Читать книгу Kunst og konkurrence - Peter Heller Lutzen - Страница 8

Hvad sport er, kan man naturligvis ikke svare kort på. Idrætsforskerne diskuterer med jævne mellemrum hvad begreber som ’gymnastik’, ’idræt’ og ’sport’ skal rumme. Man kan anlægge mange forskellige synsvinkler, blandt de mest almindelige er historiske, etymologiske og ideologiske bestemmelser hvor specielt den nordiske term ’idræt’ forbindes med positive fænomener som sundhed, dannelse og demokrati, mens den engelske term ’sport’ almindeligvis forbindes med overdreven konkurrence og kommercialisme. For ikke at ende i et ufrugtbart terminologisk ridt, og fordi der i en skønlitterær sammenhæng meget sjældent er tvivl om hvorvidt noget er sport eller ej, vil det der i det følgende menes med begrebet ’sport’, bedst kunne beskrives med en slags prototypisk bestemmelse: en institutionaliseret konkurrence som har kropslig udfoldelse som væsentligt element. At bestemmelsen er ’prototypisk’, vil blot sige at en prototypisk sportsbegivenhed som f.eks. en fodboldkamp på divisionsplan, på et stadion og med tilskuere, falder helt og fuldt inden for bestemmelsen, mens mere perifere varianter som f.eks. den fodboldkamp en flok drenge spiller nede i gården, ikke falder helt indenfor, bl.a. fordi dens institutionaliserede element er svagere end den ’rigtige’ fodboldkamps, men jo alligevel er en slags sport og kan ses som netop en variant af en rigtig fodboldkamp. Drengenes fodboldkamp i gården falder også inden for fænomener som ’leg’ eller ’almindelig fysisk udfoldelse’, men vil i det følgende blive anskuet som eksempel på ’sport’, ikke et prototypisk eksempel, men dog noget der på en række afgørende punkter ligner det. Den prototypiske fodbold finder man i en tekst som Hans-Jørgen Nielsens roman Fodboldenglen, mens den mere perifere f.eks. findes i et digt som Klaus Rifbjergs ”Kuglen”. Der findes i det hele taget mange skildringer af drenges leg, som har sportselementer, men det vil i højere grad være tekster med beskrivelser af typiske sportssituationer der vil være denne bogs emne.¹⁰

Fodboldskildringerne hos Tage Skou-Hansen, Hans-Jørgen Nielsen og Benn Q. Holm, 800-meterløbet hos Knud Lundberg, cykelsporten og bordtennisbeskrivelserne i Jørgen Leths ”sportsdigte” er alle sammen prototypiske eksempler på sport: institutionaliserede konkurrencer som udøves med kroppen.

Idrætsbegrebet betyder i mange sammenhænge stort set det samme som sportsbegrebet, men det har alligevel en generel klang af folkelighed og positivt socialt samvær, mens sport i højere grad betoner konkurrenceelementet. Man taler almindeligvis om ’breddeidrætten’ og ikke om ’breddesporten’, det hedder ’idrætsforeninger’ og ’idrætslivet’ og ikke ’sportslivet’, skønt det man dyrker i idrætsforeningerne som regel er sport: ’håndboldsporten’ og ’fodboldsporten’ og ikke ’håndboldidrætten’ og ’fodboldidrætten’. En række af de enkelte idræts- eller sportsgrenes betegnelser forekommer tilfældige, men da der alligevel fornemmes en vis ideologisk valorisering begreberne imellem, vil vi for at undgå forvirring i det følgende kun bruge den ene, og valget er faldet på sportsbegrebet fordi det stærkest betoner konkurrenceelementet som det der adskiller sport fra al mulig anden kropslig udfoldelse.

Det rummer ydermere den analytiske pointe at man i en række af de tekster som skal gennemgås, kan iagttage hvornår noget bevæger sig fra at være ikkesport til sport: Man kan i nogle af teksterne iagttage hvad ’sportificering’ er, når f.eks. en cykeltur bliver til et cykelløb eller en leg bliver til en konkurrence. Sportificering indebærer i disse situationer en række abstraktioner: Såvel naturen som det sociale abstraheres.

Naturen abstraheres som ’bane’ eller ’rute’ i stedet for ’landskab’. Kroppen abstraheres som redskab for opnåelse af noget uden for kroppen selv. Sportsudøvelse har ikke kroppens velvære eller sundhed som mål, men bruger kroppen til overskridelse af netop det behagelige og sunde i jagten på point, en god tid eller lignende. Det sociale abstraheres og anonymiseres i og med at udøverne er ’hold’, ’modstandere’, ’medspillere’ osv. Den enkelte udøvers sociale identitet er sportsudøvelsen uvedkommende. I sportificering søges en ophævelse af såvel naturens som socialitetens tvang, den indebærer i sine stærkeste former naturoverskridelse og moraltilsidesættelse.

Af rent analytiske grunde vil det i nogle situationer være nyttigt med en slags modbegreb til sporten, og her foreslås begrebet ’gymnastik’ – fordi det rummer en række vigtige træk der adskiller den fra sporten. Sporten er altså hovedbegrebet, og gymnastikken vil kun optræde som en slags modbegreb.

Gymnastikken er i Norden udviklet fra den såkaldte tyske gymnastik, som primært havde militær uddannelse for øje, til den lingske, eller svenske, gymnastik som mod slutningen af 1800-tallet vinder indpas i de nordiske lande og helt fortrænger den tyske. Den lingske gymnastik, opfundet af den svenske teolog, forfatter og gymnastikpædagog P.H. Ling (1776-1839), havde udviklingen af naturlige, sunde kroppe som sit mål (om den faktisk er sund at dyrke, er en anden sag. Den har en ideal fordring om at være sund). Konkurrenceelementet i denne kropskultur er svagere, den har træningen af kroppen som primært formål. Med sporten er det nærmest omvendt, den bruger kroppen som redskab til opnåelse af noget der ligger uden for kroppen, det være sig point, en bestemt tid, en bestemt højde eller lignende. Hvor gymnastikken altså ideelt set har kroppen som mål, har sporten overskridelse af kroppen som sit mål. I sport gælder det om at gøre noget hurtigere, højere, længere eller bedre end nogle andre.¹¹

Disse to begreber, gymnastik og sport, vil i det følgende betegne aktiviteter der har henholdsvis kroppen og noget uden for kroppen som mål. Det er nok en lidt reduktiv bestemmelse af gymnastikken som historisk set også har været, og er, en moderne, urban konkurrencesport, men distinktionen tjener mere et analytisk end et historisk opklarende formål.