Читать книгу At taenke eksistensen - Группа авторов - Страница 10

1 Jeg forbigår i fremstillingen begrebet eksistensteologi; dels fordi det tidsmæssigt udformes senere end de to andre begreber, og dels fordi det emnemæssigt er mindre centralt placeret i denne antologi. Torben Brammings bidrag repræsenterer dog her en undtagelse. Men kort fortalt kan man måske sige det sådan, at betegnelsen “eksistensteologi” traditionelt – og her navnlig i en dansk teologisk kontekst – henviser til Rudolf Bultmanns afmytologisering, idet Bultmann op imod Karl Barths dialektiske teologi, som hans eksistensteologi er nært beslægtet med, fremhæver endeligheden som den uomgængelige adgangsvej til evangeliet. For en videre behandling af emnet, se Brammings bidrag.

2 Titlen på 2. bind er netop “Existenzerhellung” eller altså “eksistensoplysning”.

3 Dette annonceres allerede i titlen til Pareysons disputats om Jaspers fra 1939, hvor der henvises til dennes “eksistensfilosofi” (La filosofia dell’esistenza e Carlo Jaspers, jf. litteraturlisten).

4 Jeg tænker her på hans essay fra 1938, “Esistenziale ed esistentivo nel pensiero di Martin Heidegger e di Karl Jaspers”, i Pareyson 2001: 141-73. For Pareysons tidlige kritik af Jaspers’ filosofi, der i sidste ende fornægter friheden, se undertegnedes bidrag i denne antologi. Löwith anføres kun i forbigående hos den tidlige Pareyson, og der henvises ikke eksplicit til teksten “Eksistensfilosofi” fra 1932.

5 Heidegger uddyber som bekendt i Ein Brief über den Humanismus (Heidegger 1975), samt polemisk op imod det, som han anser som Sartres “misbrug” af hans filosofi i Væren og Intet, sin egen udlægning af Dasein i Sein und Zeit som en ek-stase ud fra væren, hvor det at ek-sistere præcis består i at stå i værens lysning som “værens hyrde” o.a. Den eneste sande eksistentialisme må derfor også for Heidegger være en såkaldt “ek-sistentialisme”: 72 ff.

6 Et foredrag, som Sartre efter sigende havde holdt på den mest skødesløse facon med hænderne i lommen.

7 Det er som bekendt med sine indledende ord i Gjentagelsen (1843), at Kierkegaard omtaler denne antikke overlevering (SV III: 193). Tilsvarende hedder det i et brev fra Kierkegaard til svigerinden Henriette Kierkegaard fra 1847: “Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Nægter Nogen, at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger. Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok”.

8 Et udtryk, som jeg låner fra Sune Liisberg, jf. litteraturlisten.