Читать книгу Horbylundemanden - Stefan Kjerkegaard - Страница 7

Denne bogs titel er hentet fra teksten “I skoven med mig selv”, som første gang blev trykt i Information den 13. september 1991 og senere genoptrykt i Stenvaskeriet:

Skulle man nogensinde fortryde, at man har ladet sig føde, eller blot synes at nu har det varet længe nok, så kunne man bare gå herop og lægge sig og nyde stilheden og udsigten, sålænge det nu ville vare. Det må være et smukt sted at tørre ind. Hørbylundemanden. (1995:151)

Højholt alluderer naturligvis til Grauballe- og Tollundmanden, og citatet fanger på flere måder den helt unikke tone, som Højholt skriver nogle af sine tekster med. Selvom der refereres til døden, er den kun til at grine ad, også ens egen død, hvis det skulle være så grelt. Passagen får en særlig vægt, fordi han selv er aldrende. At navnet hænger ved, ser man, da han helt selvfølgeligt på bagsiden af Lars Johanssons senere interviewbog fra 1998 kaldes Hørbylundemanden. På ganske få linjer favner Højholt livets alvor med en humor, som er uden nogen form for sentimentalitet, og han inddrager gerne sig selv som offer for den særlige tone, som poesiens perspektiv ifølge ham giver på livet. Udtrykket Hørbylundemanden rummer derfor for mig at se flere af de sider af Højholt, som jeg gerne vil fokusere på. Desuden er det bemærkelsesværdigt, hvordan Højholt flere steder bruger billedet af at synke blødt, fra “Enquète” i Provinser til “Søndag. En diagnose” i Praksis, 9. Det antyder, at døden i Højholts digtning altid lurer lige om hjørnet. Derfor må man være sig tiden, og ikke mindst sin egen tid, bevidst. Man må tilføre den mening i et væk, for at sige det samme med en typisk Højholtfrasering.

Bogen er bygget op på følgende måde: Første kapitel af bogen er en kort præsentation og en firefoldig periodeinddeling af forfatterskabet med korte karakteristikker af de vigtigste værker, herunder foretager jeg en læsning af en for den specifikke periode repræsentativ tekst. I det andet kapitel trækkes der en række temaer og begreber op, som er værd at kende til for at forstå forfatterskabet nøjere, og som desuden belyser de læsninger, som man finder i de tre andre kapitler af bogen. Kapitel tre og fire bruges henholdsvis på de sene digte og på den sidst udgivne prosa, herunder romanerne Auricula og Hans Henrik Mattesen. En monografi. I det hele taget står forfatterskabets sene periode for mig at se særlig stærkt: dels pga. færdiggørelsen af lyriske hovedværker i 1990’erne, dels pga. den måde hvorpå forfatterskabet toner ud, der siger en hel del om værket som sådan: klog, klogere, bagklog som Poul Borum (i Holk 1984) engang skrev om Højholt. Man kan således ikke komme uden om, at mine læsninger og min læsning som sådan konstant er set i lyset af forfatterskabets slutning. For mig at se skriver Højholt nogle af sine bedste digte her: Her er der på en måde mest på spil, idet han har hele forfatterskabets vokabularium og forskellige tonearter til rådighed, og ikke mindst har han modet til at bruge dem. Et sted – det er i 1983, hvor det er 4 år siden, han har skrevet et digt – siger han: “Den dag, jeg tager fat på digtningen igen, så kommer der, håber jeg, nogle digte, som uforfærdet er sådan, som jeg vil have, de skal være. Hvis de ikke bliver det, så gud nåde dem” (Holk 1984:254).

For Højholt-kendere kan en sådan prioritering muligvis forekomme som et chok: hvad med Turbo, Poetens hoved, Gitte? Til disse kunne man sige, at der er endnu en sidste og mere simpel grund til, at bogens fokus er blevet således, nemlig at den sene del af forfatterskabet er den mest underbelyste. I det hele taget kan bogen visse steder være præget af, at jeg under arbejdet med den ofte har fokuseret på områder, der stadig er underbelyste, fx har jeg ikke ofret poetikkerne så megen opmærksomhed, som de måske burde have haft i en introduktion, men det skyldes, at der er skrevet en hel del om disse tidligere. Desuden har jeg støttet mig til en del tekster fra aviser og tidsskrifter, der endnu ikke er udgivet i bogform, ligesom jeg citerer fra en mængde af de bedste interviews. Når disse er anvendt, er det desværre oftest uden sidetal, men med angivelse af årstal og den person, der har forestået interviewet. De nøjagtige oplysninger finder man bagerst i bogen.

Ud over at være mindre belyst er måden, forfatterskabet afsluttes på, en af grundene til, at jeg værdsætter Højholts forfatterskab så højt, at der er kommet denne bog ud af det. Han formår at udvikle og raffinere sine tekster og sin litteraturforståelse hele livet igennem og skriver nogle af sine bedste digte til sidst. Det er sjældent, at noget sådant sker for en forfatter. Det kræver kunstnerisk mod og vilje, og ikke mindst et kæmpe talent, som Per Højholt i den grad var i besiddelse af.