Читать книгу Alder - Suresh Rattan - Страница 6

For omkring tyve år siden døde Hannibal, min brors ældste søn, pludselig. Han var 17. Min far, firs på det tidspunkt, var meget ked af det og sørgede ligesom resten af familien. Fra dybden af sin sorg sagde han: ”En så ung mands død er ikke i orden, hvis jeg var død, ville det have været i den rigtige alder, men ikke ham …”

Den rigtige alder at dø?! Er der en alder, hvor det er mere rigtigt at dø?

Det fik mig til at spekulere, og tænke, og så tænke lidt mere. Spørgsmålet om, hvorvidt der er et rigtigt tidspunkt at dø, åbnede op for nye perspektiver i min forskning. Jeg begyndte at tænke over ordet ’levetid’. Hvad betyder det egentlig? Op til hvilken alder kan vi mennesker leve? Op til hvilken alder bør vi leve? Op til hvilken alder ville jeg selv gerne leve? Og hvorfor?

Når jeg observerer livet omkring mig – potteplanten i vindueskarmen, sommerfuglene i haven og min cockerspaniel Kutta – er det nemt at se, at levetiden er begrænset. Før eller senere vil alt og alle dø.

Sådan har det været, siden livet startede på vores planet for 3,8 milliarder år siden. Sådan cirka. Vi ved ikke hvordan eller hvornår. Vi har nemlig ikke noget førstehåndsvidne til at berette om den store begyndelse, for der er ikke noget som helst levende, der har levet uafbrudt siden da. Hundredtusindvis af arter og livsformer, som for eksempel dinosaurer, er kommet til, har levet og er forsvundet igen.

Vores egen menneskeart, Homo sapiens, er kun omkring en kvart million år gammel, men der er ikke noget enkelt menneske, som har overlevet så længe. Langtfra. Vi må nøjes med allerhøjst et dusin tiår, og de fleste af os må endda stille os tilfredse med det halve plus det løse.

Men måske vil vores art også helt uddø en dag. Vi ved ikke, hvor lang levetid vi har igen som art. Eller på et mere personligt plan: hvor lang tid jeg har igen som Suresh Rattan. Ingen af delene kan jeg forudsige, og jeg er endda biogerontolog. Lidt pinligt, ikke?