Читать книгу SpecialpAedagogik ad nye veje - Группа авторов - Страница 5

Anne Maj Nielsen

Et festskrift for Niels Egelund. Et festskrift for et festligt menneske, der elsker fest, varm humor, rammende ironi og sanseligt nærvær. En vennebog kalder den norske bidragyder det. Også meget betegnende, for Niels er god til venskaber, både i faglige og personlige sammenhænge. En venlig og fagligt saglig kritiker med et skarpt blik for potentialer i forskellige faglige perspektiver. Derfor også et fagmenneske med en uhyre omfattende berøringsflade i form af samarbejder og engagementer både nationalt og internationalt. Med et samfundsengagement der søger efter forskningens anvendelsesmuligheder og implikationer for både politisk målsætning, planlægning og tilrettelæggelse og for udvikling i det pædagogiske praksisfelt. Mod til at fremføre kontroversielle forskningsresultater og udfordre fremherskende holdninger. Mod til at involvere sig i den offentlige debat, selvom det betyder at faglige udsagn forenkles så nuancer bliver usynlige og en del kolleger og samarbejdspartnere finder det forkert. Så et festskrift og en vennebog, men ikke lutter venner i det faglige og politiske landskab.

I bogen her er det kollegers og venners faglige bidrag, der får plads. Det er en bog for de, der er interesserede i faglig udvikling inden for specialpædagogikken, artiklerne berører i særlig grad en række spørgsmål og visioner vedrørende inkludering, rummelighed og specialpædagogik. Det er også en bog for de, der er nysgerrige med hensyn til nogle andre facetter af Niels Egelunds repertoire end de sædvanligvis har mødt. Og facetter er der mange af. Tag blot de faglige etiketter: lærer – pilot – psykolog – professor. De siger noget hver især.

Lærer-perspektivet kender han indefra, bruger det i sin undervisning og i sine kritiske udfordringer til folkeskolen. Undervisning og kritiske udfordringer, der ydermere er informeret af forskningsarbejdet.

Pilot-perspektivet omfatter fx at mestre teknikken, at kunne navigere ud fra arbitrære tegn såsom radar, at tage ansvar for mange menneskers liv i vanskelige situationer ved start og landing, at skifte mellem at være fuldt opmærksom i sådanne vanskelige situationer og at hvile når alt er roligt og automatpiloten er tilstrækkelig. Pilotperspektivet er fuld af metaforer for ledelsesfunktioner, og den slags har Niels haft mange af i sit virke som psykolog og professor på universitetet.

Psykolog-perspektivet omfatter kendskab til menneskers mange former for følelser, tanker, udviklingsretninger og -vanskeligheder, og hos Niels er det knyttet sammen med et stort overblik over den sammenhæng, i hvilken disse psykologiske fænomener udvikles og kommer til udtryk.

Professorperspektivet med angivelse af forskellige faglige overblik omfatter en lang række forskningsopgaver. I forbindelse med disse fremsætter Niels bl.a. udsagn om psykologiske forhold, der til tider fremstår mere enkle i hans udsagn end i hans handlinger. I sine håndteringer af medarbejdere, studerende og andre, der kommer til hans kontor, udviser han en meget nuanceret og omsorgsfuld forståelse af sine medmennesker. Til tider kompenserer han med bramfrie udsagn i andre sammenhænge for sin nuancerede medmenneskelige forholdemåde og viser et anderledes såvel humoristisk som råt og objektiverende perspektiv.

Forskellige perspektiver, der har inspireret til blandt andet rækken af bidrag i dette festskrift.

Til lykke, Niels, med de 60 år – vi håber, at du såvel som andre læsere vil finde fornøjelse i indholdet i de følgende artikler.

Bogens første to artikler anlægger faglige og historiske perspektiver – dels på Niels Egelunds karriere og fagformidling og dels på pædagogisk psykologi og specialpædagogik.

Hans Vejleskov karakteriserer i artiklen ”Forløb, formidling og formåen” Niels’ overvældende produktivitet og brede faglige spændvidde samt hans faglige entusiasme også når det gælder at fremføre forskningsresultater, der møder modstand. I artiklen skitseres ligeledes en række problemer og udfordringer knyttet til formidling inden for det pædagogiske og psykologiske felt og nogle af de faldgruber, der lurer, når forskningsresultater inden for dette felt søges anvendt som afsæt for politisk planlægning eller intervention ud fra ideologiske vurderinger.

I artiklen ”Danish Pedagogical Psychology in Historical Perspective” beskriver Seth Chaiklin udviklingen i pædagogisk psykologi som forskningsfelt og uddannelsesfelt i Danmark. Udviklingen sættes i relation til etableringen af psykologi som fag på Universitetet – fra filosofi til psykologi med særlig interesse for psykologiens anvendelse i uddannelses-, specialuddannelses- og arbejdssammenhæng – og siden etableringen af psykologi som fag med forskellige discipliner og institutionstilknytninger i forhold til politiske beslutninger og forståelser af samfundsmæssige behov.

Artiklen viser den nære sammenhæng mellem det specialpædagogiske og psykologiens udvikling i Danmark i en periode, hvor Niels har deltaget som en af mange drivkræfter. Niels’ karriere som ikke alene psykolog og professor, men også pilot, viser et bredt interessefællesskab med blandt andet Danmarks første psykologiske forsker Alfred Lehmann.

Bogens næste to artikler vedrører kommunikation, dels fra forskere til en bredere offentlighed, dels forskere imellem og i uddannelsessammenhænge.

I artiklen ”En kommunikerende forsker” skitserer Jakob Albrecht Niels Egelunds ’medieprofil’ og karakteriserer hans forhold til journalister og medier som særegent og på alle måder en undtagelse. Artiklen skitserer både Niels Egelunds handlinger og holdninger i forhold til journalister og formidling og det billede af Niels Egelund i medierne, som både medierne selv og kolleger har debatteret. Det relateres til en karakteristik af DPU i medierne og af samarbejdet mellem DPUs kommunikationsenhed og den kommunikerende forsker Niels Egelund. Her indgår blandt andet et lille hip til mange VIP’er om at huske at omstille telefonen fra kontoret til mobiltelefonen, hvis man ønsker at kommunikere om sin forskning og samtidig passe arbejdet med møder, undervisning etc., hvorfra man i pauserne kan høre beskeder på mobilen og ringe tilbage, når det er relevant. Hvis andre forskere skal kommunikere i blot en brøkdel af undtagelsen Niels Egelunds omfang, er det måske spørgsmålet, om universitetet behøver andet end mobiltelefoner?

Artiklen ”Svensk specialpedagogik – intressant för vem?” præsenterer en lille undersøgelse af, om seniorforskere er mere interesserede i at pleje deres egen karriere end at drive de videnskabelige spørgsmål fremad? Bengt Persson rejser i artiklen spørgsmål om, hvorvidt svensk specialpædagogisk forskning er blevet en slags institutionsintern virksomhed, fjernt fra frugtbare akademiske diskussioner? Er det sådan, at forskerne i ringe grad refererer til kolleger ved andre nationale institutioner og i stedet henviser til kolleger i udlandet, som ikke konkurrerer om udkommet inden for samme felt? Læs de overraskende resultater af undersøgelsen i artiklen.

I relation til emnet var denne artikel pudsigt nok – som den eneste af alle indleverede – uden angivelse af forfatternavn ved selve teksten. Bengt Perssons navn fremgik kun af følgemailen, så i denne sammenhæng lægger hans eget bidrag ikke op til at blive ramt af de spørgsmål, han undersøger.

Spørgsmål om forholdet mellem forskningens kvalitet og forskerens orientering inden for feltet, således som det dokumenteres gennem et arbejdes referencer, er en af Niels Egelunds sjældent fremviste, men ofte røgtede kæpheste. I vurderingen af forskeres arbejde er han meget opmærksom på bredden, dybden og alderen i netop referencelitteraturen.

Bengt Perssons artikel er et godt oplæg til refleksion blandt forskere og universitetsledelse over forhold mellem faglig orientering, kvalitet og universiteternes indbyrdes konkurrence.

Bogens følgende fem artikler giver forskellige perspektiver på spørgsmål om inkludering og rummelighed i skolen.

Peder Haugs artikel ”Forskning om inkludering” berører problematikken om forhold mellem systemplanlæggeres ideologiske kategorier produceret i politiske arenaer på den ene side og på den anden side anvendelse af disse kategorier i den sociale forskning og praksis, fx i skolen. Begrebet ”inkludering/inklusion” indgår i både måldefinitioner og praksisrefleksioner, og Haug viser, hvordan der er meget forskellige forståelser af, hvad inklusion vil sige både på forskellige praksisniveauer: fra politiske mål over virksomhedsplaner til fx undervisningsformer, og inden for forskellige typer af forskning i og kortlægning af inkluderende tiltag og virkninger heraf. Artiklen problematiserer tendensen til, at inkludering i skolesammenhæng fortrinsvis er knyttet sammen med en specialpædagogisk udfordring og i mindre grad med andre spørgsmål vedrørende heterogenitet i skolen, fx køn, etnicitet og sproglig baggrund hos elever.

Implicitte idéer om skolen og skolepraksis som monolitisk, ensartet og udifferentieret udfordres, og artiklen påpeger, at sådanne implicitte idéer skjuler væsentlige forhold. Nemlig at skolen som institution og i praksis skal varetage mange forskellige funktioner og honorere krav, der kan være indbyrdes modsætningsfulde. Et af dem vedrører spørgsmålet om inkludering.

Artiklen viser bl.a. forskellige kvaliteter i undersøgelser på henholdsvis makro- og mikro-niveau, fx OECD-kortlægninger versus klasserumsstudier. De spørgsmål sådanne forskellige kvaliteter kan dels besvare og dels rejse peger ind i et af de områder, Niels Egelund i sit faglige arbejde har vist interesse for. Forskellige former for spørgsmål kalder på forskellige forskningsmetoder, noget Niels Egelund arbejder ud fra og inddrager i en del af sit eget arbejde, såvel som i sine holdninger til prioritering af forskningsindsatser og ansattes kvalifikationer på institut for pædagogisk psykologi.

Tine Fristrup undersøger spørgsmålet ”Rummelighedens retorik – om forholdet mellem politik og produktion i moderniseringen af den offentlige sektor” i artiklen med samme titel. Undersøgelsen har form af en diskursanalyse af den politiske retorik om rummelighed, der vises at være i overensstemmelse med den politiske moderniseringsretorik kaldet New Public Management. Inden for denne retorik sætter de økonomiske rammer dagsordenen for indholdsorienteringen af de offentlige ydelser, og da ”brugeren” sættes i centrum for ydelserne, kan begrænsninger i arbejdet begrundes med økonomiens rammer, men hvis kulturen i den offentlige instans, fx skolen, giver begrænsninger, betragtes de som barrierer, der bør nedbrydes gennem medarbejdernes kreative udvikling af arbejdet. Artiklen etablerer grundlag for at rejse spørgsmål om, hvordan ”rummeligheden” ”rummes” blandt deltagerne i fx folkeskolen, og hvad det betyder i den konkrete pædagogiske praksis, at den danske folkeskole fra politisk side skal være ”rummelig” i moderniseringens navn?

Artiklen skriver sig ind i debatten om forholdet mellem politiske målsætninger og pædagogiske og undervisningsmæssige institutioners forpligtelser i forhold til borgerne – ”brugerne” - en debat som Niels Egelund har bidraget til med fokus på netop borgernes rettigheder, ikke mindst de elever, der har behov for særlige tiltag. I denne debat har Niels ofte fremført, at det faglige personale, fx ledelse og lærere, skal fremme faglig professionalisme og velfunderet differentiering i forhold til eleverne i det daglige arbejde, og dermed bidrage til udvikling af skolens ”rummelighedsprofil”.

I artiklen ”På vej mod en ny og mere rummelig folkeskole” udfolder Ole Hansen visioner om, hvad en inkluderende og rummelig folkeskole betyder, hvilke nye perspektiver og kvaliteter det er nødvendigt at udvikle både i politik, i teoretisk forståelse og i praksis, og hvilke nye muligheder det kan åbne for skolen, dens medarbejdere, eleverne og deres forældre.

I artiklen fremhæves det, at perspektivet med fokus på elevernes relationer må fremmes og danne grundlag for såvel de overordnede beslutninger, som fremover træffes i nye storkommuner og ikke fordelt mellem amter og kommuner, som for indsatser i forhold til den enkelte elev i klassens og skolens kontekst. Potentialerne i dette nye perspektiv udfoldes i visioner om, hvilke nye tankeformer og diskurser, der er væsentlige blandt alle skolens medarbejdere samt i skitsering af skolen som et fremtidigt dialogcenter for heterogenitet. Desuden udfoldes det, hvad disse visioner betyder og forudsætter vedrørende opfattelser af ’fagligt indhold’, tværgående samarbejder, væsentlige ekspertfunktioner og involvering af forældre.

Med inddragelse af internationale udviklingstendenser og et historisk blik på skolen i relation til elever med særlige behov slutter artiklen med at påpege nødvendigheden af en debat om forståelsen af ’fagligt indhold’ i relation til visionerne om inklusion og rummelighed.

Artiklens visioner svarer på mange måder til dem, Niels Egelund i varierende debatsammenhænge har fremført. Blandt andet er de indgået som del af de faglige begrundelser for fagprofilen på den ny kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi på DPU, som Niels har set som en mulighed for at kvalificere væsentlige ekspertfunktioner til de kommende pædagogisk-psykologiske udfordringer i folkeskolen.

I artiklen ”Dilemmaer – som udgangspunkt for udvikling af inkluderende skolekulturer” tager Kirsten Baltzer og Susan Tetler udgangspunkt i en række af de vanskeligheder, der hænger sammen med modsætningsfulde målsætninger og krav til skolen i et inkluderende perspektiv, som også Peder Haug og Ole Hansen berører i deres artikler. Baltzer og Tetler formulerer disse vanskeligheder som dilemmaer. Dilemmaer kan håndteres som konkurrerende perspektiver, der kan åbne blikket for forskellige former for løsninger, interventioner, strategier m.v. med henblik på at udvikle ’bæredygtige og reflekterende både-og strategier’. At tænke på denne måde i dilemmaer vurderes som en konstruktiv dynamisk kraft i skoleudvikling til forskel fra at tænke i konflikter mellem forskellige hensyn.

Artiklen præsenterer idéen i ’Inkluderingshåndbogen’, der som resultat af internationalt forsknings- og udviklingssamarbejde tilbyder et gennemgribende skoleudviklingskoncept, samt forskellige måder at arbejde med skoleudvikling på ved at benytte inkluderingshåndbogens idéer ud fra fokus på udvalgte dilemmaer og i forhold til eksisterende udviklingsplaner i fire forskellige kommuner.

Arbejdet med inkluderende skoleudvikling er omfattende og byder på mange udfordringer. I artiklen efterlyses tilpasning og kvalificering af lokale skolemyndigheder og PPR-systemer til understøttelse af disse udviklingsbestræbelser.

Denne artikel peger således i lighed med Haugs og Hansens artikler på, at samarbejde og dialog mellem det målsættende politiske niveau, det rådgivende og vejledende støttesystem, forskning på området og de konkrete skolers dilemmaer har betydning for kvaliteten og udviklingsmulighederne i skolen.

Poul Nissen skriver i artiklen ”Specialundervisning af anbringelsestruede elever med og i vanskeligheder” om resultaterne af et teoriforankret specialundervisningsprojekt med fokus på adfærd, kontakt og trivsel. Projektet vedrører forskningsbaseret intervention i forhold til de 2-5% af skolens elever med omfattende adfærdsvanskeligheder, som (med henvisning til Niels Egelunds vurderinger) kræver en speciel undervisning, der trækker på særlige undervisningsmaterialer, metoder og kommunikationshjælpemidler, og som kræver en grundig undersøgelse af elevens forudsætninger og potentialer før denne specialundervisning sættes i værk.

Projektet vedrører således den type elever, som ikke kan forventes at få tilstrækkeligt udbytte af at indgå i den inkluderende skole. Undersøgelsen anlægger et integrativt perspektiv på vanskeligheder og muligheder hos eleverne Margrethe, Frederik, Joakim, Nikolaj, Ib og Henrik, der alle er blevet visiteret til projektet.

Resultaterne af projektets interventioner og deres virkninger i forhold til elevernes samlede livssituation peger på at forhold, der psykosocialt bidrager til at fastlåse identitetsudviklingen hos målgruppen, må afdækkes og danne grundlag for udredningsforankrede handlestrategier og interventioner med henblik på iværksættelse af en frigjort identitetsudvikling.

Artiklen anviser en vej til kvalificering af indsatser i forhold til den lille hårdt belastede målgruppe, som ifølge bl.a. Niels Egelunds forskning kræver specialundervisning og ikke kan forventes med fordel at blive inkluderet i skolen.

De tre følgende artikler handler om specialundervisning for voksne.

Charlotte Ringsmose fremfører i artiklen ”Ret til undervisning – Specialundervisning for voksne i strukturreformen” en række overvejelser over, hvordan undervisning for mennesker med særlige behov kan sikres juridisk og forvaltningsmæssigt. Overvejelserne begrundes med udgangspunkt i en redegørelse for udviklingen af specialundervisning for voksne og de forskellige syn på mennesker med særlige behov, der har ligget til grund for denne udvikling. Artiklen retter fokus mod udfordringer og muligheder i spændingsfeltet mellem juridiske rettigheder og fleksible individuelt tilrettelagte tilbud samt muligheder for at håndtere dette spændingsfelt i den nye kommunale struktur.

I artiklen ”Når det lykkes – Rummelighed i specialundervisning for voksne” præsenterer Charlotte Ringsmose og Vagn Sunesen resultater af ’Projekt Slusen’, et specialundervisningstilbud for voksne med henblik på at de integreres eller re-integreres i arbejdslivet. Undersøgelsen viser at ’arbejdslivet’ eller ’arbejdsgiverne’ er åbne for ansættelse af mennesker, der kan deltage i arbejdet under forudsætning af forskellige hensyn. Disse kan afklares og deltagerne kan kvalificeres gennem ’indslusningsprojektet’ med afdækning af den enkeltes potentialer og vanskeligheder. På det grundlag tilrettelægges et undervisnings- og træningsforløb tilpasset den enkelte, samt en gradvis indslusning i praktik og siden ansættelse.

I relation til flere af de øvrige artikler om rummelighed og inkluderende undervisning præsenteres her en forståelse, hvor den strukturelle ramme er til stede og undervisningens og træningens indhold tilrettelægges ud fra afdækning af de enkelte deltageres kompetencer, potentialer og begrænsninger. ’Rummelighed’ betegner i denne sammenhæng også arbejdslivets åbenhed for at ansætte medarbejdere, der kan have visse vanskeligheder. Her ses der forskelle på om den enkelte projektdeltager tidligere har være ’socialiseret’ til arbejdslivet eller ej. Projektets resultater kan ses som et eksempel på, at de lærende deltagere får gode muligheder for at se meningen med deres deltagelse og her kan opleve den indsigt, som Arnbak fremhæver betydningen af i sin artikel om læseundervisning af voksne.

Ringsmose og Sunesens artikel præsenterer resultater på et område, der også har Niels Egelunds kærlighed: at finde veje til at give det enkelte menneske mulighed for at indgå i, bidrage til og nyde godt af det samfundsmæssige fællesskab i det omfang, det er muligt på trods af vanskeligheder og begrænsninger.

Elisabeth Arnbak skriver i artiklen ”Udsigt til indsigt? Kvalitet i læseundervisning for voksne” om betydningen af, at voksne med behov for læseundervisning forstår og i selve undervisningstilbuddet oplever, at sådan undervisning er meningsfuld for deres livs- og beskæftigelsesmuligheder. Sådan indsigt er nødvendig motivation for at lære gennem undervisningen. Imidlertid stiller det krav til undervisningstilbuddets tilrettelæggelse og indhold, hvis det skal åbne mulighed for sådan indsigt. Tilrettelæggelse af tilbud besluttes af systemdesignere med ringe kendskab til læseforskning, hvilket fører til at mange tilbud mangler de kvaliteter, der kan åbne mulighed for indsigt hos både de voksne, der undervises i læsning, og hos de undervisere og planlæggere, der søger indsigt med henblik på kvalitetssikring af tilbuddene. Artiklen efterlyser den nødvendige dialog mellem systemdesignere og forskning på området i lighed med efterlysningerne hos Haug, Hansen samt Baltzer og Tetler.

Niels Egelund har ikke behov for læseundervisning, han er selv en særdeles hurtig læser med evne til klar tematisering af og overblik over det læste. Denne evne benytter han flittigt i sit arbejde som forsker og underviser, ligesom han arbejder på at udvikle dialog mellem forskning og systemdesignere i det politiske system. Arnbaks artikel peger således ind i et af Niels Egelunds centrale virkefelter, ligesom artiklen fremhæver læsningens betydning for mennesker i nutidens samfund, hvilket også er en af Niels Egelunds hjertesager – ikke mindst udtrykt i forbindelse med mangfoldige drøftelser af PISA-undersøgelsen og dens implikationer.

Den afsluttende faglige artikel handler netop om PISA-undersøgelsen og problematikker i tilknytning hertil.

Lena Lindenskov står for den del af Niels Egelunds virke, der omhandler PISA problematikker. Samtidig bidrager Lindenskov til den fag-faglige side af bogens bidrag, idet matematikken er hendes område. Således bevæger artiklen sig, som Arnbaks, ind i spørgsmålet om matematikkens vinkel på ”literacy”. Med angivelse af en form for ”matematikkens taksonomi”, hvorved matematikken operationaliseres i relation til matematikkens rolle i den enkeltes private liv, arbejdsliv, sociale liv og som borger.

Samtidig rejser forfatteren diskussionen om PISAs rolle – ikke mindst som grundlag for at behandle spørgsmål om, hvilken uddannelsesstruktur og undervisning, der bedst forbereder de unge til at blive fuldgyldige medlemmer i samfundet – herunder også de unge, der har haft uheldige livsvilkår.

Sidst, men absolut ikke mindst, findes en oversigt over Niels Egelunds CV, Publikationer og uddrag om ham fra den Blå Bog. Dette er redigeret af Dorte Marie Søndergaard. Egelunds meriter spænder over kvalifikationer som lærer, befalingsmand, dr.pæd., flyveinstruktør, pilot, klinisk psykolog, flyvechef og professor samt diverse ledelsesfunktioner og medlemskaber af råd og nævn, fra lærerråd i 1970 til globaliseringsråd i 2005 – og meget meget mere.

I en festlig sammenhæng for et par år tilbage karakteriserede en medarbejder på Institut for Pædagogisk Psykologi Niels Egelund som instituttets far: ”Han beskytter instituttets medarbejdere mod al den turbulens, der karakteriserer DPU, og søger at give plads for idéer og initiativer inden for instituttets opgaver og rammer. Det føles som at blive sat i en sandkasse med en masse opgaver og legemuligheder og kolleger, der gerne vil lege.”

De fleste kan genkende metaforen som karakteristisk for instituttet med Niels som leder – og med Niels som sparringspartner i faglige sammenhænge.

Glæd dig til at læse nogle af resultaterne af denne ’sparring i sandkassen’ i resten af bogen.

Anne Maj Nielsen er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Institut for Pædagogisk Psykologi.

amn@dpu.dk