Читать книгу Moder med Madsen - Erik Skyum-Nielsen - Страница 7

OPBRUD FRA HØJMODERNISMEN

Litterært ligner det en ankomst til mangfoldighed og til dialog, til mere og mere vildtvoksende eller i hvert fald knopskydende fortællinger. Men eksistentielt er det også en ankomst til en accept, en seen i øjnene, en tagen for givet, altså du begynder at stave meget elementært til “da vi nu er her” eller “nu er det så åbenbart sådan det er”, og laver dig, i hvert fald i flere omgange, en ny begyndelse. Det mærker man meget stærkt, når man går i gang med de første, skal vi kalde det, parodiske eller genreciterende bøger, “Liget og lysten” og “Tredje gang så tar vi ham”, og så sker det jo en gang til med “Tugt og utugt i mellemtiden” gennem en ankomst og en tagen i besiddelse og en accept af verdens mangfoldighed. Det er en figur, du gentager nogle gange op igennem dit forfatterskab, at starte forfra eller begynde et nyt sted. | Ja, og det kan jo altså minde om det matematiske system, at man opstiller præmisserne, og så siger: lad os nu se, hvis det og hvis det og hvis det, hvad så? Og det gør jeg selvfølgelig også, fordi det rent fysisk eller rent oplevelsesmæssigt har været en stærk oplevelse for mig at komme igennem den proces, som jeg beskrev, altså det at få ryddet op og sagt: Nå, jamen det er ad helvede til, men lad os leve. Det er en erkendelse, som er så påtrængende, at den kommer igennem som tema eller som afsæt i en del af mine ting. Jeg synes allerede, at den er til stede frem til “Tugt og utugt”, jeg synes allerede, den i høj grad er til stede i “Sæt verden er til”, hvor der også er folk, der kaster sig ud i fiktion, som så at sige vælger hver deres roman at leve i. Dér føler jeg selv, at jeg næsten laver en omvending af “Tilføjelser”. Hvor “Tilføjelser” har fem adskilte mennesker, som altså kun kan vrænge ad hinanden, og som kan være optaget af deres eget projekt, dér har vi i “Sæt verden” igen fem personer, men da er det deres samvær, deres måde at interagere. Til trods for at de faktisk lever i forskellige samfund eller så at sige på forskellige tider eller i forskellige stilarter, så finder de ud af at få et fælles værk eller fælles univers op at stå.

Det giver du jo også en af dem, Kismet, lov til nærmest at udtrykke, som et credo fra bogen, at de skal have lov til at være sammen i én roman frem for at falde fra hinanden i adskilte rum. | Det tager jeg selv som eksempel på, at temaet er blevet vendt, på den måde, at jeg er sluppet ud af den spændetrøje, der var i “Tilføjelser” med den optagethed eller erkendelse, at vi er isoleret, eller at vi sidder hver for sig. Den holdning bliver vendt i “Sæt verden er til”: Vi har altså hinanden.

En generel psykisk eller eksistentiel situation bliver tilbagelagt og afløst af accept og åbenhed og mangfoldighed, ja, men det afsæt deler du jo med mange forfattere. Det er et afsæt, som sker på et typisk sted i tiden, hvor en bestemt form for modernisme er nået til sin afslutning og kalder på en modsigelse. Opfatter du det sådan, at du med det skift er en del af en bevægelse? | Ja, set på afstand kan jeg jo godt se, det er sket for alle de andre. For mig føltes det som en personlig vandring. Stort set alle dem, der erkendte sig som eksperimenterende avantgardister, fandt jo udveje til at komme over i de mere populære eller lidt mere tilgængelige eller mere legende former. Der er meget få, der fortsætter med sådan rabiate eksperimenter, som vi gjorde det i tresserne. Jeg kan næsten ikke huske nogen, der gør det. Jeg kan naturligvis også få et tilbagefald, men stort set så var det en proces, vi skulle igennem alle sammen. For mig føltes det i høj grad som min egen udvikling, og jeg troede, at jeg var den eneste i en vis forstand. Jeg troede, at det her er noget, jeg må igennem og prøve at fatte, men så har jeg selvfølgelig også skævet til de andre, og så opdager jeg tilfældigvis, at så er de i gang med noget, der minder lidt om det, for det er på forskellig vis, vi gør det og kommer frem til at ændre holdningen.

Hvad består den overgang i? Vi har allerede indkredset det med nogle ord: accept, ankomst, ny begyndelse, men du kunne jo også sige, at jeget fra at have været hovedproblemet bliver sat i parentes, at jegets selvportrætter bare er billeder imellem en masse andre, eller, på det tekstlige, det fortællemæssige plan, at monolog bliver afløst af dialoger og polyfon-former, at enkeltsporsbøger, som kører én linje helt igennem, bliver afløst af flersporsfiktioner, og at en eller anden patos på eksistensens vegne bliver afløst af en humor, en leg, en ironi. Der er flere dimensioner at beskrive det i, altså fra jeg til mig eller os, hvad angår personerne, fra én til to til mange, fra tragik til komik, fra menneske til samfund. Der er flere måder at se det på. | Ja, og for mig ligner det også en filosofisk proces, altså at man i første omgang er, jeg vil ikke sige solipsist, men dog er jeg-centreret og bevidst om, at det hele sker ud fra mig, at alt, hvad jeg erkender, er min forestilling. Det er en erkendelsesproces, som man skal igennem, og man skal forstå, at selvfølgelig kender jeg kun min verden, men det næste trin er, at man erkender, at de andre har også deres verden. Og det forbløffende er, at vi faktisk er i stand til at interagere temmelig godt. Det er ret sjældent, vi kommer i store konflikter, vi vil ofte kunne bruge hinanden og forstå hinanden og leve sammen med hinanden og udnytte hinanden osv. Jeg synes også, at det minder om en erkendelsesproces, jeg selv er gået igennem, og som altså fører frem til det komplekse og rumlige.

Men nu sagde du, at det første var tragisk og det andet komisk, og det er selvfølgelig rigtigt, at der er et komisk element i det, at man har fået distance, men tragedien kom jo ind på en anden måde i det nye samfundssyn eller den nye måde at se det på, for der er nok ens egen tragedie og ens egne problemer, men der er sørme også de alle de andres, altså medmenneskenes. I og med at man har accepteret de andre som medmennesker, som værdige og som ligeværdige med én selv, har man jo altså også skabt grundlag for en masse sorg. I og med at vi tror på hinanden og hjælper hinanden osv., så er det klart, at vi også har taget de andres skæbne på os.

Indimellem bruger du en metafor for tilstande, som vi lever i nu, eller forgangne, som vi er blevet produkter af på godt og ondt, måske mest på ondt. Der tales om ‘den genetiske pest’ og om ‘den psykiske pest’ og en tredje: ‘langtidspesten’. Det lyder jo næsten som sådan nogle tidsdiagnoser. De er ganske vist ironisk markerede, fordi de bliver afsagt som domme over vor tid eller over en nær fremtid betragtet fra et eller andet fiktivt udsigtspunkt længere ude i fremtiden, men du gør det f.eks. helt manifest i “Forord”, som vist ikke danner forord til noget, men jo altså kommer med i novellesamlingen “Mellem himmel og jord”. Derudover lader du i “Genspejlet” Simone tale om de tre pester. Er det sådan en slags moralsk eller etisk fase, du er kommet ind i? Er det det, du mener, når du siger, at det komiske ikke kun er komisk, der er kommet nye store fælles problemer ind, som du som forfatter finder det magtpåliggende at bearbejde eller gøre opmærksom på? | Ja, det er det jo også. De problemer, jeg snakkede om i første omgang her, det er jo sådan set bare ens medmenneskers personlige tragedier, som man involverer sig i, i og med at man lukker op for dem, men det er klart, der er også de samfundsmæssige, de store katastrofer, vi står over for, eller de trusler, vi står over for, og det er klart, at de vinder også indpas. I det øjeblik man har overgivet sig til samfundet, så bliver det selvfølgelig også samfundsproblemerne, som er påtrængende, og der er da unægtelig nogle ting, som trænger sig på lige nu, som selvfølgelig også bliver lidt mere påtrængende i mine historier. Jeg har ikke forholdt mig særlig konkret til de trusler, der er store, selv om “den genetiske pest” måske er tæt på, f.eks. i “Forord” og i “Genspejlet”. Men mest drejer det sig om markører. Det er ikke sådan, at vi bliver overvældet af den pest, og det er ikke sådan, at jeg har lavet en historie kun om de store katastrofer, men det er rigtigt, at jeg bruger dem som tegn på, at alt er ikke godt, og det er det jo heller ikke.

INDELUKKET I EGET SYSTEM

Det falder ikke vanskeligt at klaske psykiatriske diagnoser ud over de otte fortællere i Svend Åge Madsens første novellesamling. Alle er de nemlig låst fast i et eller andet rigidt system, som de rendyrker i et omfang, der umiddelbart kan kalde på sjæledoktorens etikettering.

Jeget i “Fortsættelsen” har f.eks. bygget sig et “vedligeholdelsesprogram”, der vistnok kan sikre ham evigt liv, hvis bare han følger det konsekvent og reducerer sin krop og dennes funktioner til det absolutte minimum: Hår og negle og tænder fjernes, og efterhånden udtages også flere vitale organer – alt overflødigt skal væk. Dette bevirker uheldigvis, at fortælleren svækkes rent fysisk, og da han samtidig har besluttet at sove så lidt som muligt, har læseren ikke svært ved at regne ud, hvordan “fortsættelsen” bliver, nemlig at overlevelsesplanen snart dementerer sig selv. Ikke desto mindre skriver den selvdestruktive fortæller omhyggeligt rapport og konstaterer, glad, at han lever “i bedste velgående”.

Systemet og dets dementi bliver således to sider af samme sag, ligesom i “Dommeren”, hvor jeget sætter sig for at opklare en forbrydelse, som kun han selv kan have begået, eller i “Den ottende dag”, hvis jeg-fortæller har et helt sæt øvelser, der skal sikre hans magt og kontrol over sig selv, men alligevel kun gør ham isoleret, dybt afmægtig: “Jeg vil nu prøve at udføre aftenøvelserne som normalt og regner derefter med at falde om.”

Hvis man ved en ægte novelle forstår en episk tekst med forløb og pointe, rummer bogen ingen egentlige noveller. Her er ingen forløsning at hente, kun otte dybt deprimerende billeder af tiltagende uformåen, hvad angår det: at leve. Foretager man imidlertid den manøvre også at læse efter en sammenbidt og selvmodsigende humor, ændrer bogen karakter og bliver morsom.

Jeg er ene på øen nu.

Hans død er skyld i at vi nu har fået brug for en dommer og så videre, og hans død gør det helt naturligt at jeg bliver den der tager mod disse udnævnelser. I min egenskab af politidirektør må jeg lede undersøgelserne – og samtidig selv udføre hver eneste af dem – i forbindelse med omstændighederne ved hans død så nøje som overhovedet muligt, for derefter som dommer at udpege den skyldige og afgøre sagen i fuld overensstemmelse med retfærdigheden.

De resultater jeg når må jeg føre i denne rapport, dels for at være sikker på at have alle kendsgerningerne ved hånden når jeg skal dømme, dels for på ethvert senere tidspunkt i mit liv at kunne berolige min samvittighed hvis jeg skulle komme til at tvivle på at jeg har gjort hvad jeg kunne for at nå til bunds i sagen.

Da jeg vågnede i morges lå han ved min side ganske som han plejer. Den eneste forskel, hvis man kan sige sådan, fra alle de tidligere morgener var at han i dag var død, noget der, naturligvis, aldrig er hændt før. Det var dog ikke den kendsgerning at han var død, så meget som det at han åbenbart var blevet myrdet der var det mest overraskende for mig.

Så vidt mine evner tillod det, læge er jeg i hvert fald ikke, undersøgte jeg liget. Det kæmpemæssige sår udelukker muligheden for at der kan være tale om en naturlig død. Denne synes så unaturlig som man kan ønske sig, også selvmord kan udelukkes. Så vidt jeg kan se, bliver der tilbage kun den mulighed at han er blevet myrdet.

Mine første undersøgelser i sagen førte altså til det resultat at jeg med nogenlunde sikkerhed kunne konstatere at han var blevet myrdet engang i nattens løb, eftersom han utvivlsomt var i live aftenen før da jeg talte med ham.

“Dommeren”, Otte gange orphan (1965)