Читать книгу At taenke eksistensen - Группа авторов - Страница 3

Indledning JENS VIGGO NIELSEN

Оглавление

Nævner man ordene “eksistentialisme” eller “eksistensfilosofi” inden for en lukket fagfilosofisk kreds, så vil der ofte blive trukket en smule på smilebåndet. Det er som om disse betegnelser – både blandt hardcore positivister og benhårde poststrukturalister – signalerer filosofisk letbenethed, populisme eller generel intellektuel uvederhæftighed. Eksistentialismen og eksistensfilosofien fremstår med andre ord efterhånden som filosofiske positioner, som man ikke, hvis man ellers tager sig selv seriøst som tænker, kan tage seriøst.

Sandt er det da også, at eksistenstænkningen, som jeg her overordnet eller samlet set foretrækker at kalde enheden af de to oven for anførte filosofiske skoler (se s. 23ff.), i efterkrigstiden nød enorm popularitet og udbredelse som filosofisk skole – måske særligt i akademiske kredse, men også mere bredt kulturelt. I Danmark var vi måske – med et filosofisk geni som Kierkegaard og hele den eksistensteologiske diskussion i og omkring Tidehverv – særligt prædisponerede for eksistentiel tænkning, men der var også samtidshistoriske forhold af mere international karakter, der bekræftede og gjorde eksistenstænkningen aktuel som filosofisk position. Ja, man kan måske ligefrem med fare for reduktionisme tale om en tidsånd, som frem for alt var præget af diverse former for eksistenstænkning: En tidsånd præget af angst, fremmedgjorthed, absurditetserfaringer, fornemmelser af manglende moralsk og eksistentielt fundament, og Guds øjensynlige fravær. Men det var også en tidsånd kendetegnet ved skiftevis optimisme og pessimisme på menneskehedens vegne (menneskets muligheder som menneske), og nu og da ved en udbredt eksistentiel kynisme som den, der præger nogle af den amerikanske populærkulturs fineste frembringelser fra denne periode – hard boiled-detektivromanerne og deres filmiske pendant, film noir’en.

Denne popularitet aftog dog mindst ligeså hurtigt, som den var opstået, da marxismen i slutningen af 1960’erne og for fuld skrue i 1970’erne gjorde sit indtog som intellektuelt og kulturelt pejlemærke. Nu var det ikke længere hiin enkelte, der var udgangspunkt, men derimod samfundet, klasseforskellene, strukturerne, det kapitalistiske system etc. Forfattere og tænkere, der som Sartre forsøgte at forene sin eksistentialisme med marxistiske indsigter, måtte se sig marginaliserede, efterhånden som strukturalismen og herhjemme kapitallogikken indtog den filosofiske scene.

Sideløbende hermed har eksistenstænkningen dog fastholdt et vist tag i gymnasiers og højskolers undervisning. Her efter devisen, at den er nem at forholde sig til, da den handler om et så fundamentalt forhold som mennesket selv og dets placering i verden. Men også i teologiske kredse har spørgsmålene om eksistensen og tilværelsens mening i Guds angivelige fravær fastholdt deres relevans. Og så har eksistenstænkningen på sin vis også – måske i en misforstået version – sejret som generel lommefilosofi eller attitude i livstilsmæssig henseende; det, der ofte præcis omtales som “eksistenstialismen” i vurgærfilosofisk eller dårlig forstand. Det er således ikke svært at se spor af denne tænkemåde i selvforståelsen hos de forskellige selvrealiseringsstrategier og livsæstetiske tendenser, der præger kulturen i det senmoderne samfund. Her er eksistenstænkning perverteret til narcissisme, menneskets fordømmelse til frihed perverteret til ubegrænset selvudfoldelse og galopperende egoisme, ligesom kritikken er reduceret til neoliberal selvgodhed og selvtilfredshed.

Men kan det virkelig passe, at der – aktuelt betragtet – ikke er filosofisk gods i eksistenstænkningen? Lader eksistenstænkningens relevans sig med andre ord i dag reducere til de livsstilsfilosofiske tendenser, der just er blevet fremhævet, eller kunne man tænke sig, at der var andet og mere på spil i de positioner, som vi traditionelt har betegnet som “eksistentialistiske” eller “eksistensfilosofiske”? Sådanne spørgsmål, og i det hele taget spørgsmålet om eksistenstænkningens aktuelle relevans som seriøs filosofisk position, er udgangspunktet for denne antologi. Sigtet hermed burde være klart. På den ene side er det vores ønske gennem filosofi- og idéhistoriske analyser at nuancere vores billede af eksistenstænkningen forstået som en differentieret filosofisk skoledannelse – måske er eksistenstænkningen historisk set andet og mere end vores fordomme om denne tankeretning? En tankeretning eller altså “skole”, der ret beset kun kan kaldes skole i den forstand, at dens forskellige repræsentanter har nogle grundtræk til fælles, ud fra hvilke de hver især søger eller stræber i vidt forskellige retninger. Og på den anden side ønsker vi at rejse spørgsmålet om eksistenstænkningen som en filosofisk position med en plausibel nutidig relevans og aktualitet; en aktualitet, der altså ikke uden videre lader sig reducere til blot og bar selvrealiseringsstrategi eller vulgariseret livsstilsfilosofi, men som indeholder indsigter af blivende filosofisk værdi. Netop med dette opdrag for øje indgår der derfor også i antologien kritiske indlæg, hvor der stilles skarpt på mangler og problemstillinger i det teoretiske inventar og begrebsapparat, der forekommer hos de tænkere, som på forskellig måde forstår sig selv som enten eksistensfilosofiske eller eksistentialistiske.

I antologiens første sektion udpeger vi i forlængelse heraf to spor og temaer, som gerne skulle kunne tjene som en slags tværgående “læsevejledninger” for den interesserede læser, der ikke er bange for at tage begrebets anstrengelse på sig, spor og temaer, som efter vores opfattelse slynger sig igennem om ikke alle, så i hvert fald på tværs af flere af antologiens tekster. Men vi tillader os samtidig hver især at udtale os som andet og mere end redaktører, nemlig qua interesserede i eksistenstænkningens grundproblematikker. Heraf netop den valgte titel “perspektiver”. Mere præcist har vi i to særskilte afsnit valgt at fokusere på det, som efter vores opfattelse udgør de to mest væsentlige emner eller fokuspunkter: 1) Selve eksistensbegrebet, 2) En genealogisk undersøgelse af begreberne om eksistentialismen og eksistensfilosofien i deres indbyrdes varierende konstellationer. Hertil kommer for det tredje, og som et lige så væsentligt om end indirekte fokusfelt, spørgsmålet om eksistenstænkningens aktualitet, hvilket vi dog primært vil lade være op til de enkelte bidrag at komme frem til et svar på, foruden til den enkelte læser af antologien.

Hver på deres måde spidsformulerer de udvalgte tekster i hovedsektionen således i større eller mindre grad – det være sig implicit eller eksplicit – idéer om, hvordan man i dag må gentænke spørgsmålet om eksistensen, og hver på deres måde indrangerer de i ét hermed begreberne om eksistentialismen og eksistensfilosofien i forskellige betydninger og konstellationer, ligesom de også forholder sig til spørgsmålet om eksistenstænkningens aktualitet – eller manglen på samme – af de således fremskrevne positioner. Man kunne selvsagt have anlagt andre perspektiver på emnet, men vi er ikke desto mindre af den formening, at det perspektiv eller rettere de perspektiver, som antologiens artikler til sammen anlægger, udgør det mest givtige, som man i dag kan komme frem til inden for en dansk kontekst.

Emnemæssigt har vi, som bogens titel i sig selv indikerer det, valgt en “klassisk” tilgang i den forstand, at det er filosofien – eksistenstænkningens centrale positioner i skikkelse af Søren Kierkegaard, Martin Heidegger, Karl Jaspers, Jean-Paul Sartre – og den idéhistoriske tilgang til samme, der udgør det gennemgående omdrejningspunkt i antologien. Den opmærksomme læser vil måske her spejde forgæves efter bidrag, der tager den russiske eksistentialisme under behandling (Berdjaev m.fl.), herunder de russiske udvandrere og efterkommere af udvandrere, der i efterkrigstiden med denne inspiration i bagagen har bidraget til bl.a. Kierkegaard-forskningen (såsom i Danmark Gregor Malantschuk og i Frankrig Leo Sjestov). Men i mangel af bedre kan vi her henvise til den udvalgte bibliografi for videre selvstudier og fordybelse.

Samtidig hermed har vi dog også tilstræbt at komme ud over de gængse fremstillingers fysiognomi i den forstand, at vi ud over bidrag om ovenstående præsenterer en række artikler, der enten i “geografisk” henseende inddrager nye relevante positioner i eksistenstænkningens synskreds, som hidtil har befundet sig uden for denne, eller som ikke tidligere har været belyst inden for en dansk kontekst. Dette gælder ikke mindst for Søren Gosvig Olesens og undertegnedes respektive bidrag om den italienske filosof Luigi Pareyson. Ligesom antologien tager forfattere under behandling (det være sig danske eller udenlandske), der enten traditionelt regnes med til litteraturen, sådan som det er tilfældet med Jørn Boisens artikel om Camus, eller som sædvanligvis forbigås herhjemme i en behandling af eksistenstænkningen, hvorunder man eksempelvis kan fremhæve Robin May Schotts bidrag om Simone de Beauvoir. Og endelig kommer Jonas Holst i sit bidrag ind på sådanne tænkere såsom Hannah Arendt, Hans-Georg Gadamer og Emmanuel Lévinas, der normalt ikke regnes med til kredsen af eksistenstænkere.

Anders Dræby Sørensens artikel, der præsenterer læseren for de væsentligste hovedlinjer inden for psy-fagenes indoptagelse af denne tankeretning, dvs. inden for det 20. århundredes psykiatri, psykoterapi og psykolog, indgår også som et led i denne redaktionelle bestræbelse på at undgå “den slagne vej”, som har kendetegnet mange af fortidens fremstillinger af eksistenstænkningen og dens hovedrepræsentanter. Vi har endvidere bestræbt os på at komme frem til en fremstilling, der var afbalanceret i den forstand, at den både vægter den internationale dimension og samtidig medtager bidrag af særlig interesse og relevans inden for en dansk kulturel kontekst: Man kommer her selvsagt ikke uden om Søren Kierkegaard, der belyses og diskuteres i såvel Niels Thomassens som i flere andre bidrag – selvom Kierkegaard ganske vist i denne henseende må betragtes som omtrent lige så “international”, som han er “national”, dvs. dansk. Men også Johannes Sløks eksistentialismeforståelse, som Peter Kemp og Paw Amdisen hver på deres måde fokuserer på i deres indlæg, indtager her helt naturligt en central placering. Hvad artiklernes citater angår, så holdes de generelt i selve brødteksten på dansk, mens de fremstår på originalsproget i noteapparatet.1

Det er set i forlængelse heraf redaktionens formening, at antologien vil være velegnet som undervisningsmateriale på universiteter, professionshøjskoler og seminarier. Ligeledes er det vores forhåbning, at den kan finde sin målgruppe hos den læser, der i forvejen er inde i de basale grundbegreber for det 20. århundredes filosofi, eller som i forvejen er bekendt med en eller flere af eksistenstænkningens centrale positioner, det være sig Kierkegaard, Sløk, Jaspers, Heidegger, Camus, Beauvoir, Pareyson eller Sartre, og som gerne derfra specifikt vil udvide sin forståelse af denne tankeretning og tillige af dens placering inden for filosofien i almindelighed. Antologiens sigte er med andre ord relativt smalt, dvs. primært henvendt til fagfolk eller den “velbevandrede filosofiske læser”, og hvad angår sprogets tilgængelighed stiller en del af bidragene derfor også rimeligt store krav til læserens forforståelse eller forudgående viden om emnet, mens andre af bidragene er mere let tilgængelige.

Kort sagt har vi fra redaktionens side valgt at tilstå forfatterne (og os selv) en vis portion frihed – en anden tilgang ville ganske enkelt ikke give megen mening i en bog om netop eksistenstænkningen – fordi de forskellige emner, som bidragene hver især tager op, er blevet vurderet som det altafgørende. Og ligesom stilen er manden hos Søren Kierkegaard, så er emnet i høj grad stilen i denne antologi. Man kan selvsagt mene, at denne tilgang er et paradoks i en bog, der sigter imod en behandling af eksistensen forstået som en almen problematik, men det kan omvendt også netop udgøre en væsentlig pointe: Én ting er at eksistere, hvilket vi alle gør, ligesom vi (formentlig) alle lever i en forståelse af det at eksistere; en anden ting er den kvalificerede og tematiserede forståelse af eksistensen, og den har det aldrig været alle lige beskåret at kunne formulere – endsige formidle.

Johannes Sløk er, som allerede anført, ganske uomgængelig, hvis man ønsker at behandle eksistenstænkningen i en dansk sammenhæng. Med udgangspunkt i denne indsigt og på baggrund af en indplacering af Sløks position i samtidens intellektuelle landskab præsenterer Paw Hedegaard Amdisen en nærlæsning af Sløks fortolkning af eksistensens vilkår, således som den kommer til udtryk i bogen Eksistentialisme fra 1964, men også i øvrigt i Sløks forfatterskab. I forlængelse heraf bliver det en pointe for Amdisen, at Sløk forbliver eksistentialist til det sidste, men også, at Sløks eksistenstænkning ganske tidligt – allerede i 1964 – er forbundet med den narrative vending, som man ellers normalt kun forbinder med hans sidste hovedværker fra 1980’erne. Og netop i samtænkningen af det eksistentielle og det narrative har Sløks tænkning, mener Amdisen, stadig et aktuelt potentiale.

Jørn Boisen påviser i sin artikel, hvorledes Camus og Sartre sammen inkarnerer den moderne franske litteraturs absolutte storhedstid i midten af det 20. århundrede. Den almindelige opfattelse er vel, at de sammen grundlagde eksistentialismen, og at de forholdt sig til de samme eksistentielle og politiske problemer. Men i virkeligheden, argumenterer Boisen for, er sammenfaldet uhyre paradoksalt: Camus ligner ganske vist til forveksling sin samtids franske eksistentialister, men i virkeligheden tilhører hans tænkemåde en helt anden tradition, nemlig den antikke græske dualisme. Artiklen diskuterer med andre ord forholdet mellem Sartres og Camus’ filosofiske grundsynspunkter og prøver at vise, hvilken afgørende betydning antikkens tragiske livsopfattelse har for Camus.

Fokuseringen på den enkeltes eksistens over for Gud har altid, fremhæver Torben Bramming i sit bidrag, været grundlæggende i luthersk teologi, men med eksistensteologien bliver det udtalt. Eksistensteologien er den tænkning, som tager sit udspring hos Søren Kierkegaard, og som i Danmark har fået betydning gennem bevægelsen og ikke mindst tidsskriftet Tidehverv: Fra 1930’erne til 1960’erne var Tidehverv, og især gennem Kristoffer Olesen Larsens indsats, således den toneangivende retning i den teologiske debat. Eksistensteologien som retning på de teologiske fakulteter har dog efter Brammings opfattelse udspillet sin rolle for længst, men har til gengæld igennem bevægelsen Tidehverv stadig en folkelig og kirkelig betydning, selvom der nu også inden for Tidehverv sker et opgør med eksistensteologien. Derfor er der både en eksisterende eksistensteologi i dag og et forsøg på at komme hinsides denne, og aktuelt foregår dette inden for Tidehverv i et opgør mellem to fløje; på den ene side en eksistensteologisk, som Jesper Langballe bl.a. er repræsentant for, og en afvisning af eksistensteologien på den anden side, som bl.a. Katrine Winkel Holm står for.

I artiklen “Den romantiske potens” sætter André Danielsen sig for at aktualisere Jean-Paul Sartre ved at sætte ham på arbejde med at analysere fænomener inden for moderne og især dansk kultur. Formuleringen “romantisk potens” fungerer i artiklen som samlebetegnelse for en særlig dyrkelse af inderligheden, jagten på forskelle, ubehaget ved at skulle forklare sig, foruden jegets oplevelse af Historien som byrde. Der er her ifølge Danielsen tale om en tilbagetrækning og om en distancering, som Sartre især har analyseret i det 19. århundredes litteratur hos Charles Baudelaire og Gustave Flaubert. Men samtidig med sin analyse heraf anlægger Danielsen et aktualiserende blik på Sartre: Han anskues som den, der stadig står som forbilledet i kampen imod en tilbagelænet filosofi såsom postmodernismen, der i sin overfladiskhed eller dovenskab anser det givne og tilegnelsen heraf for den rene selvfølgelighed.

Et af de videnskabelige og praksisfaglige felter, hvor eksistentialismen har fået et vist interdisciplinært gennemslag er psy-fagene forstået som psykiatrien, psykologien og psykoterapien. Siden 1930’erne er eksistensfilosofiske indsigter således, sådan som Anders Dræby Sørensen påpeger det i sit bidrag, blevet indoptaget på forskellig vis i dette felt via en overordnet ambition om at trække det i en mere humanvidenskabelig retning. Artiklen kaster dels et idéhistorisk blik på, hvordan en række idéer og overvejelser fra den filosofiske eksistenstænkning integreres hos så forskellige fagpersoner som Medard Boss, Ludwig Binswanger, Viktor Frankl, Carl Rogers, Abraham Maslow, Rollo May, Ronald Laing og Irvin Yalom, hvilket bl.a. sker i et forsøg på at skabe distance til psykodynamikken, behaviorismen og biomedicinen. Men samtidig fokuserer artiklen på den aktuelle udvikling inden for den britiske eksistensanalyse hos Ernesto Spinelli og Emmy van Deurzen med det formål at se på, hvilken berettigelse et eksistentielt perspektiv har inden for psykologiens, psykiatriens og psykoterapiens nuværende faglandskab, der i høj grad er præget af neobiologisme og kognitionsperspektiver.

Jonas Holst genoptager med udgangspunkt i Martin Heideggers Et brev om ‘humanismen’ det centrale spørgsmål, som Heideggers brev i store træk kan siges at være et langt svar på, nemlig om humanismen kan gives en mening på ny. Heidegger fik stillet dette spørgsmål af sin franske kollega, Jean Beaufret, der i sin korrespondence med Heidegger forudsatte, at humanismen havde mistet sin mening midtvejs i det 20. århundrede: Hvilken mening det var, som humanismen havde mistet, og det svar, som Heidegger giver for at løse op for humanismens kramper, er emnet, som artiklen undersøger under inddragelse af henholdsvis Jean-Paul Sartres og Karl Jaspers’ skrifter om humanisme med henblik på at give en kritisk karakteristik af eksistensfilosofiens forståelse af det humane. I forlængelse heraf rejser Jonas Holst det spørgsmål, om humanismen vil kunne genrejses på eksistensfilosofiens betingelser, hvilket perspektiveres i forhold til tre tænkere, som kan siges at udgøre en væsentlig del af den kritiske virkningshistorie, der udgår fra Heidegger: Hannah Arendt, Hans-Georg Gadamer og Emmanuel Lévinas.

Peter Kemp søger i sin artikel at indkredse, hvad man kan forstå ved henholdsvis eksistentialisme og eksistensfilosofi, herunder deres sammenhæng og forskel. Han fremdrager her Johannes Sløks analyse af eksistentialismen som et begreb om “en bred kulturstrømning”, der står i modsætning til opfattelsen af eksistensfilosofien som betegnelsen for en specifik filosofisk tænkning: Sløk kaldte sig selv “eksistentialist” og adskilte sig derved fra de fleste andre daværende filosoffer og idéhistorikere. Men hans velfunderede skildring af den eksistentialistiske kulturstrømning efter 2. verdenskrig giver os samtidig mulighed for i dag at se på, både hvad der var styrken, og hvad der var svagheden i eksistentialismen som filosofisk modebetegnelse, dvs. for både at forstå, hvordan den opstod, og hvorfor den måtte gå i opløsning. For gennem en sådan analyse bliver det desuden muligt at forstå, hvad der efter eksistentialismens død som mode kunne overleve som eksistensfilosofisk tankegang hos en række forskellige filosoffer.

Sune Liisbergs overordnede sigte er at konfrontere Descartes’ kendte principformulering cogito ergo sum med Heideggers og Sartres udlægninger af den menneskelige eksistens som ‘væren-i-verden’. Vægten lægges dog på Sartres udlægning, da hans argumenter for at fastholde det filosofisk centrale i bevidsthedsparadigmet fra Descartes til Husserl gør hans fænomenologiske ontologi til en mere oplagt diskussionspartner end Heidegger i relation til spørgsmål vedrørende cogitoets eksistensmåde. Samtidig hermed laver artiklen forskellige nedslag i receptionen af Descartes’ cogito-argument, hvor ikke mindst Schelling har noget at byde på. Ydermere reflekterer Sune Liisberg i et mere aktualiserende perspektiv over, hvilken nyhedsværdi der overhovedet er i neurologen Antonio Damasios blotlægning af det, som han i 1994 kaldte for Descartes’ fejltagelse, idet der i artiklen peges på, at denne pointe for en filosofihistorisk betragtning er ret så gammel vin på nye flasker. Og endelig lanceres i forlængelse heraf “spørgsmålet om erkendelsens væren” som en af de blivende problemstillinger, der på forskellig måde blev rejst af såvel Heidegger som Sartre.

Emnet for Jens Viggo Nielsens artikel er Luigi Pareysons tidlige forhold til den eksistentialisme, som han formentlig selv har været med til at navngive, idet der tages udgangspunkt i værket Eksistens og person fra 1950. Pareysons tidlige interesse for – og mellemværende med – eksistentialismen udspringer fremdeles af ønsket om at nå frem til en filosofisk fundering af personen, der på den ene side undgår at ende i en vilkårlig bestemmelse af personen i dennes frihed, sådan som det efter hans opfattelse sker hos Sartre, og som samtidig på den anden side undgår at ende i en benægtelse af selvsamme frihed, sådan som Pareyson finder, at det er tilfældet med f.eks. Jaspers’ og Heideggers respektive udgaver af eksistensfilosofien. Mere præcist formuleret omhandler og diskuterer artiklen ikke mindst Pareysons udlægning af valget for eller imod kristendommen i en moderne kultur, sådan som det kommer til udtryk i Pareysons forsøg på i Eksistens og person at navigere imellem de netop anførte uacceptable ekstreme alternativer; på den ene side den vilkårlige bestemmelse af friheden, og på den anden side den nødvendiggørende opfattelse af valget (som illusorisk).

Hvor det foregående bidrag fokuserer på den tidlige Pareysons mellemværende med eksistentialismen, der påviser Søren Gosvig Olesen ud fra temaet “det givne”, hvordan den givne virkelighed hos den sene Luigi Pareyson gives i en stadig bevægelse; at der ikke ligger noget til grund for den, men at den netop gives uden grund. Sådan tematiserer Pareyson i 1970’erne og 1980’erne den menneskelige situation ved at uddybe begrebet for den, friheden, som et kosmologisk begreb. Mennesket er frit, fordi det overtager den guddommelige frihed, og den sidste formår atter at fremkalde såvel undren og glæde hos mennesket over, at verden er til, som afsky og fornægtelse i mødet med lidelsen og det onde.

2008 markerede 100-året for Simone de Beauvoirs fødsel. Denne anledning har ifølge Robin May Schott rejst spørgsmålene: Bør vi ihukomme Beauvoir? Eller er der noget gammeldags og uddateret ved hendes skrifter? Robin May Schotts artikel udforsker disse spørgsmål inden for konteksten af Beauvoirs erindringer om sin tids politiske kriser. Hun analyserer nærmere bestemt Beauvoirs begreb om det politiske, og her særligt med reference til hendes skrifter om Djamila Boupacha, den 22-årige algierske kvinde, som blev arresteret og tortureret i Algier i 1960 på falske anklager om at have placeret en bombe. Artiklen udforsker tillige spørgsmålet om, hvorvidt Beauvoir har et bud på en erindringens politik: For Beauvoir er det at huske på erfaringer med politisk aktivitet og solidaritet afgørende for det at blive et politisk subjekt. Sidst, men ikke mindst, argumenterer Schott ligeledes for, at Beauvoir demonstrerer kompleksiteten ved begreber som solidaritet og kollektivt ansvar, samtidig med, at hendes politiske refleksioner i dag må suppleres med en mere dybtgående forståelse af begreberne om demokrati, retfærdighed og menneskerettigheder.

Niels Thomassens bidrag omhandler de temaer hos Kierkegaard, der efter hans opfattelse har haft størst betydning for eksistentialisme og eksistensfilosofi. Kierkegaards kritik af de fremherskende livsformer stempler dem som æstetiske og uautentiske; alternativet er heroverfor det bevidste og ansvarlige valg af ens faktiske tilværelse: at vorde sig selv. Hovedtemaerne i Niels Thomassens genfremstilling og bearbejdning af denne modsætning hos Kierkegaard bliver sandheden, friheden, angsten, tiden og historien, samt døden: Kierkegaard samler det hele i begrebet om eksistensen. Inspirationen fra Kierkegaard belyses særskilt og kritisk ud fra Heideggers tænkning, der modsat gængse opfattelser bestemmes som en radikal eksistensfilosofi, ligesom der til sidst følger et rids af problemer og begrænsninger inden for centrale positioners tænkning af eksistensen, herunder selvsagt Kierkegaard.

Under arbejdet på antologien har vi undervejs kunnet trække på kollegaer. Derfor skal der her lyde en varm tak til Sune Liisberg og Katja Brøgger Jensen, der til at begynde med tog aktiv del i redaktionsarbejdet, ligesom Sune Liisberg også i det videre forløb lejlighedsvis har været behjælpelig med sin ekspertise. Og sidst, men bestemt ikke mindst, ønsker vi også at takke Litteraturrådet, samt bestyrelsen for Landsdommer V. Gieses Legat og Felix-fonden, for deres generøse støtte til udgivelsen.

På redaktionens vegne

Jens Viggo Nielsen

Århus, marts 2009

At taenke eksistensen

Подняться наверх