Читать книгу Hiphop i Skandinavien - Группа авторов - Страница 6

Den 17. juli 2005 bragte TV2 Nyhederne et indslag om en indvandrerbande ved navn Triple A. Ifølge indslaget var banden “stærkt bevæbnet” og parat til at gå i krig med rockerne om magten over den danske underverden. Indslaget ledsagedes af dramatiske billeder af disse ‘hårdkogte gangstere’ – truende unge indvandrermænd med geværer. Det var den foreløbige kulmination på flere års medieomtale af (gade)bander af kriminelle andengenerationsindvandrere.

Der var noget mærkeligt over indslaget helt fra starten. Nogle af billederne af de bevæbnede unge mænd virkede opstillede, og deres optræden nærmest stereotypt karikeret. Senere kunne journalister fra andre medier dokumentere, at historien dækkede over følgende forløb: Under indspilningen af en hiphopmusikvideo var der samlet et antal unge indvandrermænd som statister. Det var kort efter den ålborgensiske rapper Niarn havde hittet med nummeret “Dobbelt A” (som i mange år har været hiphopslang for Aalborg). I de dage indspilningen varede, opstod betegnelsen Triple A som en joke, parafraserende Niarns hit. De 3 a’er i Triple A refererede til Albertslund, Amager og Avedøre. En del af de dramatiske klip på TV2 Nyhederne stammede fra optagelsen af musikvideoen.

TV2 beklagede efter kritikken en række “fodfejl” og “stramninger”, men fastholdt samtidig, at selv om Triple A-historien sandsynligvis var urigtig, så var “den store generelle historie” sand. Selv om eksemplet var urigtigt, findes det fænomen, som eksemplet var et forsøg på at illustrere: Der findes sådanne bander, og de er “stærkt bevæbnede”!¹ Den 19. august trak TV2 “nyheden” tilbage.²

Knap 4 år før – den 11. september 2001 – bragede 2 kaprede fly ind i World Trade Center, New York. Den kendsgerning, at det var islamistiske terrorister, der stod bag angrebet, forandrede hele den internationale dagsorden og førte i Danmark til en skærpelse af en i forvejen karsk debat om indvandrere, flygtninge, etniske minoriteter, migration og islam. Denne debat nåede sit hidtidige højdepunkt i foråret 2006, efter at Jyllandsposten havde valgt at teste ytringsfriheden ved at lade 12 bladtegnere portrættere profeten Muhammed, i åben opposition til islams billedforbud.

I efteråret 2005, mens Muhammedkrisen var under opsejling, brød alvorlige sociale uroligheder ud i de socialt og økonomisk underprivilegerede forstæder, der udgør periferien til de fleste franske storbyer. De unge, der deltog i urolighederne, var først og fremmest marginaliserede unge mænd med baggrund i tidligere franske interesseområder i Nordafrika og Mellemøsten. Som en dansk pendant til de franske uroligheder opstod der samtidig i Rosenhøj-området i Århus en mindre bølge af hærværk og uro. Også her var de oprørske unge, socialt og økonomisk underprivilegerede unge mænd med indvandrerbaggrund.

Ovenstående begivenheder er dramatiske højdepunker i en længere udvikling, der har ændret grundlæggende sociale differentieringsmekanismer og ulighedsformer i de vestlige samfund, herunder Danmark. Eksemplerne viser, hvordan etnicitet er blevet en ny højspændt konfliktflade, og hvordan dette viser sig i repræsentationer af ‘de etniske andre’.

Nutidens migration har således på afgørende vis ændret det danske samfunds sociale topografi og vores måde at tænke på. Problemer knyttet til eksklusion og marginalisering af etniske minoriteter føjer sig således til, filtrer sig sammen med, dublerer eller fordobler klassiske og velkendte sociale problemer.

Blandt de fænomener, der tiltrækker sig størst opmærksomhed, er, som et par af eksemplerne allerede har antydet, unge indvandrermænd. Ikke de, som klarer sig godt i skole- og uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, men de andre, de skæve, de vanskelige, de vilde, de urolige, de marginaliserede. Det er, som om de kommer til at repræsentere en hel række usympatiske og patologiske egenskaber, således at der sker en kriminalisering af etnicitet og en etnificering af kriminalitet (Andreassen 2005), og samtidig forekommer der en patologisering af den kønnede position, disse unge mænd antages at indtage. Jeg har under arbejdet med min ph.d.-afhandling færdedes blandt nogle af disse unge mænd.

Starter vi med at betragte de unge fra et overordnet sociologisk perspektiv, kan vi se sige følgende: For det første kommer de fra familier, der hverken har meget økonomisk eller kulturel kapital. Selve familiens sociale position gør dermed, at de unge mænd ikke har meget, der kan konverteres til symbolsk kapital, dvs. social anerkendelse. For det andet bor de i områder, der spiller en syndebuk- eller pariarolle i byens sociale geografi: Aalborg Øst, Bispehaven og Rosenhøj i Århus, Nordvest og Tingbjerg i København. Dette forhold har en etnisk-racial og en klassemæssig gennemfarvning, idet disse områder i den offentlige debat er kendt for at være områder, hvor der bor mange udlændinge, og for, at de danskere, der bor der, har sociale problemer. Denne form for sociogeografiske stigma kan i sig selv være et problem, hvis man skal ansøge om job, eller hvis man taler med piger fra en anden del af byen (Mørck 1999, Bourdieu 1996, 1999). For det tredje deler de unge mænd, jeg har færdedes iblandt, det forhold, at de bliver set på med antipati på grund af deres etnicitet. Den måde, som immigration, integration og islam debatteres på i det offentlige rum, efterlader det indtryk, at ikke-vestlig etnisk baggrund udgør et problem, en byrde eller endog en fare for samfundet (Andreassen 2005). Det etnisk-raciale stigma er derfor vigtigt i sig selv, men etnicitetssaspektet virker for det fjerde samtidig med kønnet på en sådan måde, at disse to aspekter filtres sammen. De unge mænds position er således på en gang både etnisk-racial og kønnet. I sin analyse og kritik af danske medierepræsentationer viser Andreassen (2005), hvordan unge mænd med ikke-vestlig etnisk minoritetsbaggrund ofte skildres som potentielle kriminelle, potentielle voldtægstforbrydere eller som seksuelle prædatorer, der udnytter danske kvinder seksuelt og emotionelt uden reelt at være interesseret i dem (se også Alexander 2000).

Vi kan altså sige, at disse unge mænd deler en række problemer, idet den samlede virkning af det komplekse samspil mellem forskellige former for social differentiering relateret til klasse, køn, etnicitet og ‘race’ peger mod et ganske stærkt fravær af social anerkendelse og symbolsk kapital.

Denne objektivering udefra er imidlertid kun en del af historien om disse unge mænd. En anden del handler om, hvordan de forstår sig selv og forsøger at kapitalisere³ på den kønnede position som den etnisk-raciale anden.

Dette kapitel handler om hiphops betydning i den kollektive kultur blandt nogle af disse marginaliserede unge mænd med indvandrerbaggrund. Dets formål er således at vise hiphoppens betydning som en kulturel strømning, man kan positionere sig ved hjælp af, og dermed tilskrive symbolsk værdi til positionen som den etnisk-raciale anden, og som en kritisk diskurs, man kan identificere sig med og bruge som afsæt for formuleringen af ‘gadepolitik’.

I analysen af hiphoppens betydning for de unge skelner jeg empirisk mellem kulturkonsumenter og kulturproducenter. For selv om det i en vis forstand er sandt, at alle mennesker producerer kultur – hele tiden og altid – er det langtfra alle de unge, jeg har interviewet, der selv aktivt er involveret i konkret produktion af hiphopmusik.

Analysen af den hverdagslige konsumption af hiphop viser, at nogle af de unge identificerer sig med hiphop på baggrund af en oplevet parallelitet med det univers, som hiphoppen beskriver, men også at der for andre snarere er tale om, at hiphoppen tilbyder attraktive subjektpositioner, hvor man som ung indvandrermand kan iscenesætte sig som sexet og/eller farlig.

Analysen af egentlig kulturproduktion viser nogle af de samme stiliseringsprocesser⁴, men i en mere dramatisk og ekspressiv form. Den viser imidlertid også, at identifikationen med amerikansk hiphop kan have politiske under- eller overtoner, således at der formuleres en form for kritisk gadepolitik.

Kapitlets empiriske materiale er interview og notater, der stammer fra et længerevarende feltarbejde blandt 15-25-årige unge mænd med ikke-vestlig indvandrerbaggrund i tre forskellige ungdomsklubber – Smedegården og Fristedet i Aalborg, og Bispehaven Ungdomsklub i Århus Vest – samt i det alternative ungeprojekt Sjakket, der ligger i Københavns Nordvestkvarter. Desuden anvender jeg musikalsk materiale i form af cd’er og downloads fra internettet samt interview fra en række blade og internetsites.