Читать книгу Urantia Bogen - Urantia Foundation - Страница 325

32:4.1 (362.5) Du må ikke underholde tanken om, at fordi den Universelle Fader har uddelegeret så meget af sig selv og sin magt til andre, er en tavs eller inaktiv medlem af Guddommens partnerskab. Bortset fra personlighedens domæner og overdragelse af Rettere, er han tilsyneladende den mindst aktive af Paradisets Guddomme i og med, at han tillader sine Guddoms koordinerede, hans Sønner, og mange skabte intelligensvæsener til at udføre så meget i udførelsen af hans evige formål. Han er kun det tavse medlem af den kreative trio i det omfang at han aldrig gør noget, som enhver af hans koordinerede eller underordnede medarbejdere kan gøre.

32:4.2 (362.6) Gud har fuld forståelse for behovet af aktivitet og erfaring med enhver intelligent skabning, og i alle situationer, uanset om det gælder universets skæbne eller velfærden hos en af hans beskedne skabninger, Gud udtræder af aktiviteter til fordel for en galakse af skabte- og Skaber personligheder, der i sagens natur ligger mellem ham og en given situation eller skabende begivenhed i universet. Men på trods af denne tilbagetrækning, denne manifestation af uendelig koordinering, deltager Gud virkelig, bogstavelig, og personlig i disse begivenheder ved og gennem disse ordinerede repræsentanter og personligheder. Faderen arbejder i og gennem alle disse kanaler for hele sin vidtstrakte skabelses velfærd.

32:4.3 (363.1) Med hensyn til et lokalunivers opererende principper, dets ledelse og administration, virker den Universelle Fader i skikkelse af hans Skabersønner. Med hensyn til det indbyrdes forhold mellem Guds Sønner, i gruppe sammenslutninger af personligheder med oprindelse i den Tredje Kilde og Center, eller i forholdet mellem alle andre skabninger, såsom mellem mennesker - griber den Universelle Fader aldrig ind i sådanne forbindelser. Skabersønnens lov, Konstellations Fædrenes, Systemherskernes, og Planetprinsernes styre - de ordinerede principper og procedurer fastsat for et univers - har altid forrang. Der er ingen opdeling af autoritet; der er aldrig konflikt mellem styrke og guddommelige formål. Guddommene er i perfekt og evig enstemmighed.

32:4.4 (363.2) Skabersønnen hersker enerådende i alt som vedrører etiske forbindelser, forholdene mellem en gruppe af væsner til alle andre klasser af væsener eller mellem to eller flere individer indenfor en given gruppe; men en sådan plan betyder ikke, at den Universelle Fader ikke på sin egen måde kan gribe ind og gøre hvad end det guddommelige sind ønsker med ethvert individuelt skabt væsen overalt i skabelsen, når det vedrører den enkeltes nuværende status eller fremtidsudsigter og for så vidt angår Faderens evige plan og uendelig formål.

32:4.5 (363.3) I de dødelige viljevæsener er Faderen faktisk til stede i den iboende Retter, et fragment af hans førpersonlige ånd; og Faderen er også kilden til et sådan dødelig viljevæsens personlighed.

32:4.6 (363.4) Disse Tankerettere, den Universelle Faders gaver, er forholdsvis isolerede; de bor i det menneskelige sind, men har ingen mærkbar forbindelse med de etiske anliggender i en lokal skabelse. De er ikke direkte koordinerede med den serafiske tjeneste eller med administrationen af systemer, konstellationer, eller et lokalunivers, ikke engang med Skabersønnens styre, hvis vilje er den øverste lov i hans univers.

32:4.7 (363.5) Retterne i det menneskelige sind er en af Guds separate, men forbundne måde for kontakt med væsener i hans næsten uendelige skabelse. Således manifesterer han, som er usynligt for det dødelige menneske sin tilstedeværelse, og hvis han kunne gøre det, ville han vise sig for os i endnu andre måder, men en sådan yderligere åbenbaring er ikke guddommeligt muligt.

32:4.8 (363.6) Vi kan se og forstå den mekanisme, hvormed Sønnerne får adgang til detaljeret og fuldstændig viden om de universer der tilhører deres retsområder; men vi kan ikke helt forstå de metoder, hvorved Gud er så fuldstændigt og personligt fortrolig med detaljerne i universernes univers, selv om vi i det mindste kan genkende måden hvorved den Universelle Fader kan få oplysninger om, og manifestere sin tilstedeværelse til væsener i hans enorme skabelse. Gennem personlighedens kredsløb er Faderen bekendt med - har personligt kendskab - til alle tanker og alle væseners handlinger i alle systemer for alle universer i hele skabelsen. Selvom vi ikke helt kan fatte denne teknik af Guds fællesskab med sine børn, kan vi blive styrket i sikkerhed for, at "Herren kender sine børn", og at han af hver enkelt af os "tager til efterretning, hvor vi blev født."

32:4.9 (363.7) I dit univers og i dit hjerte er den Universelle Fader til stede, åndeligt set, gennem en af central boligens Syv Mesterånder og specifikt ved den guddommelige Retter, der bor og arbejder og venter i dybet af det dødelige sind.

32:4.10 (363.8) Gud er ikke en selvcentreret personlighed. Faderen distribuerer sig frit til sin skabelse og til sine skabninger. Han lever og handler ikke kun i Guddommene men også i sine Sønner, som han betror med at gøre af alt det, der er guddommeligt muligt for dem at gøre. Den Universelle Fader har virkelig givet afkald på enhver handling, som det er muligt for et andet væsen at udføre. Og det er lige så sandt for det dødelige menneske som for Skabersønnen, der hersker i Guds sted på hovedkvarteret i et lokalunivers. Således ser vi hvordan den Universelle Faders idealer og uendelige kærlighed realiseres.

32:4.11 (364.1) I denne universelle overdragelse af sig selv har vi rigeligt bevis på både storhed og storsind af Faderens guddommelige natur. Hvis Gud har tilbageholdt noget af sig selv fra den universelle skabelse, så skænker han fra denne rest med overdådige generøsitet Tankeretterne til de dødelige i verdnerne, tidens Mysterieledsagere som så tålmodigt bebor de dødelige kandidater til evigt liv.

32:4.12 (364.2) Den Universelle Fader har udgydt sig selv for alt, så at sige, for at berige hele skabelsen med personligheds besiddelse og potentiel åndelige opnåelse. Gud har givet sig selv til os, så vi kan være som ham, og af magt og herlighed har han forbeholdt sig selv kun det, som er nødvendigt for at opretholde alt det, som han af kærlighed til, således har afhændet sig alt andet.