Читать книгу SpecialpAedagogik ad nye veje - Группа авторов - Страница 9

Doktorafhandlingen (1990) havde den ikke særlig lyriske titel: Prædiktion af interventionsudfald for 46 elevers ophold på heldagsskole – En multivariant, systemteoretisk orienteret efterundersøgelse, og kan siges at være ”forløbsagtig” i ikke mindre end tre henseender:

 Den er sidste led i et længere forløb af redegørelser for undersøgelser af de 46 heldagsskoleelever: Først to rapporter til X-købing og dernæst tre publikationer (Egelund 1979; 1982; 1990). Den (af etiske grunde) upublicerede licentiat- eller ph.d.-afhandling var en intensiv, kvalitativ forløbsundersøgelse af fire af de 46 elever, mens bogen fra 1979 navnlig beskrev eleverne og deres ”tilpasning” uden mange teoretiske overvejelser.

 Den handler – med sin såkaldt økologiske referenceramme – om et forløb fra bedsteforældre over forældre til barn.

 Den undersøger forløbet over adskillige år fra den enkelte elev begynder i heldagsskolen og videre frem til han eller hun vender tilbage til den almindelige skole igen, hvad 37 af de 46 gjorde, eller kommer andetsteds hen – og over endnu flere år retrospektivt.

Arbejdet er overordentligt ”multivariant” – både med hensyn til antallet af variable og med hensyn til metode. De forskellige variable opdeles i individforhold, interpersonelle forhold og miljøforhold, og metodisk rækker arbejdet fra udnyttelse af testresultater over analyse af journalmateriale til mere end 500 interview med lærere, forældre og eleverne selv. Det har været morsomt nu at genlæse bedømmelsesudvalgets indstilling til konsistorium og min opposition ved forsvaret d. 14. dec. 1990. Førstnævnte roser især det omfattende kendskab til foreliggende forskning på feltet, den overlegne beherskelse af mange statistiske metoder og den overskuelighed og stringens, der – på trods af de overmåde mange variable – præger fremstillingen. Sidstnævnte omhandler især kapitel 5, ”Teoretisk ramme”, som er et ”taknemmeligt” emne, da der ifølge sagens natur altid kan sættes spørgsmålstegn ved, at de og de variable er medtaget, men ikke disse, og sås tvivl om fordelingen af mange variable for tre generationers vedkommende på individ-, miljø- og samspilsforhold. – Hovedresultatet var, at

”når der korrigeres statistisk for ”elevtype”¹ og ”placeringens rigtighed”² … bliver de bedst forklarende prædiktive [variable] med formodet primær kausal relation: Farforældres boligforhold; Neurotiske træk hos mødre; og Fædres holdning til egen skolegang. … Når de signifikante og stabile, formodet epifænomenalt relaterede variable medinddrages, kommer Fuldførelse af krav (under heldagsskoleopholdet) med …

Udtrykt på dagligdags dansk viser analyserne, at faderens kulturelle-skolemæssige status, moderens personlighedstræk og elevens måde at klare krav på, når læreren ikke er til stede, i høj grad at kunne forudsige de 46 elevers forløb år efter interventionens afslutning”³ (Egelund 1990: 278).

Efter min opfattelse er den sidste sætning ikke helt dagligdags dansk, men den siger meget. For det første: Efter hundredvis af ksi²-test og talrige regressions- og variansanalyser mv. viser det sig, at om et heldagsskolebarn senere kommer til at fungere nogenlunde godt i den almindelige skole, kan man i store træk forudsige ud fra

 farforældrenes boligforhold

 faderens holdning til egen skolegang

 moderens personlighed (neuroticisme)

 barnets tilbøjelighed til at leve op til krav ”i ubevogtede øjeblikke”.

Den siger for det andet, at det var en god idé på én gang at inddrage tre generationer og at arbejde med både miljøforhold, samspilsforhold og individuelle træk. For det tredje siger den i sammenhæng med Niels’ overvejelser over de kvalitative resultater og over andres tidligere undersøgelser, at alt dette – i hvert fald når det gælder sådanne elever – hænger ganske godt sammen og giver et langt bredere perspektiv på det forebyggende og pædagogiske arbejde – skønt man på den anden side må undre sig over, at netop disse fire faktorer statistisk set har så stor forudsigelsesværdi. – Hermed kommer vi imidlertid til et fjerde forhold:

”Jeg vil slutte med at sige, at dette arbejde er et godt stykke håndværk inden for en tradition, som ikke har haft megen opmærksomhed, ja, som vel snarere er blevet afvist, herhjemme de senere år. Man kunne sige, at arbejdet umiddelbart er af konstaterende og ikke af perspektivgivende art; man fristes måske ligefrem til at sige: ”Nå, forholder det sig sådan! – Men hvad så?” – Men som allerede nævnt giver det faktisk anledning til talrige spørgsmål om sammenhænge og manglende sammenhænge, der umiddelbart undrer en. I nogle tilfælde gælder spørgsmålene forhold, man ellers blot har taget for givne, fx at mødre generelt øver større indflydelse på børn end fædre, eller at socio-kulturel status er en særdeles vigtig faktor. Megen psykologisk-pædagogisk forskning har jo karakter af, at man aldrig når til noget overraskende, men gerne får sine meninger, forventninger, antagelser bekræftet – og mange vil da nok også være tilbøjelige til at afvise undersøgelsen her på punkter, hvor den overrasker dem, og fx sige: Er det ikke meget få børn? Meget specielle børn? Børn fra kun én heldagsskole?

Men doktoranden har jo aldrig været bange for at skabe røre og gå mod strømmen i den pædagogiske hovedkanal – og i længden står vi alle os ved, at der bliver brugt forskellige metoder – og [navnlig af at der bliver] sat spørgsmålstegn.

Arbejdet her er ikke højtflyvende, men det lander. Det er ikke lydmursbrydende, men roligt, stundom meget roligt, fremadskridende. Det er ikke kunstflyveri i særprægede baner, men den første så grundige analyse af sin art herhjemme. En airbus har også sin berettigelse!” (Vejleskov 1990).

Alfred Binet har i mange år kun været kendt som ”intelligensprøvernes fader” – og derfor ikke været særlig højt estimeret(!). Men faktisk var han en yderst seriøs og alsidig psykolog, der bl.a. inspirerede Jean Piaget med sine kvalitative undersøgelser om børn og unges måde at ræsonnere på under løsning af forskellige typer problemer. Hvis Niels tilsvarende kun opfattes som den pædagogiske psykolog, der står for den danske del af PISA-undersøgelsen og lignende, overses ganske, at han med andre undersøgelser og ikke mindst disputatsen i højere grad end så mange andre lever op til Karl Poppers såkaldt ”kritiske rationalisme”: At det er falsificering af ens antagelser, der giver ny erkendelse – og ikke bekræftelse af, hvad man i forvejen ved (eller tror at vide).⁴