Читать книгу Alder - Suresh Rattan - Страница 9

Biologer er næsten altid enige om, at de kan finde svarene på ’hvorfor’ og ’hvordan’ i engelske Charles Darwins evolutionsteori. Måske den også kan give os en forklaring på, hvor høj en alder vi som repræsentanter for menneskearten bør opnå?

Livet på vores planet blev hverken designet eller skabt på få dage. Det fik sin spæde start for omkring fire milliarder år siden. Dengang havde enkelt-cellede livsformer som bakterier jorden for sig selv. Mange-cellet liv som alger, svampe og orme udviklede sig først mere end en milliard år senere. Og det er først i de sidste 570 millioner år, at de typer af liv, som vi lever sammen med i dag, begyndte at udvikle sig.

Denne del af udviklingen startede med krebsdyr og insekter, og de første fisk fulgte så for cirka 530 millioner år siden, mens der på land dukkede planter op for omkring 475 millioner år siden. Pattedyr udviklede sig først næsten 300 millioner år senere.

Biologer mener, at der på nuværende tidspunkt er 10-14 millioner arter. Millioner af andre livsformer er allerede for længst uddøde og forsvundet. Vi mennesker med blot en kvart million år bag os er evolutionens seneste og yngste produkt. Men vi ved ikke, hvor lang tid vi har igen, hverken som art eller individer.

En art kan kun overleve i millioner af år, hvis den er god til at reproducere sig selv generation efter generation. De arter, som uddøde, gjorde det til gengæld, fordi de enten ikke kunne reproducere sig i tilstrækkelige mængder, eller fordi de blev udryddet meget hurtigt af naturkatastrofer. Masseudryddelsen af dinosaurer for cirka 65 millioner år siden var for eksempel resultatet af meteorsværme fra det ydre rum.

Du og jeg er altså i live i dag, fordi vores forældre var i stand til at producere afkom. Det var deres forældre også, og deres forældre og sådan hele vejen tilbage til …, ja, det ved vi desværre ikke helt præcist.

Men vi ved, at en vellykket reproduktion generation efter generation er det ’biologiske formål’ med livet. Det er det for en bakterie, et insekt, en rotte, Kutta, dig og mig. Det lyder måske deprimerende. Fordi vi er mennesker, vil vi gerne tro, at vores formål med livet er et andet og mere ædelt end bare reproduktion. Og at vi under kulturens tynde fernis ikke blot nærer de samme simple ambitioner som en rotte eller en bakterie.

Vi kan lide det eller lade være, men som biologiske væsener med det videnskabelige navn Homo sapiens er vores formål med at leve præcis det samme som andre biologiske væseners. Men at blive ’menneske’ fra Homo sapiens synes at være enestående for os. Det involverer sprog, kunst, kultur og samfund.

Uanset hvad kræver hver art en vis tid til at vokse, udvikle og reproducere sig. Varigheden af denne livsperiode kalder vi biogerontologer ”artens essentielle levetid”. Andre forskere kalder den ”artens udløbsdato”. Den essentielle levetid er således den alder, som et tilstrækkeligt antal af individer af en art skal opnå for at kunne reproducere sig.

Den kan være få minutter for visse bakterier, få dage for bananfluer og 12 måneder for mus og flere år hos andre livsformer. For os, Homo sapiens, er den essentielle levetid omkring 40-45 år. Ser vi på os selv med naturens briller, behøver vores art altså ikke mere end maksimalt 45 år for at gennemføre processen med vækst, udvikling, modning og reproduktion.

Der er ikke i sig selv noget godt eller dårligt ved en kort eller lang essentiel levetid. Det er bare udtryk for den måde, som lige præcis den art har udviklet sig på, og udtryk for, hvad den behøver for at fortsætte som art.

Er afslutningen af den essentielle levetid så den rette alder at dø? Darwin ville nok sige ja, og jeg er helt enig.