Читать книгу Moder med Madsen - Erik Skyum-Nielsen - Страница 4

Svend Åge Madsen, jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til drivkraften bag den enkelte bogs tilblivelse. Rigtig æggehovedagtigt, sådan som man jo kan blive, når man læser så meget eller skriver så meget, kan overskue alt eller tror, at man kan. Kan man sige, at drivkraften bag at skrive en bog er, at du synes, den mangler? | Nej, jeg vil nok ikke formulere det på den måde. Det, jeg opfatter som drivkraften, er, hvis jeg får en skæv idé, en forestilling om et samfund, hvor man skifter ægtefælle og arbejde osv. Hvad så? Det øjeblik, jeg har fået den indskydelse, kan den trænge sig på i en sådan grad, at den må jeg prøve at undersøge. Jeg må prøve at finde ud af, hvad det her er for noget, hvad det vil føre til.

Begynder du så med det samme at skrive på den idé? | Nej. Faktisk er ideen altid meget vag og utydelig, f.eks. den der idé, hvis jeg skal tage den, som blev til “Se dagens lys”. Den startede med kun det at skifte ægtefælle, den mulighed at skifte ægtefælle, og jeg prøvede faktisk at udfolde den. I første omgang så jeg det som et tv-stykke og så det sådan, at vores helt går i seng sammen med sin kone i et almindeligt aftenbillede, i tavshed sammen med hende, og hun er måske sorthåret, og så får vi jo rulleteksterne osv., og så vågner han næste morgen, men sammen med en lyshåret. Det var faktisk det billede, jeg havde, som jeg kunne se sådan, og så kommer deres børn væltende ind, som de ikke kender. Men det ville blive meget mekanisk og forholdsvis skuespilleruøkonomisk, hvis han hele tiden skulle skifte og få ny kone hver eneste dag.

Tv-teatret havde nu ellers mange penge på det tidspunkt. | Ha ha, ja, men stadigvæk kunne der være noget utilfredsstillende, hvis vi kun fik 5 minutter med hver kone. I hvert fald fungerede det ikke, og jeg lagde ideen hen og fiskede den op på et andet tidspunkt og begyndte at tænke: Det kunne være, den skulle have en anden facon. Og dér begyndte den altså at brede sig, og jeg indså, at der var en mulighed for at bruge den som en roman, skønt den stadigvæk var meget uklar. Men så bliver den mere og mere præciseret efterhånden, ved at jeg går og leger med den og bliver klar over, at der skal noget mere til. Der skal nogle andre ting til, og hvad ville der ske, hvad skal være intrigen, der må være en eller anden konflikt, som skal løses, eller som trænger sig på. Det er det arbejde, som kan tage et halvt eller et helt år. Og i takt med at det bliver mere konkret, kan jeg begynde at læse relevant. Dér bliver jeg på et tidspunkt klar over, at det her ligner jo en utopi. Det ligner en fremtidsbeskrivelse i hvert fald. Og så kan jeg begynde at læse “1984” og “Fagre nye verden” og “Vi” af russeren Zamjatin.

Jeg prøvede at gå igennem de ting, altså specielt de bøger, der var i 1900-tallet, og det viste sig, at det hele var dystopier stort set, ja, faktisk alt, hvad jeg kunne finde, alt der var nogenlunde overbevisende, og hvor jeg syntes, det var spændende at lave en historie. Det var den erkendelse, jeg fik ved at læse de dér dystopier, at jeg indså, at det kunne være sjovt at lave en, der havde en balance mellem dystopi og eutopi, hvor der både var noget godt og noget skidt, og hvor læseren er i en helt anden situation. Det er klart, at når man læser en historie, hvor befolkningen bliver pisket, så ved vi godt, hvem vi skal holde med, hvis vi er nogenlunde følsomme mennesker. Men at lave en, hvor det er usikkert, hvor kvaliteten er, hvilken livskvalitet der er i den ene mulighed og i den anden mulighed, og hvor vi skal sætte fingeren, det syntes jeg var mere pædagogisk, altså læsepædagogisk, meget mere spændende, at blive bragt i den tvivl, og altså kaste sig ud i en personlig dialog: hvor vi skal hen, og hvad vi skal synes. Det er sådan noget, der kommer op i løbet af den læseproces, hvor jeg – måske et halvt år, måske et helt år – kredser mig mere og mere ind på temaet.

Og du har stadigvæk ikke skrevet noget endnu? | Nej, jeg begynder nok at lave nogle notater. Det kan være, at jeg på et tidspunkt indser, jamen der må være sådan en længsel i det system, der må være den længsel, og så skriver jeg måske ‘længsel’ eller sådan, og ret meget mere er det ikke, og så lidt senere, så kommer der nogle eksempler eller nogle muligheder, og jeg kan skrive, ‘den ene samler på fotografier’, og så er der den note. Og det er sådan meget løsrevne noter, som kun lige skal huske mig på, hvad jeg har haft af forskellige indfald undervejs, slet ikke nogen formulering af teksten.

Kan du arbejde i den fase, samtidig med at du skriver på noget andet? | Nej.

Eller skal det andet være slut, førend du kan putte disse foreløbige ideer, sedler i sådan en stilfærdig simregryde? | Nej. Helt typisk vil jeg arbejde på ét projekt og kun være i gang med det, og jeg vil kunne sige, at nu har jeg nogenlunde styr på det, men der kan komme hårdknuder og noget, jeg ikke kan få løst. Der vil jeg måske kunne stuve det væk og kaste mig over noget andet, hvis der er en eller anden ting, man har lovet, og det er der altid, noget som man skal aflevere og sådan, så kan man måske skubbe det væk og så fiske det op og måske komme i gang med det med nye øjne ved at være kommet fra det. Men stort set, så arbejder jeg på et projekt, som jeg er i gang med, og det er det, som får lov at simre temmelig lang tid. Og jeg siger, at jeg læser nogle bøger, som kredser de ting ind, og der har jeg en fornemmelse af, at jeg måske ikke rigtig læser bøgerne, de værker jeg læser, helt på deres egne betingelser, men snarere som i en dialog med min idé, sådan at der sker en udveksling imellem – lidt envejs måske – men altså på den måde, at jeg hele tiden forholder mig og siger: “Det kunne være” og “Det kunne jeg godt bruge noget af, det dér” og “Det dér, det skal jeg undgå, det vil jeg slet ikke ind på”, eller “Det der synes jeg er forkert”, eller hvad det nu er. Så i den forstand fornemmer jeg mere og mere om min idé ved at “snakke” med de andre bøger. Og på et tidspunkt begynder ideen at være så rimelig klar og sammenhængende, at jeg kan begynde at tænke lidt mere konstruktivt, for den første fase er meget indfølende og ikke særlig konstruktiv.

Er den smertefuld? | Den er behagelig, når der kommer nogle gode ideer, og den er smertefuld, når der er langt mellem de ideer, når man har en fornemmelse af, at nu sker der ikke noget med den. Og der vil næsten altid være faser, hvor den pludselig begynder at yngle, og der kommer en masse muligheder, og man siger dér og dér og nå ja, man kunne også, og så… Det er vældig opløftende, når man sidder med fingrene inde i syv forskellige værker og lige skal huske det dér, og det og det. Og så er der andre perioder, hvor man ikke synes, den kan noget. Og det er klart, at jeg har jo været i gang med nogle projekter, som har set lovende og spændende ud, og som så pludselig aldrig kan mere, og hvor jeg så må lægge dem hen og sige: Det kunne jeg altså ikke få til noget. Og den ængstelse opstår jo straks, når man har haft en lidt død periode, en periode uden nye indfald: Er det en død ende, jeg har fat i, som ikke bliver til noget, og som ikke kan bruges?

Findes der nogle måder, man så kan piske, tvinge, narre sig selv på? | Ja, der er mange forskellige små julelege, man prøver på.

Fortæl. | Jamen, det er sådan set svært, fordi det skal dreje sig om det konkrete problem, som man har. Men det kan bl.a. give sig udslag i den desperation, at man begynder at gribe ud efter alle mulige former for litteratur og siger: Jamen kunne jeg så ikke bruge lidt Shakespeare eller lidt Joyce eller … Man griber vildt ud til alle sider i håb om at finde en, der har den tone, der er vigtig. For f.eks. nu igen at konkretisere med “Se dagens lys”, så bliver jeg ret hurtigt klar over, at den skal fortælles sådan i et lidt glat sprog, glat i den forstand, at det karakteriserer det overfladesamfund, det hurtige samfund, der vil ikke være plads til knortede sætninger.

Nej. Du skal udstyre Elef med en evne til at ville gentagelsen og ville erfare og ville elske og dermed føle smerte. Men du er også nødt til at lade ham være et troværdigt billede på eller en troværdig repræsentant for det samfund, som han lever i, og derfor får han den der, ja, lidt glatte og venlige plastic-måde at fortælle på. | Ja, som han jo selvfølgelig ikke er sig selv bevidst i første omgang som sådan, men måske bliver det, i og med at han jo allerede meget tidligt begynder at skrive dagbog og opdager, at det måske egentlig er overfladiskheden, der er problemet, netop fordi han begynder at fastholde. I samme øjeblik, som han er begyndt på kapitel 2 eller måske allerede 1, så er han i færd med at ødelægge det, der er idealet i samfundet, som netop er, at man slipper det hele og går videre frem. Så dér er den ene konflikt jo allerede etableret ved, at han arbejder imod systemet i den forstand, at han begynder at fastholde sit liv ved hjælp af sin dagbog.

Men hvis vi vender tilbage til “faser”, så siger du: Idé, skitser og sedler. Og så er der vel et eller andet sted, hvor du er begyndt på at skrive første kapitel. Men hvad ligger der imellem skitser og sedler og så det første kapitel? | Der begynder at komme lidt mere struktur, jeg begynder at indse, at der er en historie, hvad det er for en slags historie, uden at jeg er ret konkret med det, men så alligevel en fornemmelse af, at han skal gøre op med det her system, han skal tage afstand fra det, han skal blive så bevidst, at han ikke vil det længere. Så begynder jeg at få fornemmelse af historien, og der skal jo på et tidspunkt være en eller anden konstruktion, en eller anden fortælling bagved. Og fra det øjeblik kan jeg begynde at tænke lidt mere konstruktivt, alt det andet, det har været de der fornemmelser og følelser og fangtråde ud til alle sider, men nu kan jeg se: Hvad kan det her, og hvor skal det hen?

Hvad sker der, hvis man begynder at skrive for tidligt? | Så sker der ingenting for mit vedkommende. Altså, jeg kan ikke. Det bliver løst, og det bliver tyndt, og det vil ikke noget.

Kan man skrive for sent? | Det kan man i hvert fald være bange for, og det ved jeg ikke, om jeg har gjort, at jeg sommetider har fortygget tingene, det kan meget vel forekomme.

Hvis du skulle gå efter din egen vurdering af dine egne ting og ikke efter andres? | Jamen, det er svært. Det er så hypotetisk, for så skal jeg til at forholde mig til, hvordan var den bog blevet, hvis jeg var startet en måned tidligere, som jo er ret vagt og halvvejs usikkert. Jeg kan bedre den anden vej. Den er ikke helt så hypotetisk, for jeg har selvfølgelig prøvet at begynde at skrive sådan måske i trods, fordi det ikke ville komme og der ikke skete noget, og har så tænkt, at så begynder jeg at skrive, og så har jeg oplevet, at det bliver så løst og så tyndt, at jeg ikke kan tro på det, og måske sommetider direkte må opgive det og sommetider bare måtte lægge det hen og prøve senere, og så var den ikke moden endnu eller færdig til det.

Per Højholt havde et fif, når han skrev på sine blindgydefortællinger, noveller eller hvad du nu vil kalde det. Han kaldte det jo selv blindgyder, fordi han påstod, han havde opfundet en genre for sig. Han skrev på en A4-side, som han havde foldet over til et A5-blad, og han skrev med meget stor margen og begyndte temmelig langt nede på siden og skrev med dobbelt linjeafstand. Når han så var kommet over på side 2, så vidste han, at den var der, det påstod han i hvert fald. Hvornår ved du, at den er der? | Det tror jeg er meget forskelligt fra værk til værk. Ja, der er nogle, jeg ved er der, sådan set allerede inden, det har jeg nok en fornemmelse af. Inden jeg begynder at skrive, skal jeg have en tro på, at den er der, at der er et værk, og da kommer jeg stærkt i tvivl på anden- eller tredjedagen. Den første dag er begejstringen og troen på, at nu skal det være simpelt hen verdenslitteratur, vi laver i dag, og så kaster man sig ud i det, og da går det rimelig godt, og anden og tredje dag kommer det gustne overlæg, der begynder at sige: Er det nu så farvestrålende, og er det nu så dybsindigt, eller hvad det nu skulle være. Og da kommer en hurdle, hvor man sådan rent psykologisk virkelig skal hanke op i sig selv og sige: Jamen du skal blive ved – og blive der – det er altså ikke verdens ottende vidunder det her …

Det er “bare” dansk litteratur. | Ja, ha ha. Måske endda Århus-litteratur, kun. Så da kommer sådan en proces, hvor man må forlige sig med det og sige: Så må det blive det, det gør. Og så er der under skrivningen mange forskellige faser, nogle hvor det går godt, og hvor der kommer de dér gode indfald, og man sådan kan føle, ja, den vil noget den her, og døde perioder, hvor det er håbløst, og hvorfor skal man blive ved. Det er nogle svingninger, som jeg har været igennem, jeg tror alle gangene, jeg har skrevet bøger. Nogle mere udtalt end andre, men altid sådan ret store følelsesmæssige udsving. Det må være forholdsvis utåleligt at prøve på at holde dem ved mig selv, så man kan jo ikke lade være med at stønne, når det ser slemt ud – og synger måske lidt en gang imellem, hvis det kører.

Du kan altså også blive høj af at skrive? | Ja, i høj grad. Altså de dage, hvor det går, og i de perioder – det er tit sådan en sammenhængende periode, at jeg er inde i et godt leje, hvor historien virkelig vil noget – er der en næsten euforisk fornemmelse og en fornemmelse af, at det kan noget, og det er værd at arbejde med.

Har den lykke nogen bestemte komponenter? | Den består først og fremmest af den tilfredsstillelse, at det her, det er sådan en, som kan – det er noget, der virker. Sommetider kan jeg sådan fornemme en personlæser, altså en af vennerne, dén vil han forstå, den vil han klukke over den dér, men oftest er det bare sådan en fornemmelse, at det her det er noget, der fanger og kan bruges af nogen.

Er det en overskudsfornemmelse? | Ja, i høj grad, en fornemmelse af, at det falder i hak og vil og kan noget mere, end jeg egentlig havde forestillet mig – at det rummer mere.

Er det en fornemmelse af kontakt, også med nogen, der skal læse? | Ja, der er en bevidsthed om, at det er noget. Det er ikke bare noget med, at skrivebordsskuffen ligger og glæder sig til at få den her mundfuld ned. Det er en fornemmelse af, at det her kan komme ud og kan bruges. Jeg tror slet ikke på den der med, at man skriver for sig selv. Det er klart, at man hele tiden i en eller anden forstand har en læser, og han er meget vag, og han er meget upræcis, men man har da en læser i baghovedet, altså sådan at man hele tiden siger: Kan det her forstås?

Er der en fornemmelse af taknemmelighed i det også? | Ja, man er jo glad for, at det fungerer, og at det virker på den måde, men der er ikke tale om taknemmelighed på den måde, at man synes, at nu har man beriget verden.

Men du er selv blevet beriget? | Ja, det synes jeg. Det oplever jeg i høj grad. Og taknemmelighed for at man kunne få den til at falde i hak, det har jeg. Men så er det også fristende at blive ved længere tid, end man egentlig kan. Fordi det går så godt. Så kunne man da godt lige tage en time mere, og der er altså en risiko for, at det så faktisk bliver lidt tyndere i det, fordi man på et tidspunkt er kommet ud i en så opstemt fase, at man måske ikke er helt så selvkritisk, som man burde være, for i og med det dér euforiske er alle indfald jo pludselig geniale, og så er det lidt farligt at blive ved, men fristende.

Hvad kan korrigere dig? Dit eget kolde blik ned på, hvad du skrev i går? | Ja, det kan hjælpe, altså når jeg næste dag kigger på det, kan jeg jo godt se, at det var måske ikke helt så henrykkende, som jeg oplevede det, dengang jeg sad og fablede det ned – tværede det ned. Men det kan være meget svært at få den balance, for man kan jo ikke rigtig anskue det, og man kan ikke rigtig vurdere det, man laver. Man er nødt til at gå på nogle meget vage fornemmelser, at det her, det er sjovt, eller det er spændende.

Kan man så sige, at du egentlig hver gang bliver sat tilbage til begyndelsen, hvor du før talte om personer, som var optaget af en verden, et projekt, som de mere eller mindre lukkede sig ind i? | Ja, det er jo vilkårene for et værk. Hvis man skriver det selv, og det gør man næsten altid, så er det klart, at man er i den dér meget isolerede verden, som jeg beskrev ved de første. Sådan er skrivesituationen selvfølgelig i sig selv, altså i hvert fald de normale former for litteratur. Det er jo noget, der laves i et hoved, og som gøres færdigt internt, så at sige, inden det afleveres, og det er vilkår, der passer mig vældig godt, tror jeg, sådan som legemstype, som personlighed. Det passer mig godt at gå mine egne veje og passe mit eget projekt og så lægge det frem og sige: Dér! Jeg har aldrig været god til samarbejde. Jeg har aldrig været ret smidig i samarbejdssituationer, og jeg tør ikke komme med bud. Jeg kan huske, at jeg har siddet i udvalg, sådan et, klassens forældre skulle lave, og jeg kunne ikke engang lave en rapport om, hvad vi havde siddet og snakket om, som burde være forholdsvis uforpligtende, men det følte jeg altså, det var for præcist.