Читать книгу RenAessancens befAestede byer - Группа авторов - Страница 12

Det er ikke problemløst at anvende begrebet renæssance i historiske analyser. Som den hollandske historiker Johan Huizinga i 1920 gjorde rede for i en artikel om begrebet, er det ikke skabt som analysebegreb, men har igennem tiden været brugt af deltagere i forskellige diskurser til at markere afstand og særpræg.¹ Lige fra de selvbevidste italienske kunstnere i 1500-tallet, der ‘opfandt’ betegnelsen, over oplysningstidens franskmænd, der søgte at vise historiens ‘opstigen’, til Jacob Burckhardts opfattelse af individets frigørelse i 1800-tallet efter mønster fra ‘renæssancen’. Forsøg på at bruge ‘renæssance’ som en neutral periodebetegnelse kan ikke undgå at blive påvirket af disse mange betydningslag, der bliver båret med.

På afgrænsede områder kan man dog argumentere for, at ‘renæssance’ er anvendeligt som analysebegreb. Det kan være arkitektur eller musik eller billedkunst, hvor man kan bruge ‘renæssance’ som betegnelse for specifikke stilistiske træk. Og anvendt på den måde er befæstningskunsten måske et af de områder, hvor renæssancebegrebet er mest anvendeligt. Den engelske historiker Joh n R. Hale har således skrevet, at “the most significant of all architectural forms evolved during the Renaissance was the angle bastion … The International style par excellence of the Renaissance was that of military architecture, and its module was the angle bastion.”² For Hale er den nye bastionære befæstningsform altså så markant og distinkt, at han kan bruge den til at operationalisere renæssancebegrebet inden for arkitekturen.

Det bastionære befæstningssystem var en markant nyskabelse, der i årtierne omkring år 1500 fortrængte tidligere befæstningssystemer. Det nye system hang sammen med den stigende anvendelse af artilleri, idet det på den ene side skulle kunne yde forsvareren bedre beskyttelse mod angriberens ildkraft og på den anden side bedre selv skulle kunne udnytte ildkraften i forsvaret.

FIG. 1.

Bastionen – den mest betydningsfulde af alle arkitektoniske former i renæssancen. Her fremstillet i 1672 i Allain Manesson Mallets Der Kriegsarbeit oder Neuer Festnungsbau, Tweiter Teil fra 1672.

Først og fremmest adskilte de nye fæstningsværker sig fra tidligere ved at være et forsvar i dybden og ikke i højden. Høje mure var sårbare over for artilleribeskydning, og samtidig var de uegnede som artilleriplatforme for forsvaret. Til gengæld gjorde de det muligt overalt at se angribende fjender, og forsøg på at underminere murene kunne standses ved at kaste missiler eller hælde kogende væsker i hovedet på minørerne. Når de høje mure blev erstattet af dybe volde, opstod der døde vinkler omkring runde eller kvadratiske tårne, hvor fjenden uden for skudvidde kunne samles eller arbejde på at bryde eller sprænge hul i fæstningen.

Det var dette problem, det bastionære fæstningssystem skulle løse. Ved at placere de enkelte bastioner nøje i forhold til hinanden ville man sikre sig mod døde vinkler. Ethvert punkt af fæstningsværkets ydermure skulle kunne bestryges af forsvarernes ild, og dermed stillede udviklingen af fæstningsværker helt nye geometriske krav til konstruktørerne.

For så vidt begrebet renæssancens befæstningskunst anvendes til at skelne mellem borgens forsvar i højden og det bastionære systems forsvar i dybden, synes det derfor umiddelbart relativt ukompliceret at anvende som analysebegreb. Det bastio nære systems markante former adskiller sig klart fra tidligere fæstningssystemer. Tilmed hænger forskellen snævert sammen med udbredelsen af ildkraft, der i brede fremstillinger af periodens historie fremhæves som en skelsættende opfindelse på lige fod med bogtrykkerkunsten.³ Det synes derfor relevant og beskrivende at betegne det bastionære fæstningssystem som renæssancens fæstningssystem, idet dets form er distinkt, dets gennembrud kan kronologisk afgrænses til årtierne omkring år 1500, og dets udbredelse er snævert knyttet til en af den moderne tids vigtigste tildragelser, nemlig udbredelsen af ildkraften.

Når det virker som en selvfølge at betegne det bastionære fæstningssystem som renæssancens befæstningskunst, hænger det endvidere sammen med, at flere personligheder med noget nær renæssance-ikonisk status var med til at udvikle befæstningskunsten i disse år. Albrecht Dürer skrev i 1527 en afhandling om befæstningskunst, som dog vel at mærke ikke var baseret på det bastionære system.⁴ Leonardo da Vinci lagde vægt på sine evner som militæringeniør, og for eksempel da han søgte om at komme i Ludovico Sforzas tjeneste i 1480, præsenterede han sig først og fremmest som leveringsdygtig i militære fornyelser. Ni ud af ti punkter, der skulle dokumentere hans færdigheder, havde med militære anliggender at gøre.⁵ Endelig gav Michelangelo, der medvirkede ved befæstningen af Firenze, i et brev til Antonio Sangallo den yngre, hvis slægt i disse år udmærkede sig som de fremmeste konstruktører af fæstninger, denne noget overraskende meddelelse: “I don’t know very much about painting and sculpture, but I have gained a great experience of fortifications, and I have already proved that I know more about them than do you and the whole tribe of the Sangallos.” Det var altså vigtigt at vise sine evner udi den nye befæstningskunst, der med sin stramme regelmæssighed og symmetri spillede sammen med nye arkitektoniske idealer.⁶

FIG. 2.

Michael Roberts teori om den militære revolution tog udgangspunkt i reformerne af fodfolkstaktikken i Nederlandene i slutningen af 1500-tallet. Disse reformer blev blandt andet udbredt gennem Johann Jacobi von Wallhausens bøger.

Anvendelsen af renæssancebegrebet trækker ofte diskussioner om brud/kontinuitet i forhold til middelalderen med sig samt diskussioner om drivkræfterne i og rækkevidden af udviklingen. På det militærhistoriske felt har disse diskussioner dog gennem de seneste årtier i højere grad være bundet op på begrebet ‘den militære revolution’ end på renæssancebegrebet.

Begrebet den militære revolution blev introduceret af Michael Roberts i 1955 som betegnelse for en udvikling i forholdet individ, stat og samfund, der blev sat i gang af en række taktiske nyskabelser i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. De taktiske nyskabelser var ikke i sig selv revolutionerende, men de medførte ændringer i strategi, i hærenes størrelse, i tilvejebringelsen af ressourcerne til krigsførelsen og dermed slutteligt til dannelsen af den stærke statsmagt. En udvikling, der af Roberts selv bliver betegnet som afslutning på middelalderen og dermed indirekte knytter begrebet tæt sammen med renæssancebegrebet.⁷

Diskussionerne omkring den militære revolution er da også på mange måder forløbet efter samme mønster som diskussionerne om renæssancebegrebet. ‘Den militære revolution’ er blevet opfattet som et positivt kvalitetsstempel, og alt efter interesseområde og interesseperiode har forskellige historikere flyttet revolutionen frem og tilbage mellem 1300-, 1400-, 1500- og 1600-tallet; og mellem fodfolkstaktik, konkrete felttog, våbenteknologi, fæstningssystemer og administrative apparater. Netop det bastionære fæstningssystem er af den fremmeste eksponent for revolutionsopfattelsen, Geoffrey Parker, blevet gjort til hovedomdrejningspunktet.⁸

I Parkers version af revolutionsteorien stillede de bastionære anlæg både krav til flere og større garnisoner til at bemande dem og større krav til de belejrende hære. For eksempel blev der i forbindelse med belejringen af ‘s-Hertogenbosch i 1629 anlagt 40 kilometer fæstningsværker rundt om fæstningen, hvis egen omkreds kun var på 1,5 km.⁹

Med Parkers revolutionsteori er det bastionære fæstningssystem endt på en historiografisk kampplads, der til forveksling ligner renæssancebegrebets. Var det bastionære system ‘revolutionerende’ og markerede begyndelsen på ‘en ny tid’? Var det bastionære system et omdrejningspunkt for etableringen af den stærke statsmagt – og dermed også i en vis forstand for overgangen middelalder-renæssance?

Det er store problemstillinger, der selvfølgelig ikke lader sig behandle fyldestgørende inden for denne artikels rammer. Jeg vil derfor nøjes med at fremhæve nogle positioner og opfattelser i forhold til to spørgsmål: Kan det bastionære system udskilles som en militærteknologisk faktor, der afgørende ændrede styrkeforholdet mellem offensiven og defensiven eller belejringernes karakter? Og stillede det bastionære system fundamentalt nye krav til ressourcemobilisering, så man kan argumentere for, at det blev en afgørende drivkraft i udviklingen af den moderne statsmagt – eller omvendt fik stater til at bukke under?

FIG. 3.

Den store vægtforskel på jern-, bly- og stenkugler havde betydning for krudtmængden ved affyring af kanonerne. Kaliberstokke med angivelse af vægt for forskellige materialetyper i forhold til kuglens kaliber blev et nødvendigt redskab. Illustration fra 1630.