Читать книгу Moder med Madsen - Erik Skyum-Nielsen - Страница 3
FORORD
Оглавление“Tak, fordi vi måtte komme ind i Deres stue,” sagde forfatteren og portrætintervieweren Karl Bjarnhof gerne i de gode gamle statsradiofoniske dage. Det samme sagde jeg adskillige gange i forsommeren 2009 til Lise og Svend Åge Madsen, og takken bør gentages her. Men ikke nok med, at der blev talt og talt i køkkenet og dagligstuen i Risskov; vi rykkede også om eftermiddagen ud i selveste skrivestuen eller ordlegehytten til højre omme i haven – et ærefrygtindgydende sted, hvor Kafka og Joyce og Butor og Pessoa og Poe står på rad og række i reolerne og uvægerlig gør én andægtig og ydmyg.
Resultatet af vores samtaler forelægges her, passende beskåret og dog med i det mindste en del af mundtligheden bevaret, og suppleret til studiebrug med en værkbibliografi samt henvisninger til relevante dele af sekundærlitteraturen. Desuden hidsættes ti korte opslag over de af Svend Åge Madsens bøger, som vi i samtalerne især kom ind på.
Forlagets direktør Claes Hvidbak, som ivrigt har bakket ideen op, takkes for samarbejdet om bogen, der udgives med respekt i anledning af Svend Åge Madsens 70 års fødselsdag 2. november 2009.
Erik Skyum-Nielsen