Читать книгу Alder - Suresh Rattan - Страница 7

122 år, fem måneder og 14 dage. Så gammel ved jeg ikke, om jeg bliver. Men jeg ved, at det er den maksimale levealder for et menneske, som vi med sikkerhed kan dokumentere.

Indehaveren af den spektakulære rekord er madame Jeanne Louise Calment. Hun levede fra den 21. februar 1875 til den 4. august 1997 i Arles i Frankrig. Andre har gjort krav på meget længere levetider, som for eksempel 150 eller 175 år, men mine gerontologikollegaer har altid afvist deres påstande som falske.

I forhold til Metusalem er det selvfølgelig ingen alder. I Det Gamle Testamente kan vi læse, at han skulle være blevet hele 969 år. Bibelen er dog langtfra den eneste religiøse tekst, der indeholder beskrivelser om næsten tusind år gamle oldinge. Næsten alle kulturer har en eller flere myter, der fortæller lignende historier. Men de er efter min mening netop kun myter, fantasier og forestillinger.

En arts maksimale levetid fastsætter biologer ved at registrere den længste tid, som et individ af arten indtil da har overlevet. Principielt er det selvfølgelig muligt for alle andre individer af samme art at opnå eller måske endda overskride denne grænse.

Vi ved dog ikke, hvornår madame Calments rekord vil blive slået. Vi kan umuligt forudsige præcist, hvor længe noget menneske vil leve. Selv efter en frygtelig bilulykke eller en meget alvorlig kræftsygdom er der ikke nogen sikker måde at forudsige, i hvilken alder eller på hvilket tidspunkt døden vil indtræde. Heller ingen kunne vide, at den 4. august 1997 ville blive madame Calments sidste dag. Syntes hun mon selv, at det var det rigtige tidspunkt for hende at dø?

Af en eller anden grund kan vi dog bedre leve med, at en person som madame Calment dør i en høj alder. Det er straks sværere at acceptere, når et lille barn eller et ungt menneske dør. Sådan var det jo også for min far, da han sørgede over sit 17-årige barnebarns død. Det var ikke det rette tidspunkt for Hannibal at dø.

Den maksimale levealder for mennesker har dog ikke en permanent eller fast grænse. Før eller siden bliver madame Calments rekord slået. Det ved jeg. Men jeg er jo også biogerontolog.

Vi har også andre mål for alder. For eksempel middellevealderen eller gennemsnitslevetiden for en befolkning, som politikere er afhængige af, når de skal fastsætte vores pensionsalder. Statistikere og fremtidsforskere kan også regne sig frem til et kvalificeret gæt på den såkaldte forventede levealder.

Regeringer bruger disse fremskrivninger til at beregne, hvor gamle deres befolkninger vil blive i fremtiden, og hvordan samfundet optimalt kan bruge ressourcerne. Men det forhindrer ikke, at et enkelt individ kan dø meget tidligere eller senere end den forventede levealder.

I 1955 havde madame Calment som firsårig for eksempel allerede levet ti år længere end den forventede levealder for franske kvinder. Det var måske derfor, at hendes advokat samme år tilbød at købe hendes hus gennem det franske system ”viager”.

Kort fortalt går systemet ud på, at sælgeren sælger sin ejendom for cirka 30% af ejendomsværdien mod som en slags pension at modtage en aftalt sum penge hver måned resten af sit liv. Samtidig fik sælgeren, i dette tilfælde madame Calment, brugsretten til ejendommen, så længe hun levede.

I betragtning af madame Calments allerede høje alder og med en sikkerhed i enhver statistisk forudsigelse tænkte hendes advokat nok, at det var en fin handel. Men den viste sig at blive et økonomisk mareridt i 42 år. Ikke bare for advokaten, men også hans søn, som endda begge to døde før madammen.