Читать книгу RenAessancens befAestede byer - Группа авторов - Страница 6

Hvad blev så arven efter renæssancens befæstede byer, hvad var resultatet af halvandet hundrede års bestræbelser på at befæste danske købstæder, lade dem deltage i det nationale forsvar og lade dem udsætte for fjendtlige overfald og invasioner? Blev militære kompetencer en del af borgerens sociale kapital, eller var der ikke for alvor rokket ved det merkantile omdrejningspunkt i borgeridentiteten?

Det endte langt fra med en situation med en række lukkede bysamfund, som var underlagt militære myndigheder og omdannet til semi-militære enheder. I stedet var de fleste købstæder både demografisk og fysisk åbne i tiden efter renæssancen. Købstæderne fortsatte med at være en slags frie områder, selvom enevældens magtharmonisering og den almindelige udvikling selvfølgelig betød, at ingen person som sådan kunne flygte fra loven. Bortløbne bondedrenge kunne stadig gemme sig i byerne. Danske Lov fra 1683 bestemte, at vornede bønder (bønder underlagt militær tjeneste på landet og bundet til deres gods) var frie fra denne pligt efter ti års ophold i købstaden. Efter indførelsen af stavnsbåndet i 1733 blev det dog vanskeligere at undslippe sin godsejers straf. Købstædernes indbyggere havde så få militære byrder, at det i 1760’erne ikke desto mindre var almindeligt kendt, at unge karle flygtede til købstæderne for at komme væk fra stavnsbåndet og landmilitsen. De drog i stort tal til købstæderne og i særdeleshed til København. På den anden side var det også almindeligt, at bondedrengene lod sig lokke til de hvervede garnisoner. Her var livet som soldat meget hårdere end i landmilitsen, så forklaringen må være, at efter endt tjeneste blev man en fri mand.¹³ Byluften gjorde altså stadig fri.

Den primære afgrænsning af byerne blev ikke en fortifikationslinje, men noget så dagligdags som en toldgrænse. Efter nogle tidligere, fejlslagne, forsøg blev afgiften portkonsumptionen indført i 1671 på alle varer, der blev indført ad landevejene til købstæderne. Det gav anledning til opførelsen af en mængde små toldboder (‘acciseboder’), stakitbomme og træporte, og disse kom i højere grad end renæssancens befæstninger til at tegne de fleste byer udadtil. Dermed var situationen stadig den samme som den, en af rigets førende militære eksperter, rigsråd Christen Skeel, havde beskrevet i 1649, da han gik imod et ønske om indførelse af konsumptionsafgift med den begrundelse, – “efterdi vi have alle vegne åbne købstæder”.¹⁴

Renæssancens befæstede byer havde som nævnt ikke indbefattet alle købstæder, og i tiden efter renæssancen blev fæstningsanlæggene og bylivets dermed forbundne militære karakter opgivet endnu flere steder. Dette skete dog ikke i København, der tværtimod fik udbygget fæstningsanlæggene i takt med, at regeringsmagten blev konsolideret her. Mens fæstningsanlæggene blev opgivet i provinsen, skete der her en helt anden slags indre militarisering af bybefolkningen. Da der ved enevældens indførelse for første gang blev etableret en egentlig stående hær, fik købstæderne til opgave at huse disse soldater. I de store fæstningsbyer som Rendsburg, Fredericia og Glückstadt var dette især synligt, og soldaterne i 1803 udgjorde hhv. 41, 23 og 20 procent af den samlede befolkning. Byer uden fæstninger (fx Aarhus, Aalborg og Randers) kunne dog stadig have en stor andel af soldater på omkring 12-16 procent. Af de 100.000 indbyggere i Købehavn ved år 1800 var 9 procent fra garnisonerne og Kastellet som helhed. Hertil kom flådens og slottets soldater.¹⁵ I lighed med fæstningsanlæggene blev også denne dimension af købstadslivet i mange år skrevet mere eller mindre ud af byhistorien, velsagtens fordi soldaterne ikke var byens egne børn, og fordi det var svært for en senere tid at begribe og måske også forlige sig med den militære økonomis afgørende betydning for byernes eksistens og kultur.

Renæssancens befæstede byer må meget gerne inspirere til, at man i fremtidige studier lægger større vægt på de træk ved fortidens byliv, der ikke var handel og økonomi eller borgerskabskultur. Det er muligt, at det militære aspekt er blevet fremmed for os, men det var det ikke for renæssancens bymennesker.

FIG. 3.

Nedrivningen af voldene i København, 1871. Levevilkårene på den begrænsede plads inde bag voldene var i takt med befolkningstilvæksten og industrialiseringen blevet mere og mere elendige, og efter lang tids diskussion tog man fat på nedrivningen. Det frilagte areal gav plads til en monumental byplanlægning.