Читать книгу Nihilisme og emancipation - Gianni Vattimo - Страница 11

Hvorledes kan man tale om emancipation, dvs. om en frigørelsesproces fra snærende bånd i retning af en højere grad af frihed og autonomi, frihed til at vælge, idet man associerer den med et begreb som nihilismen eller med hermeneutikken? Inden der siges noget herom, bør det indledningsvis bemærkes, at de to termer nihilisme og hermeneutik – sådan som jeg har haft lejlighed til at påvise det i andre værker⁵⁷ – her anvendes som synonymer. Nihilismen forstås i den betydning, som Nietzsche er den første til at give den: undermineringen af ethvert sidste fundament, bevidstheden om – i filosofiens historie og i den occidentale kultur generelt – at “Gud er død” og at “den sande verden er blevet til en fabel”. Men, kan man spørge, kun inden for den vestlige tænkning og kultur? Denne første vanskelighed diskuteres ikke her som et tema i sig selv; men Nietzsche – og Heidegger, og før dem Marx, og også Hegel – indikerer for os, at den voksende bevidsthed om, at vi præcis kun tænker inden for en bestemt kultur, er en del af den occidentale kultur og dens nihilisme, eftersom ideen om en universel sandhed og om en transkulturel menneskelighed netop er blevet modnet inden for denne bestemte kultur (som for eksempel doktrinen om naturlige rettigheder eller om et sidste fundament). Når Occidentens filosofi bliver bevidst herom, så bliver den nihilistisk; den tager til efterretning, at dens egen argumentation altid er historisk og kulturelt situeret, at også idealet om universalitet “forstås” ud fra en bestemt synsvinkel. Hermed bliver nihilismen hermeneutisk: En tænkning, der ved, at den kun kan sigte mod det universelle ved at passere igennem dialogen, overenskomsten, eller om man vil gennem caritas (se Jeg tror at jeg tror⁵⁸ og Efter kristendommen⁵⁹). “Veritatem facientes in caritate”, det Paulinske motto [Efeserbrevet, kap. 4, vers 15] – som for resten er et ekko af og måske ikke langt fra Den Nichomachæiske Etiks “aletheuein” hos Aristoteles [omtrent: “At gøre eller frembringe sandhed”] – betyder oversat til moderne filosofiske termer, at sandheden fødes i og af overensstemmelsen, og ikke modsat, at vi bliver enige, når vi alle har opdaget den samme objektive sandhed.

Emancipation er for os nihilismens betydning, såfremt man læser denne Nietzscheanske term i lyset af et andet centralt udtryk hos den tyske filosof: “Gud er død, og nu vil vi, at der skal leve mange guder”. Opløsningen af fundamenterne (hvori man også kan identificere overgangen fra det moderne til det post-moderne⁶⁰) er det, som frigør; endnu en gang med en henvisning til det dybe evangeliske udtryk, ifølge hvilket “Sandheden vil sætte jer fri” [Johannes, kap. 4, vers 32]. Ikke: Det at vide, hvorledes sagerne “virkelig” forholder sig, vil sætte jer fri: Endelig at opdage Pythagoras’ teorem? Eller verdens nødvendige geometriske orden? Einsteins relativitet? Men: Kun det, der sætter jer fri, er sandhed, og dermed først og fremmest “opdagelsen” af, at der ikke gives et sidste fundament, i forhold til hvilket vores frihed bør gøre holdt, sådan som autoriteter af enhver slags, der netop ville regere i disse sidste strukturers navn, altid har forsøgt at bilde os ind. Hermeneutikken er den fuldbyrdede nihilismes tænkning, den tænkning, der sigter mod en rekonstruktion af fornuften efter Guds død, imod enhver afart af negativ nihilisme, dvs. fortvivlelsen hos de, der fortsætter med at dyrke sorgen, fordi der “ikke længere gives religion”.

Man forstår, hvordan alt dette får betydelige konsekvenser for måden, hvorpå man opfatter etikken, retten og politikken. Vil det stadig være muligt, efter Guds død, at tale om moralske imperativer, om love, der ikke er baseret på vilkårlighed, og om en emancipatorisk horisont inden for politik? Denne bogs essays foregiver ikke at levere udtømmende svar på disse spørgsmål; men den begrænser sig heller ikke til at recitere dem – som alt for mange moderne “tragikere” gør det, der ender i den retoriske overdrivelse af det problematiske ved de menneskelige vilkår, ofte for at forberede vejen for “troens spring” (som altså bliver et spring ind i den rene irrationalitet og den heraf følgende ligegyldighed over for kirkernes, de centrale komiteers og de karismatiske lederes autoritære dogmatik) eller andre gange for slet og ret at opretholde bevidstheden om, at “der ingen løsninger er”. Med den stiltiende forudsætning, at det i hvert fald er bedre – sokratisk – at vide, at man intet ved (men Nietzsche gjorde ret i at demaskere den optimistiske rationalisme ved denne holdning).

Den hermeneutiske udgang af denne tragiske og negative nihilisme viderefører naturligvis en gentagelse af mange aspekter ved denne; man kan med Nietzsche sige, at man ikke kan konstruere uden at destruere. Eller også, mere realistisk, at alle metafysiske autoriteters moder stadig er svanger, hvorfor sekulariseringens opgave – dvs. demaskeringen af det hellige ved enhver absolut instans, enhver sidste sandhed – er temmelig langt fra at være blevet uaktuel. En påstand, som politikken, retten og det sociale liv leverer fortsatte vidnesbyrd om, og ikke blot i Italien, hvor den katolske kirke fortsætter med (at insistere på) at sætte fornuftsstridige grænser for statens love. Der tænkes her på de borgerlige ægteskaber, på forskningen i fostre og på spørgsmålet om eutanasi. Men nu også på den internationale politik, hvor det amerikanske herredømme, maskeret som humanitært demokrati, truer med at fremtvinge en slags universel politistat, der er “legitimeret” af (den påståede) respekt for menneskerettighederne, eller for det, som imperiet anser for menneskerettigheder. Vil den nye Napoleon således ikke ende med at fremkalde noget i retning af en “romantisk” revolte fra nationernes side, fra kulturerne og “folkeslagene” (med alle de reservationer, som disse termer bør omgås med), imod den “pax americana”, som de påtvinges med våbenmagt?

Idet hermeneutikken forsøger – om end i meget teoretisk form – at tage højde for disse problemer, arver den altså frem for alt en stor del af den tragiske nihilismes kritiske og “destruktive” indhold. Dog med to åbninger imod konstruktiviteten. Frem for alt: Den tror ikke, at Guds død er en sandhed, der endelig er blevet fastslået, idet vi nu på dogmatisk vis ud fra ateismen, den “grundløse” verden, eller en nazistisk over-mennesketype kan fundere en eller anden form for naturlige rettigheder. Det, som hermeneutikkens konstruktive nihilisme må beskytte sig imod, er ikke blot de autoritære bevægelsers neurotiske tilbagevenden, men også anti-fundamentalismens metafysiske stivhed, som stemmer fortrinligt overens med for eksempel påtvingelsen af frihed og demokrati ved hjælp af væbnede indgreb over for det, som præsident Bush har kaldt “slyngelstater” (hvilket de pågældende stater for det meste er, men det er ikke Bush, og heller ikke et FN, der har transformeret sig til en etisk domstol, der kan dømme dem til at være det). Over for alle disse nihilistiske fordrejninger sætter hermeneutikken først og fremmest princippet om fortolkningernes mangfoldighed, og dvs. om respekten for, at enhver har et frit valg. Dette er ganske vist ikke meget forskelligt fra Habermas’ kommunikative rationalitet; men her er den afklædt de tilbageværende rester af metafysisk rationalisme, der stadig svækker den sidstnævnte teori, som med dens idealisering af en viden, der har gjort sig fri af opaciteten og som dybest set er formet af den videnskabelige metode, altid risikerer at legitimere en fremtidig verden, der er domineret af diverse typer “eksperter”. Den negative nihilismes kritiske våben forbliver altså også afgørende for hermeneutikkens konstruktivitet. Allerede forsøget på at udforme love, forfatninger og almindelige politiske forholdsregler ud fra ideen om en fortsat frigørelse fra normer og regler, hvis indskrænkninger på en eller anden måde prætenderer at være “naturlige” (men det er åbenlyst, at dette kun gælder for de, der sidder på magten), kan blive et progressivt politisk projekt. Jeg glemmer her ikke, at endog kampen imod sult i verden allerede for mange år siden blev retfærdiggjort af en teoretiker som Karl-Otto Apel, der er tæt på Habermas, på grundlag af respekten for samtalepartnerens lige rettigheder, der gælder i forbindelse med en hvilken som helst brug af sproget, og uden hvilken man ender i en performativ selvmodsigelse. Det vil sige: Også når jeg bare taler med mig selv, må jeg respektere visse regler, som jeg er ansvarlig for at respektere over for enhver samtalepartner, hvilket betyder, at jeg i enhver samtalepartner genkender mine egne rettigheder; men jeg må derfor også i positiv forstand sikre vedkommende, at vilkårene for, at disse rettigheder kan udøves, er til stede, og det vil altså sige menneskelige vilkår for overlevelse. Det hermeneutiske (og “nihilistiske”) ideal om at basere enhver lov og social adfærd på respekten for den enkeltes frihed og ikke på normer, der påstås at være objektive eller “naturlige”, implicerer altså positive konsekvenser, der også er meget mere omfattende end de, som Apel påpegede i sit værk fra tresserne (i øvrigt uden at give det en eksplicit programmatisk retning). Freden – ikke nødvendigvis forstået alt for teologisk som “den ordnede ro”, ifølge det augustinske udtryk, der har tilladt den katolske kirke den værste form for tavshed over for fascismen og nazismen – er for eksempel en fundamental menneskeret, hvis problematiske aktualitet på en trist måde er kommet i begivenhedernes centrum på det sidste. Vil ikke reformeringen af forfatningerne og redigeringen af lovene med henblik på netop sådanne rettigheder komme til at udgøre en platform for et positivt politisk program? Det er i bund og grund dette, der signalerer den (nødvendige) overgang fra liberalisme til demokrati og, efter min mening, til socialismen: For virkelig at kunne realisere de frihedsrettigheder, som liberalismen prædiker, er det nødvendigt ikke at overlade tingene til at ændre sig “ifølge deres egne principper” (en formulering, der knytter en uacceptabel “naturalisme” til Adam Smith!), som for eksempel markedets love, men i stedet er det nødvendigt at konstruere de lige vilkår, der netop ikke forefindes “naturligt”.

De essays, der her følger, repræsenterer et (fra undertegnedes side) første forsøg på at udvikle hermeneutikkens diskurs i denne konstruktive retning, men naturligvis kun i den (ringe) grad, som ethvert blot teoretisk indlæg formår. Men hvis det altså allerede på et teoretisk niveau er meningsløst at foregive at have fundet en ultimativ sandhed, der ikke udspringer af dialogen og en fælles praksis, hvad gælder der så ikke tilsvarende, når det handler om etikken, politikken og retten? I det mindste retfærdiggør dette en offentliggørelse (i håbet om, at man vil tilgive mig ordspillet; i betydningen af “at gøre noget offentligt”).

Gianni Vattimo

De tekster, der er samlet i denne bog, er ikke alt for langt fra hinanden (i det mindste ikke efter min opfattelse), skønt de er skrevet i forskellige anledninger. Udvalget og revisionen er blevet foretaget af Santiago Zabala, til hvem jeg ønsker at rette en hjertelig tak for hans kompetence og for den hengivelse, som han har udvist i forbindelse med dette arbejde.