mellem finkultur, som man forstår og beskriver inden for æstetiske teoridannelser, og populærkultur, som man forstår og beskriver inden for sociologiske teoridannelser. Dette skel har betydet at et populært fænomen som sport overvejende er blevet studeret sociologisk og ikke æstetisk – ligesom massemedier, triviallitteratur og andre folkelige genrer ikke studeres æstetisk, men sociologisk. Finkultur er traditionelt blevet anskuet som noget der er hævet over sociologiske og økonomiske forhold, den beskrives ud fra værkernes immanente egenskaber. Populærkultur er traditionelt set ikke blevet opfattet som andet end ren økonomisk determinans, og den er traditionelt blevet beskrevet ud fra sociologiske analyser af såvel dens produktion som dens reception. Derfor er der ikke nogen særlig tradition for æstetisk sportsforskning, og derfor kan en ny, æstetisk sportsforskning i et vist omfang råde bod på dette misforhold mellem det fine og det populære. Begrundelsen for at kombinere en litteratur- og en sportsinteresse ved at gennemgå sportslitteraturen har altså mere udgangspunkt i et behov i idrætsforskningen end i et behov i litteraturforskningen.

Et æstetisk blik på sporten gennem litteraturens fremstilling af sportsmotiver kan give et billede af hvordan nogen har opfattet sporten, og man får et fingerpeg om hvilke ideologiske forventninger sporten mødes med. Man kan nok ikke påstå at det ligefrem skulle være litteraturen der har skabt disse ideologier, for litteraturen er ikke i samme grad som journalistikken det sted sporten først og fremmest diskuteres, men litteraturen rummer og reflekterer disse ideologier, er med til at fastholde dem og giver frem for alt mulighed for at diskutere det særligt æstetiske ved sporten – og om det overhovedet findes.