Читать книгу Moder med Madsen - Erik Skyum-Nielsen - Страница 5

ALENE OG SAMMEN

Men på den anden side har du da bl.a. på opfordring fra mig som fiktionsredaktør på “Ud og Se” været meget velvillig over for det at gå ind i semikollektive projekter. Du accepterede f.eks. at lave første kapitel af den novelleserie, som foregik i et hus, og derved nærmest sætte alle præmisserne for de andre. Det er jo klart, at så kunne du også trække dig ud af det bagefter og overlade scenen til dine kolleger. Men det var trods alt en bestillingsopgave. Har du modtaget mange af dem, og har du løst mange af dem? | Jeg har været i den der situation, og jeg efterlyser den sådan set, for der er selvfølgelig et savn efter samarbejde. Det er dejligt, at man kan få lov at være sig selv, men der er også en gave ved at lave noget sammen, som man sjældent får lov at opleve som fiktionsforfatter. Og det har jeg gjort nogle få gange, f.eks. i den gruppe, der blev til “Septemberfortællingerne”. Dér havde vi selvfølgelig et samarbejde og snakkede meget sammen undervejs, og dér syntes jeg, det var meget tilfredsstillende at følge med i hinandens forløb, fordi vi fik teksterne, efterhånden som de indløb. Da vi så var stort set halvvejs i projektet, drog vi til Sardinien de fleste af os og anbragte os i en kreds under palmerne, og så sad vi og læste vores respektive historier op, som måske ikke var helt færdige, men den fornemmelse der, synes jeg var en stor oplevelse.

Det er tilbage i 1987, ikke? Og ligger så i din proces som forfatter cirka midtvejs, lidt over midten – som en ø, en parentes. Eller var det noget, som bragte dig videre eller flyttede nogle grænser for dig? | Nej, så meget vil jeg nok ikke sige, det betød. Det var en oplevelse, og det var dejligt, og det efterlod måske et savn efter gentagelse på en eller anden vis, men samtidig er jeg så meget mig selv, at jeg også har behov for at arbejde på den gamle måde, som mig selv.

Men set fra sidelinjen eller set fra læserside kan det godt se ud, som om det lige præcis er på det tidspunkt i slutningen af 80’erne, at du får modet på nogle, nå, ja, mere mangestemmige, mere vidtforgrenede fortællinger. “Tugt og utugt i mellemtiden” havde det, men den havde jo trods alt en gennemgående handlingsstreng, som hed: Hvad sker der, hvis man snupper den gamle idé fra “Greven af Monte Cristo” om hævnen og henlægger handlingen til Århus og lader Ludvig Alster vende tilbage til alle dem, der spolerede hans liv og sendte ham til tugthuset i Horsens? Det er jo sådan grundstrukturen i den bog, og den samlede mange fiktioner og inspirationer op. Så kommer der efter den nogle lidt enklere, altså “Hadets bånd” og “Se dagens lys” og “Lad tiden gå”, sådan forholdsvis enkle ting. Men efter det igen kommer netop “At fortælle menneskene” og “Syv aldres galskab” og i halvfemserne også store og komplekse bøger som “Genspejlet”. Det kunne godt fra sidelinjen, fra læserside, se ud, som om manden har fået et større mod på det dybe vand eller er blevet bedre til at holde sammen på store rum. | Ja, når du siger det på den måde, men altså på den anden side, så oplever jeg også “Sæt verden er til” som kompleks og mangestrenget. Så det har rumsteret i mig, men det er måske rigtigt, at jeg i dag i højere grad bruger det at orkestrere fortællingen.

“Syv aldres galskab” er jo virkelig for fuld maskine med alle strygere osv., så der er virkelig mange strenge, som får lov at udfolde sig, men jeg har ikke selv oplevet det som et specielt skifte. Jeg har selv følt, at det var den almindelige udvikling for mig, og at jeg også har det, i hvert fald i anslag, i “Sæt verden” og “Tugt og utugt”, det er bare tiltaget i kompleksitetsgrad.

Nu har vi talt om faser og forløb. Kan jeg få dig til at sige noget om kriser? | Ja, jeg er i hvert fald ikke ked af at sige noget om dem, men jeg har svært ved det, for de kriser, jeg egentlig kan huske, de er sådan små, i den forstand, at det er nogle, der er rettet imod det enkelte værk, som jeg har svært ved at få forløst, og sådan har det været næsten hver gang, i større eller mindre grad, men sådan en større eller generel krise, nej.

Du talte før om en tredjedagskrise. | Ja, den er der blandt andet, men også under planlægningsfasen er der perioder, hvor jeg ikke synes, at den her idé duer, og hvor det altid er svært at vurdere: Er den her idé værd at blive ved med at arbejde med, eller er det bare mig, der har bidt mig fast – skulle jeg skynde mig at droppe det her? Den overvejelse vil man jo altid, eller i hvert fald nu og da, komme i, når man går og planlægger en større ting, som man måske bruger et års arbejde på at bare gå og lege med tanken på. Så der er kriser i en anden forstand, men det lyder, som om den krise, du spørger til, det er sådan lidt mere en gennemgribende én, som fører til, at man kommer til en helt anden position bagefter, altså at man vågner op efter krisen og er genfødt, og den kan jeg i hvert fald ikke lige huske. Der har ikke været sådan nogle, ikke så udtalt.

Men fejlslagne projekter eller projekter, som du har måttet lægge på hylden? Blev de siddende som sorger eller savn, eller ærgrelse, eller blev det bare vejret bort af den næste ting, der faktisk lykkedes? | Det er i hvert fald slemt, hvis man har arbejdet i længere tid på og har troet på et projekt og så bliver nødt til at skubbe det væk. Og jeg fungerer jo lidt langsomt, men jeg var lidt i krise her for nogle få år siden, hvor jeg syntes, jeg gik og planlagde flere ting, og nåede en vis vej med det, men så begyndte at tvivle på det og ikke var sikker på det: Det er vist ikke godt nok, det kan ikke bære, og det er simpelt hen ikke værd … og så lagde jeg det til side og begyndte på noget andet, og kom ind i den samme rummel, og at jeg på et tidspunkt siger: Den er ikke værd at blive ved med. Jeg følte, at det måske var ved at være en strøm, jeg var kommet ind i, at der ikke var noget, der fandt nåde for mit blik, eller at det var sådan en generel usikkerhed, og kunne jeg overhovedet mobilisere noget mere? Så det er måske en 3-4-5 år siden, hvor jeg gik i en sådan fase eller måske ikke engang så lang tid siden, hvor der ikke rigtig skete noget, som var tilfredsstillende. Men jeg kom igennem det ved at begynde at skrive ganske lidt. Jeg havde sådan en novelle, der ikke var helt færdig. Så tænkte jeg: Nu begynder jeg at skrive på den – og gør den færdig, og må kun arbejde 2 timer hver dag, og 2 timer kunne jeg da vel holde til. Og det måtte jeg jo strengt holde, og det viste sig så, at når jeg kun måtte arbejde de her 2 timer, så var det faktisk helt sjovt, og så blev den novelle færdig, og så lige med det samme kastede jeg mig ud i – og nu siger jeg altså “kaste mig” med det samme – en idé, som jeg havde haft, og som var så meget parat, at jeg kunne kaste mig ud i den, og skrev så igen og prøvede på at holde det dér system med 2 timer om dagen og ikke mere, og snart viste det sig jo, at jeg kunne fire lidt på den og tage 2½ time eller 3.

Men der har du jo faktisk givet svaret på alle de spørgsmål, jeg stillede før, om der fandtes nogle julelege eller nogle fif, man kunne tage op til at komme over et kritisk punkt. | Ja, og det er sådan set kun den her gang, jeg kan huske, men som faktisk er ret nær på, at jeg kom i den dér situation og brugte den løsning. Jeg kan ikke huske, at jeg har brugt den tilsvarende før. Men den fungerede i hvert fald sådan, at jeg fik løsnet op og kom i gang og kom videre med nogle ting.

I FRYGTINDGYDENDE SELSKAB

Kafka, Beckett, Joyce og Alain Robbe-Grillet er blevet nævnt som vigtige forudsætninger for Svend Åge Madsens debut. Romanen er af nogle blevet hævet til skyerne for sit litterære ambitionsniveau, andre har den drevet til fortvivlelse ved sin stils asketiske strenghed.

Stilen er nu ellers ikke den samme hele vejen igennem. Første del berettes i jeg-form; den anden (overraskende korte) del har karakter af en dagbog; men i tredje og sidste del er førstepersons-fortællefiktionen (næsten) totalt forladt og erstattet af en “fænomenologisk” fremstilling, der holder sig til at angive figurernes handlinger, når ikke den citerer replikker.

På den læser, der har kæmpet sig igennem første og anden del, venter der til sidst passager af høj komik. For kunststykket her består i på samme tid at lade en fortæller være til stede og fraværende. Et sted kan der f.eks. stå: “Solen er måske temmelig skarp for årstiden.” Men både på samme side og andetsteds står der: “Solen er måske temmelig skarp.” Underforstået: “for mig.” Sætningen kan ikke gøres færdig, eftersom dens ‘jeg’ på forhånd har gjort sig usynligt.

Hvordan er det dog kommet så vidt? Dette får man måske en forklaring på gennem romanens første del, hvori en ung botaniker møder en sær familie, inviteres ud til deres bolig ved havet, og både benoves og lammes af deres selvfølgelige rigdom, utvungne adfærd og overlegne foragt. Intet under, at jeget i anden del har trukket sig tilbage fra deres frygtindgydende selskab for i ensomhed at planlægge, hvordan han (i morgen!) vil begynde at leve.

Sådan kan bogen læses: kausalt – med anden og tredje del som to mulige, lige plausible fortsættelser af første. Men mere uhyggeligt kan den tillige ses som tre udgaver af samme handling: en ekstrovert, en introvert, en jeg-løs.

Forskrækket mærkede jeg at bussen begyndte at køre og sprang i sidste øjeblik op mod den åbne dør. Med en uheldig bevægelse ramte jeg døren eller hende, jeg var i min fortumlede tilstand ikke i stand til at afgøre hvilken af delene det gik ud over. Jeg besluttede at lade som ingenting da hun allerede havde vendt mig ryggen og var på vej hen mod en siddeplads inde i selve bussen.

Jeg bestemte mig til at blive på bagperronen for at undgå at komme til at uddybe mit uheld nærmere, men så snart hun havde sat sig kaldte hun mig med en armbevægelse nærmere. Jeg tog det par skridt der var hen til hendes plads mens jeg overvejede hvordan jeg skulle forklare mit uheld. Jeg stillede mig lidt bag hende mens jeg ventede på at høre hvad hun havde at sige til mig. Hendes tavshed foruroligede mig lige så meget som en bebrejdelse over min klodsethed ville have gjort. Jeg stod tvivlrådig idet jeg havde mest lyst til at liste tilbage til bagperronen engang hvor hun ikke bemærkede det, men på den anden side kunne dette let give hende indtryk af at jeg havde dårlig samvittighed. Jeg besluttede mig til at finde en anvendelig forklaring på min optræden før.

Til min overraskelse opdagede jeg pludselig at vi allerede havde nået mit bestemmelsessted endnu inden jeg havde fået konstrueret en tilstrækkelig forklaring. Da jeg opdagede at det var ved at være sidste øjeblik for mig til at komme af, løb jeg frem gennem bussen uden at sige et ord til at retfærdiggøre mig hos kvinden. Hovedkulds kastede jeg penge hen til kontrolløren og sprang af uden overhovedet at se mig tilbage.

Besøget (1963)