Читать книгу Horbylundemanden - Stefan Kjerkegaard - Страница 8

For et overbliks skyld og for dem, der ikke kender til forfatterskabet på forhånd, skitseres det her i hovedtræk, før jeg går videre med afsnittet om inddelingen i forskellige perioder og disse perioders karakteristika. Per Højholt bliver født i Esbjerg i 1928 og debuterer som digter i tidsskriftet Heretica 1948 med en digtkreds, der hedder “De nøgne”. Fra begyndelsen af sit forfatterskab er han yderst bevidst om det at være digter, alt imens han uddanner sig til bibliotekar og fungerer som sådan indtil 1966. Både brevene til Finn Stein Larsen (i Holk 1984) og brevene til Bjørn Poulsen (i Svindborg 2008) vidner om dette. I bogform debuterer han med digtsamlingen Hesten og Solen, som er fra 1949, og han udgiver endnu en samling, Skrift paa Vind og Vand, i 1956 før det egentlige gennembrud, som sker med digtsamlingen Poetens hoved fra 1963. Op igennem 1960’erne eksperimenterer Højholt til stadighed, ikke kun med det skriftbårne poetiske udtryk, men også med de nye medier. Et højdepunkt blandt disse eksperimenter er Turbo fra 1968, der ud over at udkomme som bog også bliver indspillet på plade og i dag fremstår som et af de tidligste eksperimenter med elektronisk musik i Danmark. Turbo foregriber således nutidens tendens til, at digtere ofte performer og optræder med deres tekster, både med og uden musik.

De to poetikker, Cézannes metode og Intethedens grimasser, udkommer i henholdsvis 1967 og 1972. Begge værker viser en digter, der for det første tager sin bestilling alvorligt og for det andet demonstrerer et ambitionsniveau uden lige. Sjældent er der blevet skrevet så reflekteret over det modernistiske digt, og det gælder ikke blot for Danmarks, men også for Nordens vedkommende.

I slutningen af 1970’erne navngiver Højholt sin digtergerning “praksis” og udgiver herefter tolv praksisbøger – den sidste i 1996. Praksisbøgerne starter med halsbrækkende og eksperimenterende lyriske stiløvelser, bliver til prosafortællinger, de såkaldte blindgyder, i løbet af 1980’erne, hvorefter Højholt vender tilbage til digtningen i Praksis, 9: Det gentagnes musik (1989). Ved siden af denne praksis bliver Højholt især kendt for sin optræden med Gittes monologer (1983), og dem er han stadigvæk mest kendt for, i hvert fald blandt den brede befolkning. I løbet af 1990’erne bliver Højholt dyrket som lidt af en kultfigur af digtere som Niels Frank, Simon Grotrian, Niels Lyngsø, Morten Søndergaard og Pia Juul, hvor flere af dem valfarter til hans hus i Hørbylunde for enten at deltage i den fortsatte poetiske refleksion eller for at interviewe ham. Desuden turnerer Højholt og læser digte op sammen med Søren Ulrik Thomsen, ligesom Pia Tafdrup lader sig påvirke af Højholts omgang med kroppen. Begge digtere er således under stor indflydelse fra Højholts virke.

Allerede i slutningen af 1970’erne går der rygter om, at Højholt er i gang med sit såkaldte livsværk, romanen Auricula, og efterhånden som forfatteren bliver ældre, bliver interessen for dette værk også større og anekdoterne om det mere vidtløftige. I sluthalvfemserne finder man efterhånden en del interviews og tekster, hvor Højholt mere åbenlyst fortæller om sit arbejde med romanen. Romanen udkommer som fragment i 2001, men dens ufuldendthed kan ses som et mere eller mindre bevidst valg fra forfatterens side. Han orkede simpelthen ikke mere og havde endog til sidst besvær med at læse sin egen håndskrift, hvorfor Lone Højholt (hans tidligere kone) kaldes til hjælp med at færdiggøre manuskriptet til udgivelse.

Ud over sine mere litterære udgivelser fungerer Højholt også som anmelder, både i løbet af 1960’erne for Aarhuus Stiftstidende og i løbet af 1990’erne for Jyllands-Posten. Desuden udgiver han løbende en hel del kronikker og essays, hvoraf mange og muligvis også de bedste er samlet i Stenvaskeriet og andre stykker fra 1994, som er et fint sted at starte, hvis man ikke skulle kende forfatterskabet i forvejen. I alt blev det til mere end 40 udgivelser, bl.a. med oversættelser af udvalgte digte til norsk og tysk.