Читать книгу Kunst og konkurrence - Peter Heller Lutzen - Страница 9

Forholdet mellem gymnastik og sport kan dog naturligvis også iagttages historisk og er blevet det af en række skribenter. Der er her en tradition for at se gymnastikken som landlig og førmoderne, mens sporten tilhører en urban industrikultur. Denne opdeling er ikke nødvendigvis historisk retfærdig, men ikke desto mindre stærk i måden den tidlige sport blev modtaget på i Danmark. F.eks. i Johs. V. Jensens blik i Den gotiske Renaissance, 1901. Han ser et kontinentalt Europa der er elitært, tilbageskuende og dekadent, mens man i England udviklede sporten:

Medens Frankrig spillede Marsellaisen, opfandt England Arbejdernes Organisation, det kom dem an paa Resultatet, Idealerne kunde de foreløbigt ikke leve af.

Medens Fastlandet frembragte Dekadencen, rejste England Sportsbevægelsen, de vidste, at al Regeneration begynder udvendig fra.

Medens Symbolister, Malere og Skribenter døde af Sult paa Kontinentet, allierede Kunsten sig i England med Industrien og Journalistiken.¹²

Det interessante ved Jensens omtale af sporten er i øvrigt at han ser den som en kendsgerningernes udfoldelsesform. I det citerede essay – med titlen ”Kendsgærningen” – udfolder han en generel kritik af de kontinentale nationers sværmeri, hang til symboler, omskrivninger, religiøsitet og anden u-eksakthed. Heroverfor fremhæves den angelsaksiske industrialismes fokusering på resultatet, det eksakte og usentimentale – og sporten ses som eksponent for det sidste, som en slags modernitetens destillat.

I Otto Benzons spøjse lystspil Sportsmænd fra 1891 gennemspilles en hel række af disse temaer omkring overgangen fra det landlige, førsportssamfund til et industrialiseret sportssamfund, f.eks. i denne bemærkning om ridehusridning i forhold til ridning i det fri: ”De skal ikke faa Tid til at kjede Dem. Vi skal tage os nogle Rideture (smækker med Tungen) i Terrænet! Det er noget andet end at kjøre Karrussel i et Ridehus.”¹³ Dramaets primære motiv er dog sejlsporten og specielt det sociale og økonomiske spil omkring en sejlklub. En af diskussionerne drejer sig om at klubben skal have bygget et skib som skal udloddes til medlemmerne. De konservativt indstillede vil have et danskbygget skib, mens den progressive Bøje foreslår et engelsk skib. Trods sit navn har Bøje blik for de engelske bådes hurtighed, men klubben vælger alligevel at bygge dansk. Da Bøje efterfølgende i en engelsk båd slår den danskbyggede klart, afstedkommer det en diskussion hvor de konservativt indstillede hellere vil sejle langsomt på et dansk skib end hurtigt på et engelsk: ”Hellere bagefter paa et dansk Dæk end foran paa et fremmed. Saadan er min Fædrelandskjærlighed!”¹⁴ De forstår ikke sportens positivt målbare logik, de vil ikke underkaste sig ”Kendsgærningen”, og sporten fungerer i teksten som indikator af henholdsvis konservatisme og modernitet. De konservative kalder meget betegnende den engelske båd for en ”Sejlemaskine”.

Den moderne og sportslige pointe er naturligvis at man skal tilsidesætte følelsesmæssige og nationale hensyn. Tabellen lyver ikke, som man siger. Sporten er eksakt og usentimental, den forholder sig kun til spørgsmålet om hvem der kom først, den opererer ikke med nogen ’køb dansk’-klausul. Benzons sportsmænd forstår ikke sportens mangel på national sentimentalitet, og gennem sit sejlsportsmotiv laver han en karikatur af et samfund i opbrud, et samfund hvor nye, positive kriterier vinder indpas. Sporten er eksemplarisk og måske avantgarde i denne udvikling, den er i hvert fald et felt hvor ændringen ses meget tydeligt.¹⁵ Benzons litterære ’sejl stærkt eller køb dansk’-dilemma har sin pendant i den virkelige verden. Den danske K.A. Knudsens oplevelse af engelske og finske højdespringere er beskrevet i hans bog Om Sport fra 1895. Hans beretning er brugt flere steder i dansk idrætsforskning, her citeres den fra Ove Korsgaards bog Kampen om kroppen, 1982:

Englænderne havde blot én Tanke: at komme over Snoren, ligegyldig på hvad Maade. De lod altfor tydelig se den Anstrængelse, som Springet kostede dem, og de gav Folk Indtryk af, at det var visse Kneb, det gjaldt om for at komme højst. De stillede sig skraat for Snoren, løb i Bugter, krummede sig sammen under Springet og lod sig falde ned baade paa Hænder og Fødder. Finnerne tog Tilløb midt for Snoren, rettede sig ud, strax de var kommen over Snoren, faldt ned i et smukt Nedspring og stod derefter, som om det ikke havde været dem nogen Anstrængelse at springe henved 3 Alen.¹⁶

I Knudsens oplevelse støder en engelsk sportsopfattelse sammen med en nordisk gymnastikopfattelse. For de sportslige englændere handler det om at komme højest uanset om man så må lande på hænder og fødder, for finnerne vejer de æstetiske hensyn tungest. For Knudsen er der ingen tvivl om at den nordiske tilgang er at foretrække, og i sportshistorisk lys er der ingen tvivl om at englænderne fik overtaget. Ligesom Benzons sportsmænd står K.A. Knudsen i en overgang mellem en gymnastisk kultur og en sportskult.

Kendetegnende for den moderne sportskult er at den abstraherer naturen.

Der har i et vist omfang været dyrket noget der minder om sport, før selve sportificeringen samtidig med industrialismen sætter ind, nemlig i form af gamle overklassesportsgrene som jagt, sejlads, fiskeri og roning. Fælles for dem er at de har naturen som sted, og at de bl.a. deri adskiller sig fra den moderne sport. Adelens gamle sportsgrene udfoldes i naturen som den nu er et givet sted. Man går på jagt i en skov, man sejler rundt om en ø eller ror om kap mellem to broer – i alle tilfælde er den scene som konkurrencen udspiller sig på, givet på forhånd. Der er ikke tale om standardiserede baner med ensartede og i forvejen internationalt aftalte mål. En jagt det ene år kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med en jagt det andet år, der er en hel masse faktorer som påvirker resultatet, som gør de to begivenheder usammenlignelige.

Noget andet gælder for sporten. Den abstraherer naturen og opretter et aftalt felt at virke inden for. En løbebane og en fodboldbane er unaturlige og relativt tilfældige former.¹⁷ De kunne godt have haft andre dimensioner, men har fået deres form gennem institutionelle aftaler. Derfor kalder man i England den moderne fodbold for ’Association Football’, altså den fodbold der spilles under institutionaliserede regler. Det sikrer at det er det samme spil der spilles overalt. Sporten forudsætter ensartethed og gentagelighed, og det kan kun realiseres inden for organisationer.¹⁸

Det er ’banen’ der muliggør sammenligninger mellem de enkelte præstationer. En fodboldkamp eller et løb den ene dag kan umiddelbart sammenlignes med en fodboldkamp eller et løb den næste dag. Dette forudsætter præcise opmålinger af banerne og ikke mindst af tiden. Sporten har derfor også en række teknologiske fænomener som forudsætning. Dette er allertydeligst i en ærkemoderne sportsgren som cykling der jo har opfindelsen af en bestemt maskine som sin direkte forudsætning. Den moderne sports konkurrencer minder med deres krav om sammenlignelighed, uafhængig måling og eksplicitering af forsøgsopstillingens vilkår og dermed dets krav om gentagelighed og uafhængighed af stedet for dets udførelse om det positivistiske ideal om et naturvidenskabeligt eksperiment.

Ole Skjerk beskriver i artiklen ”Fjenden hedder Medailler” (Idrætshistorisk Årbog, 2001) hvordan ’sportificeringen’ i det tyvende århundredes begyndelse ændrer idrættens forhold til de fysiske omgivelser. Opførelsen af idrætsanlæg gør det muligt at flytte flere og flere sportsgrene inden døre og at træne om vinteren. Sporten er på dette tidspunkt i færd med at markere sig som selvstændigt samfundsfænomen med selvstændige bygninger, og der sker en gradvis flytning fra det fri til indendørs sportsanlæg.

Geografen John Bale beskriver en lignende udvikling i artiklen ”Stadium, Theatre, Prison: Ways of Seeing ’Sports Space’” (Idrætshistorisk Årbog, 2004). Han ser bl.a. sportshistorien som en slags ’indhegningshistorie’: Med fodbold som eksempel kan man iagttage en sådan gradvis kultivering og indhegning af aktiviteten. Man startede med blot at løbe rundt ude i det fri, så hegnede man banen ind, så satte man overliggere oven på stolperne, så delte man banen ind i halvdele og målfelter, så delte man publikum ind efter sociale kriterier og senere efter hvilket hold de holdt med, og i dag er hver tilskuers billet unik og henviser til ét bestemt sæde. Der er ikke længere ståpladser hvor man frit kan bevæge sig rundt, graden af inddeling og overvågning er tiltaget gennem hele den moderne sports historie. Der er tale om en lang kultiveringsproces hvor åbent land bliver til totalt styret kultur. Et moderne stadion med alle dets inddelinger, parkeringsbåse, mad-og drikkevareboder, tal- og bogstavkoder for de enkelte afsnit osv. er noget af det mest regulerede man kan forestille sig, og det står i total modsætning til boldspil på f.eks. en eng eller en mark. Dette gælder også den urbane placering af sportsanlæggene som ofte befinder sig i ’idrætsparker’ eller ’olympiske byer’ med sportsanlæg til mange forskellige sportsgrene. Disse byområder er afskærmede i forhold til resten af byen, og de markerer helt konkret sportens selvstændiggørelse.

I de udendørs sportsgrene spiller naturen stadig en vis rolle som natur, men der er her tale om en ”antropomorfisk natur” som det hedder i Roland Barthes’ essay om landevejscykling fra 1957.¹⁹ Cykelrytterne skal gøre det naturstridige, men naturen svarer igen som ubekendt joker i form af dårligt vejr og andre ustyrlige elementer. Det gælder for alle udendørs sportsgrene, og det sker jævnligt at man aflyser fodboldkampe på grund af tåge, at man udsætter de store tennisturneringer på grund af vejret, afkorter en etape i Tour de France på grund af sne osv. Noget af sportens fundamentale tiltrækning ligger i denne kamp mellem den planlagte, kalkulerende kultur og den uforudsigelige natur – som netop tildeles en funktion som ’uforudsigelig natur’ fordi den indrammes af sportens ’bane’ eller ’rute’.

I Peter Seebergs novelle ”Spionen” fra 1962 findes en meget præcis beskrivelse af hvad der sker med et landskab når det sportificeres og bliver til en træningsrute for cykelryttere. Novellen handler om en ’spion’ der forsøger at blive optaget i en gruppe cykelrytteres træningssøndage. Den handler mest om individets genvordigheder med de sociale omgivelser, men udspilles altså i et motiv fra sportens verden:

Denne fjerde søndag cykler vi for fjerde gang til Slangerup og retur. Landskabet spiller ikke nogen rolle for os. Vi er ikke lyrikere; vellysten ligger i den vedligeholdte aktivitet. Vejene er ikke vore venner, men modstandere, som skal overvindes. Verden bringes på den måde på ganske enkle formler, modige og flintgrå. – Jeg ved, at turen den femte søndag og den sjette søndag og så fremdeles vil gå til Slangerup retur. Jeg har engang været i Slangerup; på disse ture er jeg holdt op med at tænke på, hvilken by den er. Den er det punkt, hvor vi begynder bagfra og ruller vor aktivitet ind mod udgangspunktet.²⁰

En by bliver til et punkt, et landskab til en rute og vejene til modstandere når de underlægges sportens krav. Seeberg registrerer fuldstændig præcist hvad sport er, og at den handler om overvindelse af modstand. Det er i øvrigt ikke sikkert at Seebergs ærinde overhovedet er at skildre sporten, det er snarere den moderne tilværelses anonymitet hans novelle handler om, men sporten stiller sig pudsigt nok til rådighed som motiv at skildre netop dette med.

En roman som det er oplagt at inddrage her, er Knud Lundbergs Det olympiske håb, 1955, hvori den danske hedebondesøn Erling deltager i en OL-finale i 800-meterløb. Grunden til at Erling er blevet så god til at løbe netop denne distance, er at der var præcis 400 meter hjemme fra hans forældres hus til flagstangen på hans farfars gårdsplads. Når Erling som dreng løb over til flagstangen, rundt om den og tilbage igen, havde han altså tilbagelagt en olympisk distance, uden at det dog var derfor han gjorde det. Deri ligger Lundbergs romantiske sportskritik. De øvrige deltagere er degenererede, unaturlige resultater af alle de abnorme træningsmetoder man kan forestille sig. Den danske Erling, derimod, har et særligt talent for denne distance på grund af et naturligt, eller i hvert fald tilfældigt, forekommende vilkår som derfor i romanens logik tolkes som noget særlig ædelt.²¹

Per Olov Enquists fortæller gengiver i romanen Sekundanten fra 1971 en samtale med en kuglestøder der reflekterer over opmålingen af kuglestød. ”Resultatet” er, som han siger, en kombination af præstationen, opmålingen og tallet:

Tallet er den eneste fossile rest der fortæller om hvordan kuglen engang har sejlet gennem luften. Som en ortoceratit i marmor er tallet i forhold til stødet. Men uden et tal er der ingen egentlig oplevelse af resultatet. På afstand er det svært at se forskel på et stød på 15.34 og et på 20.16. De ser næsten ens ud. Det er det samme med løb. 5000 meter på 13.16 eller 14.45 – det kan være utrolig svært at se hvilket tempo der holdes, hvis man da ikke har et stopur i hånden. En lav løber ser altid ud som om han har et frygtindgydende tempo på. Det er målebåndet og uret der bestemmer og kodificerer idrætsoplevelsen som ussel, middelmådig eller strålende. Ikke begivenheden i sig selv. Viser uret 13.16 så har man overværet en enestående præstation i idrætshistorien, går uret et minut langsommere så er det overhovedet ingenting.²²

Resultatet er en kombination af præstationen, opmålingen og så tallet, som jo følger af opmålingen, og som henviser til præstationen. Denne optagethed af tallet er så styrende for den pågældende kuglestøder at det bliver hans personlige modstander. Han er ikke så optaget af de andre kuglestødere, som han er i konkurrence med, som af at slå sin egen personlige rekord.

Ud over at sporten indsætter en abstrahering af naturen, indsætter den også en abstrahering af modstanderen som ikke er et andet menneske, men et tal. Modstanderen er så at sige mulig fordi præstationen lader sig opmåle og referere til i form af et tal. Man kan ikke se på præstationen om den er god eller dårlig, det er fordi den også foreligger som opmålt ”Kendsgærning”, som Johs. V. Jensen ville kalde det, at den kan opfattes som resultat. Selve det at måle indebærer hos Enquist både at ’naturen’ og ’modstanderen’ abstraheres som ’tal’.

I Henrik Frederiksens allerede nævnte bokseroman, Journeyman, er der en række overvejelser over modstanderen som fænomen i boksning. I denne sportsgren kan modstanden jo ikke anonymiseres via en teknologisk opmåling der kan transformere modstanderen til et tal, i boksning er modstanderen meget konkret til stede, og de to boksere er i direkte kontakt med hinanden. Alligevel er det der kendetegner bokseren Lennarts refleksioner over modstanderen, en anonymisering i stil med den Enquists kuglestøder laver:

”Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg har nu aldrig tænkt på vold i forbindelse med boksning. Det er jo bare en hård leg. Vold betyder vel, at man skal hade. Jeg forsøger at tænde mig selv ved at finde lysten og aggressiviteten til kamp, men jeg kan ærlig talt ikke huske at have hadet nogen. Den følelse kommer vist af noget helt andet. Jeg har tværtimod et par gange haft lidt dårlig samvittighed ved at slå boksere ud, som jeg har stiftet bekendtskab med inden. Men det er for så vidt også den eneste hage ved, at jeg for eksempel skal møde Jack. I ringen vil jeg ikke tænke på, at det er ham. Det er ligegyldigt. Jeg tænker bare på at vinde.”

Anonymiseringen af modstanderen indebærer at der ikke er rettet nogen intentioner mod ham – andre end at han skal ryddes af vejen fordi reglerne nu engang er sådan i boksning. At slå på modstanderen har ikke noget med den konkrete modstander at gøre, og derfor er boksning heller ikke vold, men netop en sportsgren. Muligvis en hård sportsgren, men ikke vold. Denne refleksion over den anonymiserede modstander foregribes et andet sted i romanen hvor fortælleren erindrer en slags leg de to havde som børn. Legen var en konkurrence om hvem der kunne – eller turde – hoppe ud og gribe fat i en jernstang i et legeredskab. Konkurrencen bestod i at gøre det fra stor højde med fare for at slå sig til blods. De fleste børn slog sig på alle mulige måder, men Lennart insisterede på at gøre det fra det øverste, farligste trin:

Det var hans kamp mod denne forbandede jernstang. Intet andet. En bedrift, som, hvor banal den end måtte forekomme, gav lige så meget logisk mening som alverdens idrætter – ingen. Han gentog aldrig springet, men betragtede fremover stedet med stolthed og ikke som før med ærgrelse og ydmygelse.

Hans karriere som bokser har rod i samme drift. Jeg kender ham godt nok til at vide, at han ikke henter kraften til den forestående kamp ved at oparbejde en følelse over for modstanderen, men snarere ved at akkumulere en vilje i sig selv til at overvinde kampen som sådan.²³

Jernstangen er for Lennart hvad tallet er for Enquists kuglestøder, på en og samme gang det konkrete der skal overvindes, og symbol for selve det at overvinde noget – og ikke mindst sig selv.

I Robert Zola Christensens roman Jysk fitness fra 2004 ses en refleksion over hvad der sker når gymnastik gøres til sport. Romanens synsvinkelbærer og hovedperson, Kenneth, der er flyttet fra København til Kolding for at arbejde i administrationen i et fitnesscenter, forelsker sig i en af fitnessinstruktørerne. Netop hendes veltrænede krop er et genkommende erotisk motiv i romanen. Det sidestilles et sted en anden fitnessudøver, nemlig den lokale deltager i konkurrencen om at blive Danmarks Miss Fitness. Hun er usexet, og det er hun fordi hun træner for meget. I en sportssammenhæng er det interessante at den der træner for at få en veltrænet krop, er tiltrækkende, mens den der træner for at vinde en konkurrence, ikke er det. Når gymnastik, altså den træning der har kroppen som mål, bliver til sport, får den et andet mål, og kroppen bliver redskab for opnåelse af noget andet.²⁴

Fitnessbølgen kan i øvrigt ses som en nutidig udløber af gymnastikken, den har også kroppen og dens velvære, fremtoning og sundhed som mål. Fitness er gymnastik uden de organisatoriske rammer som altid har kendetegnet gymnastikken som folkebevægelse. Meget symptomatisk udøves nutidens folkelige kropskultur individualiseret og med individuelle træningsprogrammer, selvvalgte tidspunkter for udøvelsen osv. Den moderne fitness behøver ikke alle de institutionelle rammer som var rygraden i gymnastikbevægelsen. Derfor er et fitnesscenter et bedre socialt univers for skildring af nogle almindelige menneskers tilværelse i en roman end en gymnastikforening ville have været. Denne pointe ligger i selve motivvalget i romanen.