Читать книгу At taenke eksistensen - Группа авторов - Страница 16

Vi tror alle, at vi ved noget om livet; til daglig brug lever vi trygt i denne overbevisning. Vi tror, vi er noget, at vi har et væsen og en natur og en fortid og forudsætninger for rationelt at handle ind i en fremtid, vi tror vi forstår hinanden, at sproget er et godt middel til at bringe os i indbyrdes rapport, at vi lever i et velordnet kosmos, i en rangordning af værdier, i meningsfulde vurderinger, i målsætninger og opgaver. Det absurde har fået denne tro til at vakle. Det absurde sammenstød har afsløret illusionerne, har bragt os ansigt til ansigt med en intethed, som må fylde os med angst, men som vi måske ikke kan undgå at føle som vor tilværelses ‘sandhed’ (Sløk 1968: 186).

Vi har nu set hvilke idémæssige, historiske og institutionelle forudsætninger, der gjorde, at det ikke var nogen tilfældighed, at Johannes Sløk blev en af de helt centrale skikkelser i introduktionen af eksistentialistisk tankegods inden for en dansk kontekst. Ikke bare udbød Sløk en efterspurgt vare – han havde tilmed, som Hans Jørgen Thomsen udtrykker det i en lidt anden forbindelse, “tidsånden i ryggen” (Thomsen 2004: 57-58) – han var altså den rette person på rette tidspunkt og sted.

Der er i de senere år blevet skrevet en hel del om Sløks liv og forfatterskab set fra et overordnet perspektiv, hvorfor jeg vil springe en længere introduktion over og gå mere direkte til behandlingen af Sløks forhold til eksistentialismen, sådan som det artikulerer sig i 1960’ernes forfatterskab,¹⁵ herunder særligt i bogen Eksistentialisme, der udkom første gang i 1964, men også andre steder i den enormt produktive strøm af bøger, anmeldelser m.v., som Sløk stod for i løbet af 60’erne.

Men for nu alligevel til en begyndelse at berøre det biografiske, så var Sløks tilgang til eksistentialismen og/eller eksistensfilosofien præget af to biografiske forhold:¹⁶

1) Sløks intellektuelle vækkelse var i udgangspunktet forbundet med læsningen af Kierkegaards forfatterskab og implicitte eksistenstænkning, et forhold, der skyldtes, at Kærlighedens Gerninger simpelthen var den første bog, Sløk blev præsenteret for, da han i begyndelsen af 1930’erne vejledt af Mathias Lorentzen påbegyndte sin intellektuelle dannelsesrejse (Sløk 1992: 60-61).¹⁷

2) Et andet biografisk forhold gjorde sig dog også gældende, nemlig at Sløk, da han i 1947 var blevet dr. theol. på afhandlingen Forsynstanken: et Forsøg paa en dogmatisk Begrebsbestemmelse, fik tilkendt et studieophold i udlandet. Rejsen endte med at gå bl.a. til Paris, hvor Sløk i starten af 1948 “faktisk også [fik] studeret noget, Sartre først og fremmest, men også Descartes” (Sløk 1992: 124), hvilket altså vil sige, at Sløk rent faktisk befandt sig i Paris som “studerende”, da den franske eksistentialisme var på sit højeste, og blot tre år efter, at Sartre i Club Maintenant havde holdt sit navnkundige foredrag om, at eksistentialismen var en humanisme, et foredrag, der som bekendt i bogform gik sin sejrsgang verden over de næste årtier. Og det er på denne baggrund derfor heller ikke underligt, at Sløk efterfølgende – bl.a. i det, han skrev i 60’erne – stillede sig noget mere positivt an overfor Sartres eksistentialisme, end, som vi har set, hans samtidige i Danmark gjorde det, om end Kierkegaards løsning på eksistensens problem ifølge Sløk forblev Sartre langt overlegen.¹⁸

Også for Sløk er eksistentialismen en humanisme, eller sagt lidt mere præcist: Dét, som eksistentialismen sætter på dagsordenen, er netop menneskets eksistens forstået som et problem eller en problematisk størrelse. “Mennesket er en misforståelse”, som Kjeld Holm med sans for at indkredse det væsentlige hos Sløk har kaldt sin uomgængelige bog om sit venskab med Sløk (og dermed også ad omveje med hans tænkning).¹⁹ Men hvordan skal vi nærmere forstå dette udsagn?

Jo, helt centralt i Sløks eksistentialisme-konception står det absurde eller det, som man kunne kalde den moderne absurditetserfaring.²⁰ I oversigtværket De europæiske ideers historie (første gang udgivet i 1962) skriver Sløk i sin sammenkædning af kapitlet “Eksistens” med kapitlet “Absurditet” ganske enkelt, at den “eksistensfilosofiske livsforståelse” simpelthen “samler sig i den sætning, at livet er absurd” (Sløk, 2001: 360). Han uddyber lidt efter:

Tilværelsens absurditet består da i, at mennesket og den verden, det lever i, er inkommensurable størrelser. Mennesket møder op med forventninger om orden, formål og værdier, men tilværelsen er ikke indrettet til at honorere disse forventninger; når mennesket alligevel fastholder sine forventninger og indretter sit liv i overensstemmelse med det, ender det i absurditet. I absurditeten opdager mennesket, at det er fremmed i verden, eller at verden er fremmed for det. Mennesket bliver fremmedgjort (361-62).

Mennesket står altså grundlæggende i et misforhold til verden. Eller som Sløk konkluderende siger det, så eksisterer mennesket “i en verden, der […] ikke er beregnet til menneskeeksistens” (362). Vi skal vende tilbage til, hvad Sløk kan mene med denne paradoksale og på mange måder kontraintuitive påstand, men den udgør altså udgangspunktet for Sløks eksistentialisme eller “absurdistiske metafysik”, som Lars Sandbeck også kalder den (Sandbeck 2007: 60).

I 1963 afholdt Sløk, som allerede omtalt, en forelæsningsrække ved Aarhus Universitet. Den blev et tilløbsstykke, og året efter udkom bogen Eksistentialisme, der langt hen af vejen må formodes at bygge på disse forelæsninger. Man kan naturligvis undre sig over, at Sløk, der allerede i 1948 havde stiftet bekendtskab med eksistentialismen i denne tænknings egen hovedstad Paris, først i 1963 gav sig til at forelæse over emnet.²¹ Men dels havde nye tankegange – især i en samtid, hvor den internationale offentlighed og kommunikation måske ikke var så veludviklet som i dag – en trægere receptionshistorie i Danmark, og dels fik Sløk først i 1958 det teologiske professorat, der gjorde, at han kunne beskæftige sig med andet end “pligtundervisning”. Men under alle omstændigheder, så finder vi i bogen fra 1964 Sløks mest systematiske og grundige overvejelser om eksistentialismen i en form, der kan minde om en almen introduktion, men som også er langt mere end det.

Bogen er opbygget i en række tematiske kapitler, der sammenkædende gennemgår, hvad Sløk opfatter som eksistentialismens væsentligste temaer. Det drejer sig i nævnte rækkefølge om temaerne eksistens, fremmedgørelse, uoprindelighed, identitet, frihed, angst, skyld og nærvær.

Det står således for Sløk i udgangspunktet fast, at eksistentialismen betegner et opgør med godt 2000 års metafysisk tænkning, hvor man har været ude på “at finde det, der i egentlig forstand er” – altså en essens eller “essentia”, som det hedder med den rette filosofiske terminologi (Sløk 1966: 9). Eksistentialismens traditionsbrydende budskab er som bekendt, at eksistensen går forud for essensen (Sartre 2005: 44), et budskab, som Sløk tilslutter sig i sin bogs indledende kapitel: “Eksistens er ikke noget, der føjes til en i forvejen værende essens, men er tværtimod det begreb, som alt begynder med. Eksistensen er der ‘først’, som udgangspunkt for alle andre bestemmelser, som det grundlæggende begreb, der skal begrunde alle andre begreber” (Sløk 1966: 11). Og han tilføjer, igen med slet skjult reference til Sartres jævnføring af eksistentialisme og humanisme, at det naturligvis “kun [er] mennesket, der i denne forstand af ordet eksisterer” (11). Kun mennesket er “først i sandhed […] sig selv, når det har virkeliggjort sin eksistens” (12). Eller sagt anderledes: “Man er [som menneske] uhjælpeligt eksisterende og kan ikke komme løs af den fordring, det indebærer” (14).

Så vidt altså den menneskelige tilværelses vilkår ifølge Sløks udlægning af en af eksistentialismens absolutte kerneerkendelser og hovedsentenser. Problemet er blot, at moderne mennesker, som de er flest, ikke har indsigt i dette vilkår, hvilket man dog ikke direkte kan bebrejde dem, da både sprog og intellektuel sædvane gør, at man “rent umiddelbart” må opfatte det “som noget indlysende, at mennesket ontologisk betragtet må bestemmes som en ting” (15) og altså ikke som apriorisk væren eller (selv)bevidst eksistens, sådan som eksistentialismen hævder det. At vi som mennesker langt hen af vejen opfatter og omtaler os selv som genstande på lige fod med andre genstande, hensætter os i et fremmedgjort forhold til eksistensen; en fremmedgørelse, der dog som hændelse er “den eksistentialistiske anskuelses reale udgangspunkt” (16). Hvilket er ensbetydende med, at eksistentialismens opkomst forudsætter “fremmedgørelsens pinlige og nærgående hændelse” (17).

Idéhistorisk kæder Sløk denne “fremmedgørelsens hændelse” sammen med moderniteten, hvor tidligere epokers ordnede verdensbilleder bryder sammen. Den “tydede verden”, som menneskene troede, de var fortrolige med og havde hjemme i, viser sig at være knap så fortrolig og hjemlig, hvorfor Sløk refererer digteren Rilkes udsagn om, at “vi ikke er ganske tilforladeligt hjemme i den tydede verden”, og på baggrund heraf konkluderer:

Der kan næppe gives et kort udtryk, der klarere formulerer den situation, eksistentialismen ser mennesket anbragt i: man har i tydningen skabt sig en verden til at bo i, et hjem; men det er en misforståelse at betro sig alt for uforbeholdent til denne verden; man kan ikke helt tilforladeligt være hjemme i den, for verden er ikke ét med den tydning, som vi udkaster af den (20).

Det moderne menneske står altså dybest set fremmed over for sig selv, sine medmennesker og verden, fordi mennesket forledt af overlevering og tradition anskuer tilværelsen i et tingsliggjort perspektiv, som ikke honorerer mennesketilværelsens helt basale forudsætninger og tillige kravet om, at eksistensen må gå forud for essensen. “I fremmedgørelsen afsløres det”, som Sløk udtrykker det, “at mennesket ikke er i stand til at være tilstedeværende, som en ting er det; det er menneskets væsen at være eksisterende, og sygdommen er, at det ikke har realiseret sin eksistens, men reduceret sig til en tilstedeværende ting” (23). Et sådant menneske, “der forsøger at leve sit liv som en tilstedeværende ting”, er fortabt og lever et “uoprindeligt” liv. Hvilket vil sige, at det “ikke selv er oprindelsen til sin livsudfoldelse”, men i stedet lader sin livsudfoldelse diktere af tingene, samfundet og det konventionelle (26).

Det liv, som det moderne menneske lever, er altså karakteriseret ved sin uoprindelighed, hvilket Sløk i bogens følgende tre kapitler behandler med udgangspunkt i sproget, handlingen og vores forhold til andre mennesker (27-51). Og hvad alle tre emneområder angår, så må Sløk konkludere, at det moderne menneskeliv – både som det fremtræder for en eksistensfilosofisk analyse, men også som det behandles i samtidens bedste kulturelle frembringelser (film, litteratur og teaterstykker) – er præget af fremmedgørelsens, fortabelsens og uoprindelighedens problematikker.

Dette leder igen for Sløk frem til identitetsproblemet, som efter hans opfattelse står centralt i “eksistentialistisk litteratur” (52). For hvad sker der, “når mennesket gennem fremmedgørelsens oplevelse får blik for sin uoprindelighed, når det opdager, at det ved at forstå sig selv som en tilstedeværende ting har fortabt sig ud i de tavse og meningsløse ting?”. Jo, der sker det, “at mennesket mister sit navn; det bliver anonymt eller bliver sin anonymitet bevidst” (Ibid.). Men da mennesket imidlertid ikke kan udholde den helt identitetsløse tilværelse, bliver det hermed rollespiller i konventionel forstand, hvilket vil sige det, at det enkelte menneske træder ind i den konventionsbestemte rolle som enten det ene eller det andet bestemte (overtjener, ægtemand, far), alt efter som situationen nu kræver det – uden dog selv at være oprindelse til sin rolle. En rolle i denne forstand udfylder man nemlig kun, og man ophører dermed på en måde med “at være subjekt for sine egne handlinger” (55). I denne slags konventionelle rollespil, som vi nok alle kender til, vil man dog også hurtigt føle sig begrænset, og man vil fornemme rollen “som et overgreb, en art fængsling, der stækker friheden, destruerer muligheder og tvinger livet ind i rammer, der er unødvendigt snævre” (56). Hvilket på et dybere plan hænger sammen med, at der i mennesket “er et krav om ubegrænsethed”, der udspringer af selve “eksistensens struktur” (57).

Der findes dog også et andet rollebegreb – og nu griber Sløk til Kierkegaard og Karen Blixen – som kan udstyre det moderne menneske med et i eksistentiel henseende mere tilfredsstillende “værktøj”, når det moderne liv skal leves. Det gælder nemlig i virkeligheden om “kun at have én eneste rolle som man da til gengæld samler hele sin sjæl omkring” (60). Herefter følger det centrale citat, som jeg har valgt at indlede min artikel med: I og med at det enkelte menneske lidenskabeligt peger på sig selv som den, der vælger rollen, bliver rollevalget nemlig eksistentielt gyldigt. Man bliver “sin rolle, sin skæbne, sin historie tro” (Ibid.). Man træder ikke ind i rollen, man vælger den lidenskabeligt. Hvordan disse formuleringer på hel central vis spiller sammen med Sløks senere forfatterskab, skal vi vende tilbage til senere.

At man kan vælge sin rolle og dermed ifølge Sløk i eksistentiel forstand gøre den gyldig, er dog ikke ensbetydende med, at mennesket kan finde en identitet. Mennesket har som anført i denne forstand ikke nogen essens, men er derimod at forstå ved sin eksistens, hvilket altså ifølge Sløk og eksistentialismen er en ganske anden sag.

Skulle man dog nærme sig en definition, og om ikke på mennesket, så på det menneskelige vilkår, må dets afgørende træk strukturelt bestå i friheden – en anden uomgængelig term inden for det eksistentialistiske vokabularium og tillige overskriften for et særskilt kapitel i Sløks bog.

Frihed i eksistentialistisk forstand betegner ifølge Sløk “fraværelsen af alle essentielle faktorer”, men samtidig betegner opdagelsen af friheden forstået på denne måde også “opdagelsen af, at eksistens er en fordring; at eksistere er at eksistere ud af frihed”; hvor jeg hidtil – i uoprindeligheden – har “eksisteret i fortabthed, i ufrihed, dvs. jeg har ikke eksisteret, men forstået mig selv som blot tilstedeværende”, så viser “I friheden […] eksistensens mulighed sig som en fordring om, at jeg virkeliggør mit væsen som eksisterende” (65). Hvor et menneske i uoprindeligheden er udleveret til tingene og omstændighedernes vilkårlige indvirkning på sig selv, så har det menneske, der foretager et aktivt tilvalg i forhold til eksistensen, som den nu engang er, valgt frit og har således gjort sig selv til subjekt for sine handlinger:

Således er det eksistentielle valg en forudgriben af alt det indhold, livet kan tænkes at byde. Man har ubeset valgt det som sit indhold, også hvis det eventuelt er den yderste tragedie. Man har gjort det til sit og er til i det, ganske som man havde frembragt det i suveræn frihed. Og i denne frie overtagelse af ethvert indhold fastholder mennesket da sin kontinuitet og bliver omsider i enhver situation identisk med sig selv (69).

Identitetsproblematikken løses, uden at det dermed bliver “nemmere” at eksistere. Mennesket og dets verden er, “som fremmedgørelsens hændelse afslører”, to inkongruente størrelser (74), en inkongruens, der, som vi har set det, går under betegnelsen “det absurde”. Kunsten består dog i ikke at lade sig bemestre af absurditeten, men – da “det absurde er et uafhjælpeligt træk ved tilværelsen” – selv frit at vælge den til, som et centralt element i ethvert liv i oprindelighed (75). Man kan så måske momentvis overvinde absurditeten “ved at ville den”, som Sløk med vanlig sans for det paradoksale udtrykker det (Ibid.).

Sløk opsummerer senere problemstillingen omkring friheden således: “Friheden er krisen, hvor det skal afgøres, om mennesket er til i uoprindelighed eller om det vil gøre sig oprindeligt i valget og overtagelsen. Den eksistentielle modsigelse er ikke en modsigelse mellem mennesket og verden, men i mennesket mellem det, det er, og kravet om at blive det, det er” (110). Med andre ord er friheden egentlig at betragte som valget af det allerede givne.

Med friheden, forstået eksistentielt på nævnte måde, følger angsten og skylden, da man i oprindelighed er sin egen eksistens’ ophav – to begreber, som Sløk da også indgående behandler efterfølgende. Pointen for Sløk er altså, at såfremt man i eksistentiel forstand tager tilværelsen alvorligt og forstår frihed, valg og ansvar som “tre grundbestemmelser ved eksistensen”, så må man affinde sig med angsten (110) og med, at angsten er “uovervindelig” (Ibid..). For “Overalt hvor der er mulighed (dvs. frihed, PHA), er der også angst” (111).

Dette bør dog ikke føre til pessimisme på menneskets og eksistensens vegne. Tværtimod:

Hvilken form eksistentialismen end optræder under, er den altid en tilskyndelse til at gå ind i livet og tage det på sig. Den afskyer veghed, selvbedrag, virkelighedsflugt og romantiske drømmerier; den vil være nøgtern, den vil realistisk se livets vilkår i øjnene, den har vilje til at leve, men den vil gøre det oprindeligt og sandt, i redelighed og uden eskapisme. Og den tror på livet. Sartre har udtrykkeligt gjort opmærksom på, at han er optimist; han er overbevist om, at livet er en muligt, og han er humanist i den forstand, at han anser livet for at være en menneskelig mulighed (114-115).

Hvad angår skylden, så er også den et grundvilkår for det menneske, der “ud af sin eksistentielle frihed vælger sig selv” (119). Et sådant menneske bliver “årsag til og dermed skyld i sin egen eksistens, ganske som om man selv frit havde skabt den”, og således bliver det i sidste instans selv “skyld i enhver brøde”, som det “måtte forefinde i sin tilværelse”. Det bliver “skyld i sin egen skyld, således det at blive til er ensbetydende med at blive skyldig” (Ibid.). Igen må dette dog forstås positivt. Skylden er overhovedet forudsætningen for, at man kan leve et liv “i redelighed og uden eskapisme”. Ja, det er forudsætningen for, at man overhovedet kan eksistere som menneske i egentlig og autentisk forstand.

Sløk nærmer sig nu en konklusion. Eksistentialismen er for Sløk “at blive kaldt tilbage fra adspredtheden og fortabtheden, fra fantasteriet og virkelighedsflugten, fra den anonyme mængde og den uoprindelige geskæftighed for i stedet at blive sig selv i sin konkrete og nære virkelighed”(126). Dette kræver, at man før alt andet i frihed vælger sig selv som eksisterende, tager ansvar herfor og dermed lever i angst og gør sig skyldig (ved netop at leve), men også at man har mod til at udholde det absurde (at mennesket og verden ikke er kongruente størrelser). Og her skal man huske på, at det absurde ikke er en tilstand, der kan overvindes, men derimod et eksistentielt grundvilkår for det moderne menneske.²²

At udholde det absurde hænger dog for Sløk intimt sammen med, at man, som vi har været inde på, holder sig forfatterens idé klar, hvilket vil sige, at man må forstå eksistensen narrativt, at man er “sin rolle, sin skæbne, sin historie tro” (60). Eller som Sløk konkluderende siger det: “At overtage sig selv i sin eksistens betyder […] at overtage sig selv i sin historie” (128). Det står altså fast, at Sløk allerede i 1964 har tænkt et narrativt aspekt ind i sin eksistentialisme.