Читать книгу RenAessancens befAestede byer - Группа авторов - Страница 4

Renæssancen forstås i denne bog som tiden mellem reformation og enevælde, 1536-1660, men tidsrammen skal ikke tages alt for bogstaveligt. Formålet med bogen er ikke så meget at belyse renæssancen som sådan, men nærmere at undersøge et helt særligt byhistorisk fænomen: de befæstede og militariserede byer i renæssancen, disses forhistorie og endelig følgevirkningerne af dem ind i moderne tid. De fleste købstæder var dengang udprægede handelsbyer, men flere af rigets byer havde mere vidtgående funktioner, og i renæssancen var det militære aspekt ved bylivet særligt tungtvejende. Bogens forfattere analyserer topografiske, teknologiske og sociale virkninger af renæssancesamfundets militarisering på bysamfundene. Bogen omfatter studier fra det nuværende danske kongerige, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Norge og den tidligere danske del af det nuværende Sverige. De enkelte forfattere er ikke blevet pålagt at holde sig inden for perioden 1536-1660, men som hovedregel har de lagt deres hovedvægt der.

I middelalderen var de fleste købstæder omgivet af volde, grave eller andre forsvarsværker, men i renæssancen koncentrerede man rigets forsvar til en udvalgt række af stærkt befæstede byer, og man nedrev efterhånden de gamle volde i de andre byer. De befæstede byer fik et helt anderledes, militant udtryk, end man kendte i middelalderen, blandt andet for at dæmme op for en ny tids ildvåben, og fordi krigene fik karakter af store erobringstog, der førte fjendtlige hære gennem landet. Spørgsmålet om “renæssancens befæstningssystem – våbenteknologi og militærhistorie” tages op samlet af Hans Henrik Appel her i bogen, men berøres i nødvendigt omfang i de øvrige artikler. Udviklingen gav byerne nye militære udfordringer, og et par af bogens forfattere går ind på spørgsmålet, om denne ydre militarisering havde følgeskab af en indre militarisering i form af borgernes militære pligter og tilegnelse af militære værdier og færdigheder.

På det ideologiske plan så man en udvikling, hvor den ideelle by ikke længere kunne tænkes uden sammenhæng med det ideelle fysiske forsvar af byen. Det var på en måde ikke noget nyt. Den britiske byhistoriker Peter Clark beskriver, hvordan bymure og katedraler siden den tidligste middelalder havde været nøglemarkører for europæisk urbanitet og fremdeles var det middelalderen igennem.¹ Janne Kosior og Jan Kock fremlægger tilsvarende de lange linjer i den danske udvikling i deres bidrag til denne bog. Det nye var den måde, hvorpå de to størrelser smeltede sammen i begrebet byplanlægning. Hans Henrik Appel beskriver forholdet på denne måde her i bogen: “Det var det bastionære systems krav mere end noget andet, der førte til de nye regelmæssige, stringente byplaner, og det var måske det arkitektoniske element, der – i nogle tilfælde hurtigere end i andre – mest konsekvent bredte sig over hele Europa i løbet af 1500- og 1600-tallet.” Det bastionære system er betegnelsen for et forsvarsværk, der beskyttede byen og dens eventuelle borg med fremskudte voldsystemer. Disse adskilte sig fra den middelalderlige mur ved ikke primært at yde forsvar i højden, men i dybden og ved at omdanne byens eller borgens forterræn til ét stort, sammenhængende fremskudt forsvar. Det var derfor både dyrt og arealkrævende.

De to militærhistorikere David Høyer og Jens Ole Christensen har anført, at det bastionære system blev introduceret i Danmark, da den sachsiske bygmester Hans von Diskau kom til Danmark i 1558 og udkastede planer til Christian 3. for anlæggelsen af bastioner ved Krogen (Kronborg). Planerne blev realiseret med nogen forsinkelse. Københavns befæstning blev udvidet med bastioner i 1606-1624, sammenfaldende med anlæggelsen af Christianshavn (jf. Jane Jark Jensens artikel).² I det danske kongerige så man også eksempler på italiensk og nederlandsk inspireret renæssancebyplanlægning, men billedet er direkte misvisende, hvis ikke også rigets øvrige dele inddrages, som det fremgår af Thomas Riis’ artikel “Renæssancens fæstningsbyer i Slesvig-Holsten”.

Den danske forskning om denne periodes fæstningsværker har længe stået stille; det gælder især forskningen om de fæstningsværker, som omgav byerne. Der er ikke udgivet et samlet overblik over middelalderens og renæssancens bybefæstninger siden Vilhelm Lorenzens og Otto Norns værker fra 1930’erne, 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne. I disse klassiske værker er hovedvægten lagt på det arkitektoniske element. Forskningen er heldigvis begyndt at flytte på sig. 350-året for den svenske belejring af København 1658-1660 gav i 2009 anledning til et større værk, der analyserede begivenheden i lyset af centrale politiske, sociale og økonomiske begivenheder samt den militærteknologiske udvikling.³ Arkæologien har i særlig grad frembragt nye resultater. For at kunne give en samlet beskrivelse af renæssancens bybefæstninger og deres historiske kontekst er denne bog derfor skrevet af historikere, arkæologer og arkitekter.