Читать книгу Moder med Madsen - Erik Skyum-Nielsen - Страница 8

Hvad er du simpelt hen bedst til? Hvad er dine spidskompetencer, som de siger? | Jeg tror, jeg kan få nogle skæve ideer, altså sådan nogle indfald, der går på tværs af det forventede. Jeg tror egentlig, vi alle sammen får det. Vi gør det jo, når vi sidder på værtshuset og siger: Tænk hvis man … et eller andet … hvis vi kunne flyve, nej, det var ikke særlig opfindsomt det dér, men alligevel. Det tror jeg vi gør alle sammen. Jeg tror, jeg bider mig fast i dem, fordi jeg ved, at jeg kan bruge det til et eller andet. Jeg kan lide at lege med de ting. Så det er i hvert fald et særkende hos mig. Jeg prøver på at komme væk fra det dér ord, “spidskompetence”. Så tror jeg, at jeg har forholdsvis let ved at danne en form. Jeg har bemærket, også når jeg skal aflevere en eller anden lille ligegyldig ting, et foredrag, jeg ved ikke hvad, et eller andet, at jeg har en tilbøjelighed til at lave en slags afrundet form, jeg kan ikke lide at aflevere det sådan fuldstændig kaotisk, det og det og det indfald. Jeg har en struktur, jeg kører hen og prøver måske at vende tilbage til begyndelsen, sådan at jeg får samlet op, og pludselig så står det sådan i et eller andet samlet lys. Det tror jeg er noget, jeg har forholdsvis let ved, eller sådan springer stoffet mig i hænde, når jeg arbejder med noget. Så det er nogle af de ting, som jeg trækker på, og som jeg kan se, at jeg har sat pris på at dyrke i mine ting.

Det virker også, som om du er god til så at sige at se dig selv over skulderen eller kaste et modblik på det, du selv lige har frembragt. | Ja, det tror jeg også. Jeg har ikke selv tænkt på det, men det er sådan en meget fundamental reaktion hos mig, at så snart jeg har sagt noget, så kommer lige den dér: Kunne man sige det modsatte, eller kunne man tænke det anderledes? Hvordan kan man forholde sig til det, og hvor har han nu blæst sig hen, hvad der også er et udtryk for en selvironi. Jeg trækker tingene ned på den måde, men belyser også tingene ved sådan lige at vrænge lidt ad dem bagefter.

“Nærværende bog har det træk fælles med de to foregående, at den rummer flere forskellige linjer, flere forskellige handlingstråde, som ifølge normal logisk opfattelse ikke alle kan være rigtige, hvoraf man tør udlede, at forfatteren ved sin anvendelse af usædvanlige former forsøger at sige, at verden ikke er entydig men selvmodsigende paradoksal.” | Det kunne jeg jo selv have skrevet. Ha ha.

Ja, det gjorde du også i et af de metafiktive afsnit fra “Dage med Diam”. Det lyder jo som et credo, ikke? | Ja, så det er altså ikke så ny en erkendelse, som jeg måske troede.

Trist nok. | Ja, og det er lidt chokerende og forbløffende sommetider at få fat i nogle af de gamle ting og så opdage, at de ting, man lige har erkendt, dem har man altså også erkendt for 30 år siden.

Nu er denne her jo meget overordnet. Men så hedder det også i den samme bog: “Alian er ikke en mand der sætter sig med hænderne i skødet efter et sådant opgør, og Alian er ikke en mand der løber efter pigen for at overtale hende til at skifte mening. Han er ingen af disse to mulige mennesker. Han kan gøre sig til en af de to, men derved har han ændret sig, uanset hvilken af mulighederne han vælger, han har overskredet sig selv og har fundet en ny ham at krybe i. Der står to roller, eller pladser åbne for ham. Egentlig passer han ikke ind i nogen af disse, men han gør sig til en der passer deri.” Hvis jeg nu lige opfatter det som en selvportrætterende eller psykologisk selvkarakteriserende passage, så synes jeg også, du har en særlig forvandlingsevne, hvis vi snakker spidskompetencer. Du siger selv evne til at gå ind i og acceptere en form og danne gestalt, en struktur, men du har også en evne til at skifte og til at forvandle dig og tage konsekvensen så at sige univers for univers af en forvandling. Det vil jeg også kalde en stærk side af dig som forfatter. | Og den kan jeg godt vedkende mig. Jo, det kan jeg godt se, men samtidig kan jeg også se en begrænsning, for der lurer jo et modspørgsmål om, hvad jeg ikke kan.

Sådan er det med alle vores styrker. Hver styrke spejler sig i en svaghed. | Ja, og dér var det, jeg ville sige: Jeg synes, det er rigtigt, det at jeg kan benytte, gå ind i forskellige roller, men jeg synes til gengæld, at en af mine svagheder er, at jeg er ikke særlig god til at, skal vi sige, psykologisere personer. Jeg kan ikke beskrive dem psykologisk. Jeg kan ikke fange folk ind sådan, der er nogle af de store forfattere, der kan pinde deres person med et enkelt udtryk, en lille vending, så har man pludselig personen som naglet.

Jeg kunne jo tage indledningen til “Idioten”, hvor Mysjkin og Rogosjin sidder sammen. Vi kommer selvfølgelig til at lære dem frygtelig meget at kende senere hen, men allerede efter de to første sider, så har Dostojevskij faktisk fået karakteriseret dem ret godt. Du bruger selv den scene i optakten til “Sæt verden er til”. | Ja, og sjovt nok sad jeg faktisk lige og tænke på Dostojevskij som netop en af dem, der kan det dér. Og der sagde du, at jeg kunne leve mig ind, mens jeg sagde, at jeg havde den dér afstand, for jeg synes ikke, jeg kan leve mig ind, som han kan.

Jeg mente også noget lidt andet, da jeg talte om forvandlingsevne. Jeg mente, at du har en styrke i virkelig at tage konsekvens af et skift, altså sådan at hvis du begynder et nyt sted eller skifter spillereglerne i en overgang, så tager du konsekvens på det ved at lade alting forandre sig. Du tager f.eks. konsekvens, når du lader Krystofeles åbne munden i “Genspejlet”. Hvis du dér én gang har besluttet dig for, at han skal tale det her meget mærkelige sådan polske skiftdansk med meget overraskende skæve formuleringer, så holder du fast ved det. Du fastholder den forskel hele vejen igennem fiktionen. Det samme gør du, når en ny person dukker op, så holder du de spilleregler, der følger deraf. “Liget og lysten” var eksempel på, at når en ny form af de fire tog over – altså krimi, romantik, porno og science fiction – så var det helt og holdent. Det er især det, jeg mener med forvandlingsevne. | Ja, det gør jeg, og det kan jeg, altså det er noget af det, jeg kan, selv om jeg faktisk af og til må spekulere på, hvad fanden er det egentlig, man kan som forfatter? Men det er rigtigt, jeg synes, jeg kan gennemføre de reelle spil, som jeg opstiller, det vil jeg godt kalde en evne.

Men hvis du skulle nævne flere svagheder eller mangler end den, du før kaldte en mangel, altså en manglende interesse for eller evne til at karakterisere psykologisk i dybden? | Ja, det var noget i den retning, jeg prøvede på at undgå at sige, men det synes jeg, det er bestemt en af mine svagheder, som jeg jo selvfølgelig prøver at forholde mig til på den måde, at jeg undgår det eller gør en dyd af, at jeg ikke kan.

Hvad bunder den svaghed i, hvis vi skal kalde det en svaghed? Er det en manglende menneskelig kundskab, som du begræder, eller er det en form for diskretion eller selvvalgt afstandtagen til det at tro sig alt for vidende om et menneske? | Ja, det er jo sådan den pæne version af det. Jeg kunne godt formulere det som et diskretionshensyn, at jeg ikke tror på, at et menneske kan karakteriseres med nogle få ord. Jeg tror ikke, det er rigtigt at gøre det, i en eller anden psykologisk forstand. Men hvis jeg skal tage den mere konkrete version, så tror jeg, at jeg er følelsessky, altså at jeg ikke er vant til at tænke og formulere følelsespræget. Det er ikke min tradition. Jeg har den her gode vestjyske tradition, hvor vi ikke siger ret meget om følelser, og vi har ikke ret ondt, hvis vi har ondt, og det er måske noget af det, der smitter af i, at jeg ikke behersker det. Men jeg kan meget nemt prøve at gøre det til noget positivt.

Den positive version hedder: en disciplin med hensyn til ikke at bemægtige sig et fremmed sind. | Ja.

Og den dårlige version hedder så ufølsomhed. | Ja, ha ha ha. Og der er så igen et eksempel på en af mine kompetencer, at jeg deler det op, altså at jeg prøver at strukturere det, kan se, at man kan formulere det på begge måder. Det er noget, der sker ret spontant for mig, at jeg har den fornemmelse, at man både kan formulere det positivt og negativt, og at det næsten altid vil forekomme i situationer, at jeg sidder med den dér bevidsthed, så at sige en dobbeltbevidsthed.

Betyder det så også, at du af vittigheder foretrækker dem af typen: Jeg har to nyheder, en god og en dårlig? | Nej, jeg tror de vittigheder, jeg foretrækker, og dem, jeg foretrak som barn, det var sådan nogle, der var brud på logikken. En af mine yndlingsvittigheder var f.eks. drengen, der sagde til sin far: Du skulle ikke tage det der pæne sorte tøj på, for du har altid så ondt i hovedet dagen efter.

Ha ha. Det er i “Af sporet er du kommet” at den er med, ikke også? | Øv. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde brugt den. Men den er jo strengt logisk og samtidig dybt ulogisk. De der brud på logikken …

Ja, dem har du også i en af Møllehaves historier: Hvorfor er flaget på halv, far? Det er nok, fordi der er en, der er død. Åh ja, siger drengen, så har han kun nået at hejse det halvt op. | Ha ha, den kendte jeg ikke.

Men hvad med de andre kompetencer, du havde, som nu den, der hedder “at prøve af og forfølge” en regel og se, hvad den rummer. Det handler vel om en fundamental nysgerrighed, men er der en dimension af den dér hypotetiske, eksperimentelle, afprøvende evne – som jo er vitterlig hos dig – som du er mindre glad for? | Jeg kan kun opfatte det sådan, at der kan komme en slags umenneskeliggørelse, altså at det bliver en mekanik, og dermed ufølsomt. Det er den negative side af det at lave systemer. Det er, at man umenneskeliggør det.

Så har du jo også en styrke til, som jeg vil fremhæve. Det er humor, det at du får vendt tingene på hovedet og pludselig får en sætning til at spille, så den bliver dobbelt- eller tredobbelttydig. | Jo, det tror jeg også på. Der er sådan nogle sproglige finurligheder, som jeg holder af, og som jeg kan ramle ind i en gang imellem. Men jeg tror også, jeg har en vis evne til at påtage mig nogle forskellige sprogformer. Jeg har ikke kun ét sprog, og ét udtryk, hvad der sommetider er en dyd hos nogle forfattere. Der er nogle forfattere, vi kender på deres toneart med det samme, men jeg føler mig meget eklektisk og kan fare rundt imellem flere stemmer og tonelejer, og det har jeg prøvet at udnytte på den måde, at jeg sætter dem op imod hinanden. Jeg har en fornemmelse af, at jeg har været bedre til det, at der måske med alderen er sket en eller anden, afasi, det er måske meget sagt, men sprogligt har jeg det ikke mere helt så let med at gøre de ting. (Hoster.) Nå, der fik jeg for meget af det tørre brød. Men jeg kan godt vedkende mig det dér, det sproglige og det finurlige.

Som så velsagtens også har en anden side. Den, som har humor, kan let blive anklaget for at ville slå tingene hen i spøg og ikke tage dem alvorligt nok. | Ja, og det er klart, at det er en risiko, jeg står over for, at jeg fjanter så meget, eller at jeg ironiserer så meget, at jeg er løbet fra alt i den sidste ende. (Hoster og drikker vand).

Det er da vist en frygtelig god model, vi har fundet der, hvad? | Ja, det er nærmest ubehageligt. Styrker, som hurtigt bliver til svagheder. Lyse sider, som bliver til skyggesider, hvis man drejer lidt.

Vi finder hele tiden systemer, og nu har vi fundet et overordnet system, som kan trækkes ned over det hele. | En “analysemodel”.