Читать книгу Alder - Suresh Rattan - Страница 5

Det var en smuk og solrig dag i maj 2015. Det var også den dag, jeg havde nået en alder af tres år. Eller skulle jeg måske sige, at jeg havde opnået en alder af tres år? Eller er det bedre at sige, at jeg var blevet tres år gammel den dag? Eller simpelthen erkende, at jeg nu var tres? Hvad er jeg, og hvem er jeg? Jeg er nødt til at holde en pause og tænke.

Tja, jeg føler mig i hvert fald ikke mere tres i dag, end jeg følte mig i går. Lad mig dele min personlige hemmelighed med jer: I de sidste tyve år har jeg faktisk ikke følt mig ældre end 45. Og da jeg var teenager, opførte jeg omvendt mig nogle gange, som var jeg 45 – en moden, klog, erfaren, troværdig mand. I den alder ville jeg gerne behandles, respekteres og accepteres, som om jeg var meget ældre.

Min far plejede også, lige til sin død, at sige, at han følte sig meget yngre, end fødselsattesten fra 1909 viste. En anden nær ven på 78, som led af kræft, fortalte mig, bare et par dage før han døde, noget lignende. På en god dag følte han sig ikke meget ældre end halvtreds, men på en dårlig dag havde han det, som om han allerede var død.

Den måde, vi oplever vores alder på, er åbenbart afhængig af kroppens og sindets helbred. Men hvad betyder så alle disse tal? Er alder bare en lineær rækkefølge, som starter fra nul, når vi kommer til verden, og slutter, når vi dør?

Nej, alder berører uden tvivl alle vores tanker og handlinger. Men også meget mere end det: Ordet dækker hele perioden fra tidens begyndelse med Big Bang for cirka 14 milliarder år siden til i dag. Alting har en alder. Alder har derfor helt naturligt en enorm betydning for os mennesker. Men hvordan vi opfatter spørgsmålet om alder, er ikke mindst udtryk for en personlig psykologisk fortolkning. Jeg bliver dog nødt til at fokusere på min egen forskning.

Jeg er gerontolog og studerer alder og aldring. Ordet geron er græsk for olding, og logi betyder lære. Eller rettere sagt er jeg biogerontolog og forsker i de biologiske forklaringer på og mekanismer i alder og aldring. Vi fødes, vokser, udvikler os, modnes, reproducerer os, bliver gamle, og til sidst dør vi. Det er historien om alle levende systemer. Alle biologiske systemer – celler, væv, organer og organismer – dør før eller siden. Derfor vil jeg fortrinsvis tænke på alder som et biologisk begreb, der markerer vores fødsel og død.

Som forsker vil jeg gerne finde ud af, om vi begynder at ældes på et bestemt stadium af livet. Derfor spekulerer jeg over en række spørgsmål, hvis ikke hele tiden, så i hvert fald flere gange om dagen: Hvad er det overhovedet, der får os til at ældes? Bestemmer vores alder, hvor lang tid vi lever? Kan vi leve evigt? Ønsker vi at leve evigt? Bør vi leve evigt? Kan vi sætte os uden for tidens påvirkning? Disse spørgsmål kræver rigtignok en tænkepause.