Читать книгу RenAessancens befAestede byer - Группа авторов - Страница 17

Med god ret karakteriserede Joh n R. Hale det bastionære fæstningssystem som det væsentligste træk ved renæssancens arkitektur. Det var det bastionære systems krav, der mere end noget andet førte til de nye regelmæssige, stringente byplaner, og det var måske det arkitektoniske element, der – i nogle tilfælde hurtigere end i andre – mest konsekvent bredte sig over hele Europa i løbet af 1500- og 1600-tallet.

Det er derfor fristende at se denne tilsyneladende sejrsgang som et udslag af en ‘revolutionerende’ eller ‘afgørende’ teknologisk udvikling, ligesom det kan være fristende at tilskrive det bastionære fæstningssystem en central rolle som omdrejningspunkt for udviklingen af de nye, stående hære og dermed også statsmagten. Som denne korte gennemgang af nogle af synspunkterne og argumenterne i debatten har vist, er der dog grund til at være forsigtig med at male med så bred en pensel.

Det bastionære system og den nye ildkraft blev et vigtigt, men ikke nødvendigvis et ‘afgørende’ element i den europæiske krigsførelse. De afgrænsede, empiriske undersøgelser af artilleri, fæstningsvæsen og konkrete belejringer viser det uholdbare i at forsøge at uddestillere ‘sejrens elementer’ og tilskrive artilleri eller fæstninger en ‘afgørende’ eller ‘revolutionerende’ betydning. Det gælder ikke bare spørgsmålet om umiddelbar succes på slagmarken, men også forsøgene på at udlede strukturelle, revolutionerende virkninger af den nye militære teknologi.