Читать книгу SpecialpAedagogik ad nye veje - Группа авторов - Страница 8

Betragter man personen, synes han umuligt at kunne være på vej til at fylde 60 år, men læser man spalten i ”Blå bog”, synes han for længst at måtte være blevet pensioneret. Og sådan er der i det hele taget noget modsætningsfyldt ved Niels Egelund: Pilot med begge ben på jorden. Rebel der gør karriere. Klinisk psykolog der arbejder kvantitativt. Professor i specialpædagogik uden primært at arbejde med undervisning af én særligt stillet gruppe. Institutleder og universitetslærer med specialevejledningsantalsrekord og alligevel både forskende og skrivende på livet løs. Debattør med skarpe replikker sagt med umiskendeligt fynsk tonefald …

Niels blev mag.art. i psykologi ved Københavns Universitet i 1976, otte år efter sin lærereksamen fra Odense Seminarium og seks år efter sin uddannelse til trafikflyver. I studietiden arbejdede han som pilot og har næppe haft hverken sind eller tid til at deltage i datidens palaverprægede studenterliv. Tværtimod har han givetvis været særdeles effektiv, og han var optaget af empirisk arbejde i en tid, hvor metapsykologi ellers var i højsædet. Jeg kan ikke tænke mig, at nogen af hans eksamensarbejder indledtes med en redegørelse om overgangen fra feudal-til industrisamfund! Niels var højtflyvende nok i virkelighedens verden.

Niels blev ansat som adjunkt i klinisk psykologi ved Lærerhøjskolen i 1979 og lignede på ingen måde hverken professor Reimer Jensen eller sin forgænger, lektor Kirsten Vedel Rasmussen. Umiddelbart udviste han hverken den professionelle empati eller den individorienterede tilgang, som de to i rigt mål lagde for dagen, og som generelt forbindes med psykoterapi. Men han fungerede godt – og særdeles effektivt – på den for ham karakteristiske måde.

Den gang var alle psykologer og pædagoger samlet i ét stort – for stort – institut, men fra gammel tid var der endnu tætte forbindelser mellem os ansatte i klinisk psykologi og i udviklingspsykologi oppe på det såkaldte ”Høloft” – en betegnelse der smukt skjulte, at loftet oprindeligt havde været indrettet som skydebane for tyskerne! – så Niels og jeg så en del til hinanden uden direkte at samarbejde – ud over at jeg hyppigt måtte være med til at bedømme de stillingsansøgninger og afhandlinger, som Niels fremsendte i en lind strøm.

Allerede to år efter ansættelsen som adjunkt kom det rebelske frem igen: Niels udgav ”Klassekvotient og specialundervisning”, hvori han påpegede, at der ikke var statistisk belæg for den antagelse, at færre børn fik behov for specialundervisning, hvis antallet af børn i klasserne var mindre, og ”Klassekvotienten”, der belyste, at det ikke syntes rimeligt at fastholde små klassestørrelser, hvis formålet var at fremme elevernes faglige niveau og klassens sociale funktion (Kruuse & Egelund 1981; Egelund 1981). Disse konklusioner passede naturligvis ikke Danmarks Lærerforening; den passede heller ikke de mennesker, som Jørgen Dich otte år før havde kaldt ”den herskende klasse”; og den passede skam heller ikke en stor gruppe ”politisk korrekte” medarbejdere på Lærerhøjskolen, som til min store overraskelse indsamlede underskrifter til en kraftig undsigelse af den formastelige (jf. Vejleskov 1981). Reaktionen har næppe overrasket Niels, men frygt for, hvad ”man” måtte mene, lå ham fjernt. At formidling af undersøgelser på ”varme” områder så er sin sag, vender jeg senere tilbage til.