Читать книгу Kunst og konkurrence - Peter Heller Lutzen - Страница 7

Når vi siger at journalistikken ligner sporten, menes der at der er noget ved journalistikkens tilgang til sporten som passer til sportens konkurrencefiksering, og at dette passer mindre godt til en litterær tilgang. Men man kunne jo godt forestille sig at litteraturen kunne ligne sporten på andre måder, f.eks. ved at anvende nogle af sportens dramatiske og episke former. Det er dog forholdsvis få skønlitterære tekster der benytter denne mulighed, og det fik i 1961 Gunnar Nu Hansen til i forordet til den sportslitterære antologi Sportshistorier fra hele verden at bemærke:

Det er egentlig utroligt, så lidt forfattere verden over har benyttet Sporten som motiv.

Der er skrevet nok af bøger om idrætsberømtheders liv og levned og karriere. Dem har dygtige journalister forfattet i sportsstjernernes navn. Men som kunstmalerne forsømmer idrættens strålende farverige muligheder, er det lige så forbavsende så få skribenter eller forfattere, der har fundet frem til det rige og afvekslende stof, der er masser af i sportens omfattende verden.

Sportsstoffet er fyldt med dramatik og spænding. Over mange af de store konkurrencer og kampe er der en atmosfære og en stemning, som må være en lækkerbisken for den forfatter, der søger emner, hvor der virkelig foregår noget.⁶

Igen er det journalisternes kærlighed til motivet der fremdrages. Men man kunne jo godt tro at litteraturen ville låne de episke skemaer som sporten selv rummer, og som den rummer fordi mange sportsgrene har tiden indskrevet som en del af sit grundlag – simpelthen som en del af reglerne. Det gælder i sport om at komme først, om at få flest point eller mål inden for et bestemt tidsrum, at nå et bestemt antal point først osv. Sporten har på grund af sit forhold til tiden et vist genrefællesskab med dramaet, de bruger tiden på beslægtede måder. Sporten burde altså rumme en slags episk grundmodel for etablering af plot, og hvor konkurrencens udfald i en enkelt kamp, en sæson, en turnering, en slutrunde osv., kunne tilfredsstille det narrative begær. Altså en episk form der havde det særligt sportslige ved sporten, nemlig konkurrencens udfald, som højdepunkt eller plot.

Der findes da også en håndfuld danske tekster der er skrevet over en sådan model, med Henrik Frederiksens bokseroman Journeyman fra 2000 og Knud Lundbergs OL-kritik i romanen Det olympiske håb fra 1955 som oplagte eksempler. Specielt Frederiksens bokseroman trækker på den amerikanske krimitraditions forkærlighed for fortællinger der kulminerer i ’en stor kamp’ som forener det sportsligt spændende med fortællingens udfald. Herudover findes der en del film, men de er trods alt forholdsvis få, og så er det en fast kompositionsstrategi i dele af dokumentarlitteraturen om sport. Der er ikke mange danske eksempler, men et par af de engelske kan nævnes. Tim Parks’ A Season with Verona, 2002 er det ene. Parks sætter sig for at skildre fangrupperne omkring den italienske fodboldklub Hellas Verona, og han gør det ved i en sæson at tage til samtlige deres kampe, såvel ude som hjemme. Enhver sæson er helt oplagt en fortælling om helte, skurke, sejre, skuffelser osv., og alle disse dramatiske egenskaber ved sporten komprimeres af Parks i en komposition der simpelthen følger sæsonens udvikling – og som en kompositorisk foræring afgøres Hellas’ skæbne først i de allersidste kampe. Bogen rummer også en række metaovervejelser over netop sammenhængen mellem fodboldsæsonens epik og romanformen, det hedder bl.a. at dramatiske og episke genrer faktisk er bedre egnet til at indfange fodboldoplevelsen end simultane medier som f.eks. internettet – simpelthen fordi en sæson har en episk struktur der lægger op til at blive fortalt og ikke blot fremstillet simultant i tabeloversigter, statistikker osv. Et andet eksempel er filmatiseringen af Nick Hornbys selvbiografi, Fever Pitch, 1997. Romanen har et biografisk skema som grundmodel, det er hovedpersonens eksistentielle parløb med fodboldklubbens resultater på banen over mange år der leverer kompositionen her. Men i filmversionen er det hele skrevet ind i én sæson, som godt nok spiller en væsentlig rolle i romanen, men ikke en altafgørende. Sæsonen er den der sluttede i maj 1989, og som blev afgjort i allersidste minut i allersidste kamp mellem Liverpool og Arsenal. Denne faktiske begivenhed leverer fortællemæssigt klimaks til filmen, den fungerer som ’den store kamp’ på samme måde som i de amerikanske krimier, og ideen om at lade en fodboldsæson levere det kompositoriske grundskema for fortællingen forekommer helt oplagt. Men den er ikke så hyppig i romankunsten som i filmen.

Et rent litterært, og dansk, eksempel er dog Henrik Frederiksens nævnte roman, Journeyman. Romanen leder frem mod den afgørende titelkamp som bokseren Lennart omsider er blevet tildelt. Lennart har rodet sig ud i en større spillegæld og har fået en flok professionelle voldsmænd på halsen, men har med sejr i den afsluttende boksekamp mulighed for at slippe af med gælden – dels på grund af pengepræmien og dels fordi hans barndomsven, som samtidig er romanens fortæller, har satset alle sine penge på kampen. Kampens resultat er altså helt afgørende for hele romanens udfald, de centrale personers skæbne står og falder med denne ene boksekamps resultat. Frederiksen udnytter dermed boksesportens muligheder for momentane afgørelser som kompositorisk greb. Et træk ved sporten bliver til et træk ved fortællingen.

Et andet litterært eksempel på brug af ’sportslige kompositionsformer’ er Knud Lundbergs science fiction-roman Det olympiske håb fra 1955 som er bygget op omkring en OL-finale i 800-meterløb. Et 800-meterløb tager ca. halvandet minut, og dette valg af sportsgren giver romanen et fremstillingsmæssigt problem: Den sportsbegivenhed som skildres, er meget kortvarig i forhold til romanens fortælletid. Mod løbets slutning foretages der lange ekskurser for hvert skridt løberne tager, og denne ’fortætning’ af et 800-meterløb, som altså kommer til rumme store politiske og historiske begivenheder, redegørelser for løbernes baggrunde, for træningsmetoder, løbestile og en hel del mere, bliver ekstremt komprimeret på grund af den store afstand mellem den tid det tager at læse romanen, og det halvandet minut det tager at løbe et 800-meterløb. Men i og med at der jo er tale om en fiktionstekst, er der ikke tale om nogen form for similaritet mellem en teksts og en begivenheds tid, der arbejdes tværtimod med romangenrens særlige forhold til tiden når et 800-meterløbs halvandet minut strækkes ud til nogle timers romanlæsning.

I Jens Lochers Fodboldpræsten fra 1950 er fodboldsæsonen til dels en bærende kompositorisk ramme – i stil med den i filmversionen af Fever Pitch. Den nyansatte, fodboldspillende præst indgår i romanen en handel med de lokale unge rødder: Han hjælper dem til at vinde kredsmesterskabet, og de går til gengæld i kirke. Et af romanens spændingsmomenter er naturligvis om begge dele vil lykkes, og for fodboldens vedkommende udgør udfaldet af mesterskabskampen altså en del af det narrative drive – men ikke det hele, der er også indlagt andre historier, og bogen har som antydet ikke så meget sporten – som hvad sporten kan gøre for kirken – som sit emne.

I flere af Tage Skou-Hansens romaner er der indlagt spilsituationer og kampforløb som fortællemæssig ramme om andre begivenheder. Her er der heller ikke tale om en gengivelse af sportsbegivenheder, men om oprettelse af en slags parallelbegivenhed hvor fodbolden dels spejler og dels skaber perspektiver på personernes mere eksistentielle overvejelser. En sportslig form bruges som tidsmæssig organisator, ikke for større kompositoriske sammenhænge, men for enkeltscener. I Medløberen, 1973, findes et eksempel. Det unge fodboldtalent, Alan, der er blevet hentet til klubben, sidder udenfor i en vigtig kamp, og kampens forløb berettes fra tilskuerpladserne hvor Alan overværer den sammen med en af de gamle, etablerede spilleres kone. Deres samtale forløber over 12 sider hvis fortalte tid er den tid en fodboldkamp varer. Selve kampens udfald er afgørende for fortolkningen af deres samtale, både deres egne fortolkninger af hinanden og læserens fortolkning af dem. Spændingen ligger bl.a. i om holdet nu taber uden sit unge talent, og om han i en eller anden selvretfærdig forstand ønsker at se sit eget hold, som han er blevet sat af, tabe, og om det får konsekvenser at træneren ikke sætter det bedste hold, men skeler mere til de gamle spilleres egoistiske behov end holdets samlede styrke. Forholdet mellem individet og holdet er grundlæggende i al holdsport, og det er et emne som der ofte laves eksistentielle, politiske og sociale analogier over. Det sker også her hvor samtalen på tribunen tilsyneladende handler om et fodboldhold, men i underteksten også vedrører et ægteskab.⁷

Sammenhængen mellem spillet på banen og det sociale spil udenfor er den funktion som sporten generelt har hos Tage Skou-Hansen, det handler om sporten som analogi for eller fortolkningsperspektiv på det sociale liv uden om sporten. Emnet er ikke så meget sporten selv som det er et socialt mikrokosmos hvori mere generelle, eksistentielle overvejelser kan finde sted. Det er en af sportens hyppigste litterære funktioner, og det kommer vi tilbage til.

En anden fodboldforfatter, Hans-Jørgen Nielsen, havde efter arbejdet med Fodboldenglen, som udkom i 1979, en slags vision for en ultimativ fodboldroman. Han kaldte den en drøm og en improvisation. Den forblev en drøm og blev aldrig skrevet, og det var nok meget godt. Drømmen gik ud på at lave ”[e]n roman der er som fodbold. Har form som fodbold”, og det er svært at forestille sig hvordan sådan en skulle se ud.⁸ Som det vil fremgå, kan ideen om at ophæve skellet mellem sport og kunst og lade kunsten være fuldstændig ligesom sporten ikke realiseres. I den fodboldroman som han faktisk skrev, er der da også kun meget få, faktisk kun tre, direkte beskrivelser af selve spillet. Resten handler om alt muligt andet. Sportens kunstneriske funktion hos Nielsen minder om den funktion den har hos Skou-Hansen.⁹