Читать книгу Horbylundemanden - Stefan Kjerkegaard - Страница 5

En af de anekdoter, Per Højholt gentagne gange fortæller, og som også bliver genfortalt i et af de sidste større interviews (Bredsdorff 2000) før hans død, handler om Højholts lærer i 1. klasse, en vis Lille-Hansen, som folder hænderne og saligt taler om én, der hedder Jesus. Som det nyfigne barn lille Per Jørgensen – med mellemnavnet Højholt – er, tager han denne nye viden med sig hjem, hvor han spørger sin far, hvem ham Jesus egentlig er. Dertil svarer denne, at det var en person, der levede engang, men det skal Per ikke interessere sig for. Og det gjorde han så ikke (jf. fx Johansson 1998:106).

I interviewet fortæller Højholt denne anekdote i forlængelse af et udsagn om, at han på daværende tidspunkt faktisk ikke føler sig forstået endnu, og vi taler år 2000. Dvs. kernen i det, han som forfatter foretager sig. Det er lysten, der driver værket, siger han. Men det misforstår folk, fordi de i forvejen lever med en hierarkisk inddeling af, at noget er finere end noget andet, fx i forholdet mellem følelser og fornuft, krop og sjæl osv. Man kan høre, at Lene Bredsdorff, der står for det ellers udmærkede interview, har svært ved at se sammenhængen: Dvs. hvorfor Højholt fortæller denne anekdote og på det tidspunkt i deres samtale, som ellers drejer sig om Højholts såkaldte livsværk, romanen Auricula. Det forekommer også en smule besynderligt i konteksten, men skal man forstå det livssyn, som ligger til grund for teksterne, skal man forsøge at læse denne anekdote på baggrund af et helt forfatterskab, ikke mindst i lyset af de to sidste bøger, som i det perspektiv er endnu et forsøg på at påvise det sande i faderens profane livssyn: at der ikke findes en metafysisk overbygning, og slet ikke én vi kan benævne Gud. Principielt set findes der kun det at eksistere nu og her. Det skal ikke forhindre mennesket i at leve på en uskrømtet glæde, men man skal bare vide, at den og verden som sådan er total grundløs og tilfældig.

Farens affejning af Lille-Hansens påstande betyder, at Per Højholt på sin vis er tvunget til at beskæftige sig med det spørgsmål igennem hele sit forfatterskab, også selvom det foregår på helt andre vilkår end teologiens og kristendommens og snarere vedrører meningen med livet som sådan. Det er én side af sagen. En anden er, at Højholt rent faktisk føler sig som en outsider, selv i år 2000, som én der er oppe imod en nærmest metafysisk mur af manglende indsigt, fordi han er opdraget på vilkår, som tilsyneladende er fuldstændig fremmede for andre, og som lukker for, at de kan nå til samme forståelser som han. Der ligger således en formidlingsopgave af rang forude for lille Per, der får afvist sit spørgsmål om Kristus, nemlig at fortælle hele verden om de erkendelser, som for ham er helt naturlige, men som for andre kun lyder profane og uden indhold, noget vi griner en smule ad, så længe digtet, showet eller teksten varer, men som man i ro og mag kan vende tilbage til, når disses afbrydelser er afsluttet.

Den drivkraft, som den manglende erkendelse i forhold til liv og sprog fordrer, er én side af den lyst, der driver værket i Per Højholts forfatterskab, en anden er drevet af lysten til at skrive, herunder improvisere, og i det hele taget at være forfatter – en produktionsiver, som vel at mærke giver mening som proces, men som ikke er “andet” end et personligt livsprojekt, en praksis, der i bedste fald giver livet mening. At netop de to sider af lysten kommer til syne og til en vis grad modarbejder dele af samtalen med Lene Bredsdorff, tilmed på sådan en måde, at de kan lyde som vrøvl for den udenforstående, kunne være den største tilskyndelse til at lave denne bog, nemlig at forstå, hvilken lyst der i virkeligheden driver værket. Jeg vil her betragte dem som to sider af samme sag, af samme lyst. Dvs. det er først og fremmest lysten, som driver værket, hverken mere eller mindre. Bøgerne er ikke skrevet på andre vilkår, og tillægger man dem mere end det, er man ikke i tråd med det grundlæggende profane budskab, som det udsagn fordrer, for hvis lysten slipper op, er der ikke flere tekster eller bøger tilbage. Det betyder ikke, at forfatterskabet og teksterne er blottet for konstruktive vinkler på livet, tværtimod. Det betyder snarere, at forfatterskabet også er et langt udsagn om, hvordan vi rent faktisk kan leve vores liv, på trods af at vi har skabt Gud som en nødløsning i vores iver efter at finde mening med tilværelsen. Som Højholt også siger i interviewet, tager han ikke Gud, men det, at vi har skabt ham, alvorligt.

Når Højholt derfor fortæller, at så interesserede vi os ikke mere for det med Jesus, er det en sandhed med en del modifikationer, hvilket formentlig er grunden til, at han nævner det som en blandt flere konstituerende myter i forfatterskabet. Han interesserede sig ikke for andet, kunne man sige, men fra den modsatte side. Både kunst og religion er udsagn om tingene, som skal tages alvorligt, men hvor sproget mestendels er baseret på sammenhæng og ligheder, som i sidste ende ofte kan føre til religiøse overbygninger, der er Højholts vinkel gudløs og viser “kun” forskelle, digressioner og improvisationer i sammenhængene. Men i sin iver efter at pege på disse i lighederne og i sammenhængene er Højholt lige så lidenskabelig som de fleste religiøse mennesker, og her har han måske sit mest indædte budskab, hvis det er et sådant, man interesserer sig for i og med forfatterskabet.

Selvom denne bog således fokuserer på en kontinuitet i forfatterskabet, hvis man ellers kan kalde lysten til at skrive og være forfatter for noget sådant, er det vigtigt at holde sig for øje, at de fleste af forfatterskabets tekster grundlæggende består af forsøg på at gøre op med enhver sammenhæng og af at bryde falske forestillinger ned, for autenticitetens, erkendelsens og ikke mindst for sjovs skyld. Desuden er det vigtigt at påpege, at ideen om lysten som drivkraft er mest interessant i et overordnet perspektiv, der fx skal danne ramme for en bog som denne, og som vedrører sådan noget som et livssyn. Hvad Højholts litterære ambitioner angår, er sagen en anden, hvorfor teksterne for sig selv er langt mere komplicerede end som så. De handler med andre ord ikke bare om meningsløshed og profane budskaber. Som Højholt skriver i den første poetik, Cézannes metode fra 1967, så findes der ikke “noget poem to end all poems men al god poesi tenderer mod at være det” (1985:63). I denne bestræbelse ligger der ikke bare en ambition om at inkludere sin egen tekst i en kanon, men også mere bogstaveligt som forfatter at skrive sig selv ind i en bestemt tradition – for Højholts vedkommende en modernistisk – og derved lade sig belyse af denne. Problemet er imidlertid, at forfatteren må falde bort som person for i stedet som tekst at blive inkluderet i denne tradition; værket skal tale for sig selv. Specielt i det næstsidste kapitel argumenterer jeg for, at Højholt med sine sene digte reflekterer over dette forhold, men at det er en livslang refleksionsproces, der tager sit udgangspunkt i Cézannes metode for derefter at udmønte sig som det, Højholt kalder praksis i løbet af 1970’erne, og som endvidere præger en del af fortællingerne fra 1980’erne, der ofte og med Frederik Stjernfelts ord er “metapoetiske overvejelser ud i fortællinger, der gennemgående handler om mærkelige marginalskikkelser i ensom kamp med det Helt Andet: alkymister, landsbylæger, adepter, mystikere, etnografer, amatørforskere, politiopdragere, hobbytænkere, marginale tosser af alle arter – kort sagt allegorier på digteren og hans situation” (1997:193).