Читать книгу Nihilisme og emancipation - Gianni Vattimo - Страница 8

Som allerede anført fremhæver Vattimo i forordet til Nihilisme og emancipation, at det er første gang han udfolder de politiske og retslige konsekvenser af den svage tænkning. Men dette faktum skal dog ikke få os til at overse, at han allerede tidligere, dvs. rundt om i sine værker, enten implicit eller eksplicit, er kommet med udtalelser af væsentlig betydning for netop ret og politik. Relevant herfor har jeg allerede tidligere (i afsnit 2) henvist til Vattimos udsagn i essayet “Dialektik, forskel og svag tænkning” om, at tænkningen, når først den har tænkt svækkelsen til ende, ikke længere kan “… gøre krav på den suveræne plads, som metafysikken har tildelt den […] i forhold til politikken og den sociale praksis”: et udsagn der efter min opfattelse indikerer, at det så at sige fra begyndelsen ligger i kortene hos den svage tænkning, at den før eller siden må søge at eksplicitere det politiske i dens fremstilling af “aktualitetens ontologi”. Ikke i den forstand, at der er tale om en logisk nødvendighed, men sådan at forstå, at Vattimo allerede på et tidligt tidspunkt interesserer sig for de etiske, sociale og politiske implikationer af den svage ontologi. Også selvom han på dette tidspunkt og langt hen i forfatterskabet primært forholder sig til belysningen af etikken. Det er derfor efter alt at dømme heller ikke nogen tilfældighed, at begrebet om frigørelse (italiensk: “liberazione”) allerede indgår i undertitlen på Vattimos til dato mest udførlige og omfattende værk om Nietzsche fra 1974, Subjektet og masken – Nietzsche og frigørelsens problem.³⁵ Man bemærker her samtidig, at der i dette værk tales om frigørelse, men derimod ikke om emancipation. Hvilket formentlig skyldes, at Vattimo på det pågældende tidspunkt, dvs. i midten af 1970’erne, stadig anser emancipationen for at være et begreb, som 68-bevægelsen har lagt beslag på og dermed gjort utroværdigt. I et avis-interview i venstrefløjsavisen Il Manifesto fra d. 31/3 2004, altså præcis et år efter offentliggørelsen af Nihilisme og emancipation i marts 2003, hedder det da også i overensstemmelse hermed, at den svage tænkning oprindelig “var et forsøg på – i kraft af en ‘etisk’ afstandtagen – at svare på den voldelige degeneration af 68-bevægelsen”. Men i samme interview gøres det samtidig også klart, at det frem for alt er ideen om emancipation, der vedvarende har udgjort den idehistoriske “ledetråd” og det filosofiske omdrejningspunkt for Vattimos svage tænkning, i hvert fald i dens kendte form fra 1980’erne og fremefter: “Venstrefløjens politiske program har siden dengang forekommet mig at være programmet for en fremadskridende opløsning af alle absolutter, fra og med de, der påtvinges ideologisk i forsøget på at retfærdiggøre de ‘naturlige’ uligheder, der slet ikke er naturlige”.

Skal man, set i forlængelse heraf, pege på andre steder i Vattimos værker, som specifikt er rettet imod eller indebærer konsekvenser for politikken og retten, så kan man for eksempel henvise til diskussionen med Vittorio Mathieu i bogen En nutidig filosofi fra 1990, der ganske vist omhandler relationen mellem politik og moral, men hvor Vattimo udlægger den fremadskridende opløsning af absolutterne på følgende prægnante måde: “Det virkelige moralske fremskridt består sandsynligvis heri: I stadig højere grad at gribe til orde, til samtale, og stadig mindre til brugen af magt. Den, der taler, skyder ikke, eller burde i det mindste ikke skyde; i bund og grund er vi bare professorer”.³⁶ Jeg har endvidere allerede henvist til Vattimos omtale af tv’s (politiske) betydning i samtalen med Norberto Bobbio i Venstrefløjen i karaokens tidsalder (1994) og skal derfor ikke gentage argumentationen her. Lige så signifikant som tv’s mulige negative indflydelse på en “fornuftig” politisk offentlighed er da også Vattimos bekymring sammesteds for den ulighed og vold, hvis reduktion han ovenfor henviser til som det eneste virkelige, moralske fremskridt. Venstrefløjens krise og begrænsede politiske indflydelse anno 1994, dvs. i de syv måneder, hvor Berlusconi sidder i regering (for første gang), lader således til at have skærpet Vattimos blik for, at emancipationen ikke kommer af sig selv.³⁷ Men samtidig maner han til besindighed, idet han fastslår, at Berlusconis adkomst til magten ikke dementerer legitimiteten af en aktiv ikke-volds-filosofi med “naturligt” hjemsted på venstrefløjen: “Men jeg er ikke tilbøjelig til at revidere mine teorier, bare fordi venstrefløjen har tabt valget, tværtimod begynder jeg at få mistanke om, at jeg har ret, netop fordi denne højrefløj, der disponerer over Fininvests kanaler, har vundet”.³⁸

Relevant for politikkens og rettens genealogi hos Vattimo, som vi her er på jagt efter, forefindes der endvidere i værket Filosoffens kald og ansvar (2000) nogle interessante refleksioner over filosoffens rolle i offentligheden, og NB! ikke primært forstået som en offentligt kendt person, men frem for alt i vedkommendes egenskab af såkaldt “smagsdommer”: allerede ud fra det forhold, at Vattimo tydeligvis intet har imod at påtage sig denne rolle, kan man formentlig skaffe sig værdifulde oplysninger om de politiske implikationer af den svage tænkning. Det er jo en kendt sag, at Vattimo igennem mange år har skrevet i flere af de landsdækkende italienske aviser såsom La Stampa og Il Manifesto, og hans trang til at “forklare sig” i Filosoffens kald og ansvar skyldes tydeligvis også, at det ikke kun er i Danmark, at andre fagfilosoffer tendentielt forholder sig kritisk til et sådant “uvidenskabeligt” engagement i den offentlige debat fra filosoffens side. Denne indvending gælder dog ifølge Vattimo kun for matematikere eller for andre “hårde” videnskaber (og måske ikke engang der), men derimod ikke for filosoffen, der jo forholder sig til det, der er fælles, dvs. til “vores situation” eller aktualitetens ontologi, og derfor kan siges at være specifikt autoriseret til at udføre hvervet som offentlig debattør. I hvert fald hedder det hos Vattimo, at “… jeg ikke i sidste ende mener, at der er nogen forskel mellem det, som jeg foretager mig, når jeg underviser på universitetet, og det, som jeg foretager mig, når jeg skriver en artikel til en avis” (eller når han publicerer et værk som Nihilisme og emancipation; min tilføjelse).³⁹ Ikke desto mindre: ligesom man hos Vattimo i Jeg tror at jeg tror kan registrere en vis forlegen, men også nysgerrig undren i forhold til at fremlægge de personlige aspekter ved hans tilbagevenden til kristendommen, således kan man også her, i Filosoffens kald og ansvar anno 2000, registrere en vis blufærdighed over for, foruden et behov for at forholde sig til filosoffens politiske “kaldelse” eller til det, som Vattimo selvironisk omtaler som filosoffens “fald i det politiske” (“la caduta in politica”).⁴⁰

Refleksionerne har dog ikke blot at gøre med filosoffens rolle som offentlig meningsdanner, men vedrører også, traditionelt betragtet og i mere snæver forstand, muligheden for et “reelt” politisk engagement fra filosoffens side: Vi må her tillige huske på, at Vattimo indvælges i europaparlamentet i 1999, altså året før affattelsen af Filosoffens kald og ansvar, hvor han sidder i den socialistiske gruppe til 2004 (og hvor han altså endnu sidder på tidspunktet for affattelsen og publikationen af Nihilisme og emancipation). Vattimo argumenterer da også i forbindelse hermed for, at filosoffens politiske kald normalt tager sig anderledes ud end en “almindelig” politikers: dette eftersom filosoffen typisk er mindre optaget af de umiddelbare og konkrete resultater og i stedet ser sin politiske opgave som den at nærme sig “universaliteten”, ligesom filosoffens politiske motivation også almindeligvis er mere “pædagogisk”, optaget som han (eller hun) er af ideen om at “… uddanne menneskeheden, om at fremme menneskets forandring før end strukturernes forandring”.⁴¹