Читать книгу SpecialpAedagogik ad nye veje - Группа авторов - Страница 6

Bertel Haarder

Ingen går forgæves til Niels Egelund efter en kommentar til oplysninger om tingenes tilstand i skoleverdenen. Få er de centrale undersøgelser om folkeskolen gennem de seneste år – ja, efterhånden mange år – som ikke har fået en tydelig kommentar med på vejen fra Niels Egelund. Alle med interesse for den danske grundskole er derfor gang på gang blevet konfronteret med Niels Egelund, med kommentarer, som huskes, og som bidrager til at forme egne og andres tanker om skolen. Meget sjældent på en måde, som på kort sigt bidrager til øget konsensus i den samlede skoleverden! Men ofte i form af kompromisløse bidrag, som nødvendigvis bør tænkes med i debatten om skolens udvikling.

Mange er de undersøgelser og ministerielle projekter om især folkeskolen, som har Niels Egelund som en central og aktiv bidragyder. Det gælder aktuelt især PISA-undersøgelsen, OECD’s Programme for International Student Assessment. Oprindelig, da PISA startede med første runde i 2000, var det med ansvar for undersøgelsens belysning af de personlige kompetencer. Senere blev det – og er aktuelt – endvidere i rollen som formand for det danske PISA-konsortiums bestyrelse og som ansvarlig for gennemførelse af undersøgelsen i Danmark. PISA er uden tvivl den undersøgelse, som i kølvandet på 90’ernes IEA-undersøgelse af især elevernes læsefærdigheder i størst udstrækning har bidraget til selvransagelse i den samlede danske skoleverden. PISA har givet os en klar indikator på, at de danske elevers potentialer ikke udnyttes godt nok, at vi i Danmark ikke er gode nok til at løfte de socialt dårligst stillede, at vi har meget dårlige resultater i naturfag, og – frem for alt – at alt for mange forlader grundskolen med meget alvorlige læseproblemer. Hertil kommer de helt særlige problemer, undersøgelsen har afsløret blandt de tosprogede elever, hvor PISA-København viser, at over halvdelen af denne elevgruppe i 15-16-årsalderen mangler funktionelle læsefærdigheder.

PISA er et projekt, som involverer et meget stort antal forskere og eksperter – internationalt såvel som i Danmark. Uanset hvilken rolle Niels Egelund har og har haft i PISA, er det ikke mindst i formidlingen af og i debatten om PISA, Niels Egelund indtager en markant position. Det gælder på de store debatmøder med de få, men højtråbende PISA-kritikere, og det gælder især på de mange seriøse debatmøder på skoler og i foreninger, hvor de mange interesserede lærere, skoleledere og forældre får en saglig, seriøs og nuanceret indføring i PISA-resultaterne samt bud på de initiativer, resultaterne kan give anledning til.

Niels Egelund har tjent skiftende ministre som personligt udpeget medlem først i Folkeskolerådet og nu i Grundskolerådet. I dette arbejde har han med engagement påtaget sig rollen som producent af oplæg til debatterne i rådene. Hans pen og argumenter har derfor præget den rådgivning, som ministre har modtaget, først om folkeskolen og nu om hele grundskolen og ungdomsskolens virke.

Om nogen har Niels Egelund argumenteret for en rummelig og fleksibel skole. Hans overvejelser om specialundervisningens opgaver og organisation har fået mange af kritikerne til at forvandle sig til kustoder, der advarende har løftet nøgleknippet. At han samtidig holder fast ved, at der ikke må gås på kompromis med fagligheden, har bragt mange nøgleknipper til fald mod hans formastelige hovedskal. Men Niels Egelund formulerer gerne krav til lærerne og går slet ikke med på diskussionen om ressourcer til skolen som forudsætning for forandringer. Tværtimod påpeger han, at Danmarks Lærerforenings fastholden ved ressourcedagsordenen i realiteten sætter foreningen uden for døren, når de store spørgsmål skal forhandles. Det synspunkt er ikke populært.

Han er ekspert i at prikke hul på myter og vanetænkning. Han har tydeligvis allergi over for en række hævdvundne antagelser, f.eks. om sammenhængen mellem ressourcer, timetal, klassestørrelser på den ene side og elevens kundskabstilegnelse på den anden.

Niels Egelund går ikke efter de lette og populære standpunkter. Det er blandt andet derfor, at der overalt er bud efter ham. Regeringen har senest bedt ham om at indtræde i Globaliseringsrådet, hvor fremtidens udfordringer er sat på dagsordenen. En væsentlig del af dette arbejde vil komme til at dreje sig om, hvordan vores uddannelser kan styrkes, og hvordan det kan forhindres, at vi sakker bagud i forhold til andre lande. Regeringen vurderer, at Niels Egelund besidder den analytiske kapacitet og viden om uddannelsesspørgsmål, nationalt og internationalt, der skal til for at frembringe nye utraditionelle løsninger på de danske svagheder ved skolen og uddannelsessystemet.

Arbejdet i Globaliseringsrådet vil kræve udsyn og hastighed. De egenskaber besidder Niels Egelund i særdeleshed. Kun få professorer i Danmark har et gyldigt erhvervsflycertifikat, som de aktivt vedligeholder. Det utraditionelle er også Niels Egelunds varemærke. Han er svær at sætte i bås, og godt for det.

Med sit ønske om øget anvendelse af den pædagogiske forskning i folkeskolen kunne han være blevet en fremragende rektor for DPU, men dertil er han øjensynligt for kontroversiel.

Bertel Haarder er undervisningsminister