Читать книгу Kunst og konkurrence - Peter Heller Lutzen - Страница 6

Man kan indkredse sportslitteraturens tilgang til sporten ved at sammenligne den med journalistikkens. De to fremstillingsformer, litteratur og journalistik, har som noget afgørende forskelligt en forskellig forpligtelse over for virkeligheden, og det afstedkommer et forskelligt forhold til tiden – og forskellige måder at bruge tiden på. Journalistikken er, som navnet siger, bundet til ’dagen’, det er litteraturen ikke, den arbejder med længere tidshorisonter, og den genlæses, det gør journalistik ikke, og slet ikke sportsjournalistik. Når man snakker om sport, er den væsentligste forskel mellem litteratur og journalistik at journalistikken er resultatfikseret. Hvem vandt? – er det vigtigste spørgsmål i det meste sportsjournalistik. Tænk blot på mandagsavisernes endeløse rækker af sportsresultater fra hele Europa. Det er journalistikkens første opgave at formidle resultatet, og først herefter kommer spørgsmål som hvorfor nogen vandt, med hvor meget, hvem der udmærkede sig godt og skidt, om de gør det igen i næste uge osv. Journalistikkens behandling af sporten er prioriteret efter emnets relation til og betydning for konkurrencens udfald. Denne intime tilknytning til konkurrencen har litteraturen ikke, litteraturen fremdrager noget andet.

For litteraturens vedkommende er der ingen similaritet mellem tekst og motiv. Denne similaritet tilstræbes i journalistikken, og fjernsyn, radio og internet dyrker den i liveformidlingen. Sporten har altid været godt stof for disse medier. Medier som litteratur og film gør noget andet ved sporten end de simultane medier. Filmen var forholdsvis glad for sporten indtil 1940’erne hvor antallet af sportsfilm dalede, formentlig fordi radio og efterhånden også fjernsyn overtog formidlingen af sporten – og i dag er sport altovervejende en fjernsynsbegivenhed.

Man kunne dermed sige at journalistikken ved sin samtidighed og resultatfiksering ligner sporten selv, og man kunne sikkert godt lave et historisk studie der viste at sporten og journalistikken har fulgt og støttet hinandens succes op gennem det tyvende århundrede. Sportens ekspansion som offentligt kulturfænomen er snævert knyttet til journalistikken, og journalistikken nyder tilsvarende godt af sportens popularitet. Et fænomen som Tour de France, der i selve sin organisation lige fra begyndelsen i 1903 har været snævert knyttet til medieverdenen, er et oplagt eksempel, dels på at sportens ekspansion har de moderne massemedier som forudsætning, og dels på at de moderne massemedier knytter deres ekspansion til det forhold at de selv arrangerer de begivenheder som de skal formidle.³

Man plejer at sige at den moderne sports enorme ekspansion i det tyvende århundrede skyldes medierne, altså at denne ekspansion kun har været mulig fordi der var medier som kunne formidle sporten og skabe den tilhængere, sponsorer, udbredelse, politisk betydning, propagandapotentiale og en hel del mere. Men kausaliteten har formentlig også virket den anden vej: Sporten har bidraget kraftigt til mediernes ekspansion. Sporten er fascinerende, global, nem at tilegne sig, nem at formidle og frem for alt billig. I forhold til f.eks. andre tv-genrer er sport relativt billigt tv.

Sporten og journalistikken har således haft det rigtig godt med hinanden, og deres intime relation har været med til at skabe en særlig, og til tider meget intim, måde at skrive journalistisk om sport på. Lars-Henrik Schmidt kalder i bogen Kroppen i focus fra 1982 den journalistiske beskrivelse af sporten ”en besyngelse, en relativ ligegyldig opremsning af begivenheder og disses begivenheders sammenhæng med andre begivenheder såsom vejret, farverne etc.”⁴ Schmidts kritik optræder i en sammenhæng (i 1982) hvor han taler for udviklingen af en ny, sociologisk og kulturanalytisk, sportshistorie som erstatning for den journalistiske historieskrivning der har tendens til blot at være besyngende opremsning af enkeltstående begivenheder. Schmidt fremhæver faktisk skønlitteraturen som et sted hvor det er muligt at omtale sport på en måde der både besynger og distancerer sig fra emnet og dermed korrigerer journalistikkens ensidige blik. Nu er Schmidts ærinde sociologisk, han taler for udviklingen af en diskursanalytisk sportsforskning og er derfor imod at man isolerer nogen enkeltkilde eller noget enkeltfænomen som har med sport at gøre. Man skal ’have det hele med’ og nærme sig en beskrivelse af hvordan sport optræder i en lang række forskellige sammenhænge. Således advarer han f.eks. mod det vi skal i gang med nu: ”Det nytter heller ikke, at litteraten giver sig i kast med litterære behandlinger af idrætten for ad denne omvej at tale om idræt.”⁵

Som forsvar for projektet kan man dog indvende at mange af Schmidts bønner fra 1982 synes at være blevet hørt, eftersom idrætsforskningen har leveret en lang række studier af den type han foreslår, og at litteraturens korrigerende supplement stadig ikke rigtig synes at være blevet hørt.

I litteraturen finder vi et af mange mulige bud på hvad sport er. Man kan godt kalde litteraturen for en omvej til sporten, men det vil alle andre veje også være. Der findes ikke nogen ’sport som sådan’ som ikke skal studeres gennem et medie. Al sport fremtræder i en mediespecifik form, hvilket det er ret afgørende at være opmærksom på når man diskuterer sporten – eller et hvilket som helst andet fænomen for den sags skyld. I det følgende vil det vise sig at de litterære sportsskildringer rummer nogle særlige, gennemgående træk, og at de peger på nogle generelle problemer ved den måde vi opfatter sporten på – deres rækkevidde og betydning for en bredere kulturel betragtning kan man selvfølgelig altid diskutere, og det vil vi derfor gøre til sidst.

Litteraturen ligner ikke på samme måde, som journalistikken gør det, sporten, og den har ikke som journalistikken noget særlig intimt forhold til den. Sport og litteratur har ikke de samme oplagte muligheder for at profitere af hinanden. Fordi den litterære form ikke kan bruges til at formidle sportens resultater med, må man i litteraturen skrive om noget andet end selve det sportslige ved sporten. Dybest set må man skrive om noget andet end det der præcist gør sporten til sport og ikke bare tilfældig kropslig udfoldelse, nemlig konkurrencen. (Hvorfor ’det sportslige ved sporten’ er konkurrencemomentet, vil blive diskuteret i afsnittet ”Hvad er sport?”, se side 24). Det der er ’tilbage’ til litteraturen når journalistikken har været der, handler om alt det som ikke følger af det sportslige ved sporten, men af dens kvaliteter som oplevelsesrum, som refleksionssted, som socialt univers, som genstand for projektion af forskellige identitetsprojekter osv. I sportslitteraturen får man derfor et billede af sporten som f.eks. dvæler ved detaljer som i andre sammenhænge er ligegyldige, eller som dvæler ved sociale omstændigheder omkring sportsudøvelse, ved politiske aspekter af sportens organisering osv. Sportslitteraturen kan dermed korrigere det billede af sporten som journalistikken tegner, den kan uddybe nogle af sportens oplevelseskvaliteter, men den har svært ved at formidle – og faktisk også svært ved at fortolke – det som i andre sammenhænge gør sport til sport, nemlig det forhold at der er tale om en konkurrence.