Читать книгу Hiphop i Skandinavien - Группа авторов - Страница 8

Hoes i klubben spiller smart / Når de sutter min pik, er det klart /

At deres fisse bliver våd og varm / Så hoes I ved, at I skal slug’ mit sperm.

(Pimp-a-Lot “Hoes i klubben”, I r selv ude om d! 2003)

Vi snakker om det her fuckt up samfund – ren undergrund

(Pimp-a-Lot “rul med os”, I r selv ude om d! 2003)

En del af de unge mænd, jeg beskæftiger mig med i min forskning, har overskredet rollen som konsumenter og er selv blevet til producenter af hiphopmusik. Egentlig har unge med indvandrerforældre været en del af ‘dansk’ rap i temmelig mange år. Al Agamis Deep Undercover er fra 1992, Youngbloods I am what I am fra 1992, og Ali Kazim medvirkede i 1995 på Ep’en Stop Volden. Derudover var Ataf Kwawaja (under navnet Sorte Slyngel) og Ali Kazim med i gruppen Kidnap Logen i sidste halvdel af 1990’erne. Både Kidnap, Al Agami og Youngblood rappede på engelsk.

Der er imidlertid sket noget kvalitativt nyt i dansk rap. Idet en række grupper og enkeltpersoner er begyndt at rappe ud fra et tekstunivers, der fremhæver, accentuerer og dramatiserer identiteten som perker, og på et sprog, der ikke gør noget som helst forsøg på at nedtone eller skjule accent og alternativ grammatik, uddifferentieres en ny subgenre, der ofte betegnes perkerrap. Hvor fx Al Agami og Youngblood tidligt i 1990’erne satte en ære i at lyde så tæt på det amerikanske forbillede som muligt, sigter perkerrappen derimod tilsyneladende mod at lyde så ‘perkerdansk’ som muligt og mod at positionere sig lokalt. Man kan dermed argumentere for, at perkerrappen på den ene side afspejler og kommenterer og på den anden side iscenesætter, dramatiserer og kapitaliserer på, at det at være positioneret som den etnisk-raciale anden er et livsvilkår for unge indvandrermænd i Danmark. Dermed gør grupperne marginaliteten til et varemærke på en sådan måde, at de forsøger at kapitalisere på at være positioneret som den etnisk-raciale anden. Samtidig optræder de unge mænd som bydelens og kvarterets ambassadører og talsmænd.

Perkerrappen trækker historiske spor tilbage til det kreative miljø, der i 1990’erne opstod i Århus Vest i kvarterer som Bispehaven, Trillegården og Gjellerupparken. Det er socialt og økonomisk underprivilegerede områder præget af stor etnisk diversitet, hvor etniske danskere er i mindretal. Samtidig er det områder, der ofte har været i mediernes søgelys pga. forskellige former for social uro og kriminalitet. I dette miljø opstod grupperne Århus Vest Mafia (AVM) og Alzheimer Klinikken, som senere blev til Bangers, med medlemmerne U$O (dansk-marokkansk), Niggeren i Slæden (dansk-afroamerikansk, nu Johnson), L.O.C. (dansk-irsk) og DJ Resque (dansk). Med undtagelse af DJ Resque har samtlige i dag en musikkarriere.⁸

Ud af dette miljø voksede senere rapkollektivet Pimp-a-Lot, som i 2002 ‘udgav’ debut-cd’en Uden om systemet: Gruppen kopierede selv cd’en på brændbare cd’er og distribuerede dem til venner, bekendte og interesserede, der henvendte sig. Pimp-a-Lot kan bedst betegnes som et løst organiseret musikalsk kollektiv, der rummer en række enkeltkunstnere og grupper, som samtidig er venner og bekendte. Gruppens navn er en reference til det amerikanske pladeselskab Rap-A-Lot, der blandt andet udgiver Getto Boys. De fleste af medlemmerne i Pimp-a-Lot har udenlandske forældre, men der er også danskere med. Der er medlemmer med marokkansk, palæstinensisk, dansk-amerikansk, dansk og irakisk baggrund. Som producer og ankermand er Abu-Malek samlingspunkt for alle de grupper og enkeltpersoner, der er en del af Pimp-a-Lot. Gruppen trækker på en særlig variant af amerikansk gangstarap, nemlig den særlige dirty south-subgenre, der kombinerer en rå, keyboardagtig og downtempo-lyd med et melankolsk, bidsk, samfundskritisk, men også til tider voldsbesyngende og misogynt tekstunivers. Gruppen har senest udgivet I r selv ude om d! (2003).

Nogenlunde samtidig med at Pimp-a-Lot voksede frem, opstod gruppen P4L i det københavnske forstadsmiljø. Gruppens navn er en forkortelse af Perker for Livet og refererer som nævnt til den amerikanske rapgruppe N.W.A. (Niggaz With Attitude), der i 1991 udgav LP’en Niggaz for life.

Parallelt med uddifferentieringen af subgenren perkerrap gjorde en række unge mænd med indvandrerforældre sig gældende i dansk rap. Disse grupper og enkeltpersoner er for så vidt interessante og ofte musikalsk kompetente, men når det drejer sig om at undersøge forskellige magtassymmetriers samvirken samt subjektiverings- og identifikationsprocesser knyttet til positionen som den etnisk-raciale anden, er perkerrappen mere interessant. Derfor er hverken Zaki, Outlandish, Ataf eller Ali Kazim medtaget i nedenstående analyse.

Perkerrappens fremkomst gik ikke upåtalt hen i det danske hiphopmiljø. Mest markant i sin afvisning var Gaffas anmelder Christian Grubert, der med formuleringer som “fuck, jeg håber ikke, de tager sig selv seriøst. For det her pis er da noget af det mest pinlige, jeg har hørt længe! De kalder sig selv for perkere, og det er helt tydeligt, at de selv tror, at de er, hvad negrene er i USA” (2002) tydeligt markerede sin afsmag. På diverse internetfora blev perkerrappen på lignende vis genstand for afstandtagen. En objektiverende tolkning kunne være, at det for deltagerne i disse debatter mest af alt handler om at konstruere god smag ved at lægge afstand til noget andet, der så konstrueres som uautentisk, plat eller bare ikke ‘real’ (Thornton 1995).

Fællesnævneren for de grupper, der laver perkerrap, er, som nævnt, at de accentuerer perkeridentiteten. Man kan således sige, at perkerrappen først og fremmest er defineret ved, at det er fra positionen som perker, der rappes. Samtidig iscenesætter perkerappen en stærk, men marginal, etnisk racialiseret maskulinitetsform. Konstruktioner af køn og maskulinitet spiller en særdeles fremtrædende rolle i eksempelvis Pimp-a-Lots tekstunivers. Som et af de mest iørefaldende eksempler på Uden om systemet kan nævnes nummeret “Hoes i klubben”⁹, der starter med ordene: “Hva så der hoes / vi elsker jer ik’ / Vi hader jer heller ik’ / det eneste jeg vil gern’ fortæl’ jer / Vi balla’ på jeres jeres røv¹⁰ / sorte players som os her / Pimp-a-Lot crew bitch”. Derefter glider sangen direkte over i omkvædet: “Hoes i klubben spiller smart / Når de sutter min pik, er det klart / At deres fisse bliver våd og varm / Så hoes I ved, at I skal slug’ mit sperm”. Nummerets overordnede tematik er, at selv om kvinder/ piger foregiver det modsatte, er de alligevel altid villige til sex med gruppens medlemmer.

Rapperen N.I.S. (Niggeren i Slæden) rapper på nummeret “Når vi ruller forbi” følgende:

Mig og min’ homies gir et fuck for hoes /

kun hvis jeg knepper dig i røven og kommer i din mund baby, så skal du nok få ros /

fuck en so, fuck, fuck en so / niggeren i slæden han har hoes en gros […]

og folk de hater / fordi jeg overhaler deres suzuki og får suttet pik i en navigator /

det handler om sex, fede biler og chicks / en ghetto-fit nigger i Armani og Versace kicks /

fucking so, jeg kan få hvilken som helst /

jeg knepper dig bitch, spytter dig i hovedet for du ik’ noget specielt/alle ved jeg er nasty /

jeg inviterer homies på den samme so, for alle ved der plads i /

Teksten må betegnes som decideret pornografisk. Den rummer således kendte pornografiske temaer som ‘cum-shot’et (“kommer i din mund baby”) og ‘gangbang’et, hvor en kvinde har sex med adskillige mænd (“inviterer homies på den samme so”).

Spørgsmålet er, hvordan man skal forstå dette tilsyneladende misogyne teksunivers. I et interview i magasinet Döner positionerer N.I.S. – som i mellemtiden har skiftet navn til Johnson – sig på en meget seksualiseret måde. Han positionerer sig dels i en dominerende position i forhold til kvinder, dels som en ung mand, der har let ved at tiltrække og gøre sig seksuelt attraktiv for kvinder:

Der er et eller andet over at møde en pige i byen fredag aften, lige få hendes nummer eller den anden vej rundt, og så kneppe hende ugen efter, på en hverdag. Jeg har været på cafe fem gange her i København, mens jeg har været her, og alle 5 gange har det været på en hverdag, og jeg har taget hjem og kneppet hende alle fem gange. Vildt fremmede piger jo. Det er rimeligt godt klaret. Det er god statistik. (Interview i Döner 1, 2003)

Den diskursive, og måske også reelle og praktiske, konstruktion af maskulin dominans er knyttet til en seksualisering af selvet, i det han også fremstiller sig selv som et seksuelt objekt:

Jeg møder kun de piger, som kigger på mig, og så ved de, at jeg er en player. De sidste 12 gange, jeg har haft sex, ville de have, at jeg skulle voldtage dem fysisk. Jeg har kvalt piger med mit bælte, givet dem flade i ansigtet, holdt kødknive op på struben af piger, fået dem til at sige ‘jeg er en lille so, jeg skal bare have pik’, flasker op i røvhullet på dem – jeg har gjort alle de nasty ting der, fordi de synes, at jeg ligner en forbryder, og det tænder de på. Og det er bare lidt svært at basere et forhold på en pige man har presset ned i en hovedpude med en kniv til halsen og kaldt for luder en hel aften. Det er sådan nogle piger, jeg tiltrækker, og det er jeg pissetræt af. (Interview i Döner 1, 2003, min kursivering)

Denne passage er særlig interessant i et perspektiv, der handler om forholdet mellem farlighed og sexethed. Johnson fremstiller sig her som en ung mand, der er sexet, fordi han er farlig. Og samtidig som en person, der aflæses som farlig, fordi han ‘ligner en forbryder’. At ligne en forbryder handler om stil, og om at stilen læses på en bestemt måde, når den kombineres med bestemte etnisk-raciale kropstegn. Kombinationen af hiphopstil, mørkt hår og brun hud gør således, at Johnson kan aflæses som en, der er farlig og dermed sexet. Eller farlig på en sexet måde. Således kommer Johnson som ikon eller seksuelt objekt til at bære alle de konnotationer med sig, der er knyttet til Vestens forestilling om den sorte mands seksuelle farlighed og genitiale overdimensionering, og som dele af amerikansk hiphop har taget til sig.¹¹ Der er tale om en subjektiveringsproces, hvor Johnson ved hjælp af hiphop får fremstillet sig som både sexet og farlig. Man kan således sige, at det er ved at stilisere sit selv ved hjælp af elementer hentet fra hiphoppens subkulturelle univers, at Johnson får accentueret de latent positive aspekter, der findes i Vestens opfattelse af den sorte mand.

Interviewet med Johnson fandt sted, kort tid efter Pimp-a-Lot udgav deres første cd, Uden om systemet. På gruppens anden cd, I r selv ude om d!, er det pornoæstetiske og pornografiske univers nedtonet noget, bl.a. i kraft af en anden sammensætning af kunstnere. Selv om det pornoæstetiske kvantitativt fylder mindre, er det dog på ingen måde væk. Eksempelvis findes nummeret “Hvorfor gør D besværligt”, der starter med at parafrasere “Hoes i klubben” med ordene: “Hey – hva’ så der tøser / Vi elsker jer stadig væk ik’ / Men vi ved, I elsker pik”. Nummeret handler om at kvinder/piger, der er interesserede i sex, ikke skal komplicere relationen ved at foregive noget andet. Nummeret “Ta’ dit tøj” med omkvædet “Ta dit tøj af bitch fra top til tå” handler om gruppemedlemmernes virilitet og seksuelle præstationer. De misogyne kønskonstruktioner er imidlertid ikke nødvendigvis knyttet til konkret praksis i forhold til faktiske kvinder og piger. Under mit interview med Abu-Malek lægger han således stor afstand til eksempelvis voldtægt.

Det hidtil mest kontroversielle eksempel på maskuline positioneringer i perkerrappen er formuleret af rapperen Turco fra gruppen P4L. I nummeret “Jeg frygter kun Allah”, der i en periode har kunnet downloades på internettet, er det imidlertid ikke en seksualiseret form for truende farlighed, der udfoldes. Nummeret skildrer desperation hos en stereotypt fremstillet kriminel ung indvandrermand:

Glo den anden vej, for jeg er fucking gal / For mange psykiske skader har gjort mig unormal /

Fuck kartofler¹² for har fand’me fået nok / Må snart finde nogen, så jeg kan gå lidt amok /

Jeg slår ham ned, tramper på hans hoved / Kartoflen ligger der har ingen nosser eller mod […]

fjern dig din dansker, eller jeg laver dig til kartoffelmos /

men kartofler er lige pludselig seje, når de står i flok /

men fuck jer, finder min kølle og går amok [samplede skudlyde] /

for jeg er fucking kold, er vant til vold / så smut du bare hjem med din mor og begynd og bol’

(“Jeg frygter kun Allah”, www.soundvenue.com, hentet 23.8.2005)

Hos Turco er denne voldsbesyngende skildring af desperation knyttet til en kritik af livsvilkårene i form af arbejdsløshed, diskrimination i nattelivet, politichikane og stigmatiserende mediediskurser. Misogynien og den stereotypt skildrede farlighed er således ikke det eneste indhold i perkerrappens tekster. Perkerrappen er derimod interessant som socialt fænomen, fordi konstruktionerne af den truende og seksualiserede unge indvandrermand optræder side om side med, og nogle gange i samme nummer som, tekster der tematiserer race, etnicitet og samfundsmæssig underprivilegering. Dermed bliver perkerrappen interessant for en analyse af, hvordan en mere eller mindre bevidst identifikation med det univers, der skildres i de amerikanske rapperens tekster, kan bruges om afsæt for en social kritik – en social kritik, der på grund af den uortodokse og provokerende form, bedst kan betegnes som gadepolitik.

Etnicitet er omdrejningspunkt i de af Pimp-a-Lots tekster, der har gadepolitisk indhold. Abu-Malek bruger ikke selv de ord, men han svarer bekræftende på mit spørgsmål om, hvorvidt de rapper om, hvordan det er at være indvandrer i Danmark. At bruge rappen til at fortælle om, hvordan det er at være indvandrer i Danmark, er således nært knyttet til at identificere sig med den situation, de ‘sorte’ rappere skildrer i tekster om marginalitet og vold.

SQJ: Så de grupper, du synes er fede, det er nogle, der fortæller om det virkelige liv.

ABU-MALEK: Ja. Der er også nogle, der har været inde og sidde, og nogle, der virkelig har haft det hårdt. Altså, jeg har selv snakket med dem. Jeg ved meget. Jeg går meget op i det og er bevidst om dem og sådan noget. Der er faktisk tre, der er blevet skudt, fra Rap-A-lot, og er døde: Big Mellow og Seagram og en, der hedder 45.

SQJ: Hvad hedder det … det, I så rapper om her. Det er på samme måde …

ABU-MALEK: Der er på samme måde …

SQJ: … om virkeligheden eller …

ABU-MALEK: … Det er derfor altså …

SQJ: … om hvordan det er at være indvandrer i Danmark.

ABU-MALEK: Ja, det er det. Det er det meget. Fx Mo Jay her: Han er på 2 numre. Der fortæller han også, hvordan det er at være indvandrer i Danmark. Og det er det, der er fedt. Altså, det er sådan. Det er det, man skal snakke om, forstår du? Det er om, hvordan du har det, og hvordan det er. Og hvor hårdt det er, og hvor fedt det er. Det er bare virkelighed. Det er ikke noget overdrevent.

SQJ: Kan man sige, at I bruger musikken til at udtrykke, hvordan I oplever at være i Danmark altså?

ABU-MALEK: Ja selvfølgelig. Det er jo det fordi altså. Det er jo det, at hvis du ikke … Altså musikken, det er den eneste måde, at folk de gider høre på det. Fordi hvordan skal du ellers få folk til at fatte det altså og høre det? Der er også mange hiphoppere, danske hiphoppere, der ikke ved en skid om indvandrere altså.

(Interview med Abu-Malek d. 28.9.2006)

Perkerrappen fungerer altså som et medium, hvor de unge mænd kan formulere, hvordan det er at være ung indvandrermand i Danmark, vel at mærke på en måde, hvor der er en vis sandsynlighed for at blive hørt. Da jeg spørger Abu-Malek, om man kan sammenligne de ‘sortes’ situation i USA med de unge indvandreres situation i Danmark, svarer han:

ABU-MALEK: Sorte i USA for eksempel. De er også regnet som amerikanere. De kommer også … altså, de har boet der lige så lang tid som de hvide. Men de har ikke alle muligheder … de får ikke alt, hvad de vil, og de har ikke de samme rettigheder … eller ret til at få alle de ting der. Der er stadigvæk racisme, der er udbredt i USA. Selv om man siger, at det er der ikke. Selv om slaverne, de er befriet, er der stadigvæk meget racisme. Det har der altid været. Altså, du hører stadigvæk, at de brænder sorte kirker og sådan noget, de der Ku Klux Klan der. For en måned siden, der har de brændt tre eller sådan noget … og de har politimænd, der bare skyder. De har ikke engang tid til at … de gider ikke engang anholde dig. De skyder dig bare på stedet, altså.

Så her, det sker også. Der bliver selvfølgelig ikke nogen slået ihjel, men der er stadigvæk lidt sådan. Fx når du skal søge job, og når du skal have et lån, eller når du skal … Bare på gaden. Altså bare den måde, du bliver kigget på. I hvert fald efter det der 11. september. Der tror folk, at alle der er sorthåret, det er bare Al Queda ikke?

SQJ: Hmm. Hvordan er det, man bliver kigget på?

ABU-MALEK: Man bliver bare kigget på med … Altså alle folk tror, man er terrorist, når man er araber eller muslim. Der er da mange folk, de er ikke særligt kloge igen, kan man sige. Fordi folk, de er jo så gode til at generalisere.

(Interview med Abu-Malek d. 28.9.2006)

Abu-Malek redegør for en oplevelse af en form for relativ parallelitet mellem de ‘sortes’ forhold i USA og hans egen situation som etnisk-racialt minoriseret ung mand i Danmark. Han ved naturligvis godt – og gør også rede for – at forholdene ikke er ens, men han opfatter dem som relativt parallelle. Selv om der er forskel har begge grupper problemer i det samfund, de er i. Den identifikation med ‘sorte’ unge fra det underprivilegerede urbane USA, som signaleres ved gruppens valg af navn og tekstunivers, kan dermed beskrives som en form for oplevet parallelitet, der svarer til den, som vi ovenfor så hos Ali.

Oplevelsen af parallelitet bruges som afsæt til at formulere et politisk indhold, der også er knyttet til gangsterrappens æstetiske og kulturelle ‘farlighed’. I et interview på hiphophjemmesiden www.hiphop.dk omtales det politiske aspekt i følgende passage:

ABU-MALEK sætter pris på, at albummet lyder farligt …

ABU-MALEK: I er selv ude om d! er farlig. Fx der er mange rappere, der har udgivet noget med Stop Volden. Stop volden?? Hvordan kan man være hiphop’er og ville stoppe volden? Det kan man ikke. Hvis vi siger, vi skal elske hinanden, og det hele bare er lyserøde blomster, så ville folk spytte på os.

Int: Hvorfor det?

ABU-MALEK: Fordi det er ikke det, de vil høre – de vil høre sandheden.

MARWAN: Sandheden, men hvad er sandheden?

ABU-MALEK: Ja, men det er ikke lyserøde blomster …

MARWAN: Det er had …

ABU-MALEK: Forstår du, livet er ikke lyserøde blomster. Lige meget hvor du er. Jo, måske for nogle, der bor i Risskov og ved stranden, og så kan de jo snakke om det. Men når vi skal repræsentere det lort, der er dernede … så skal vi rappe om sandheden. Grunden til, jeg laver sådan noget musik, er, at det skal ind i folks hjerner. Og gangstarap, det går ind i vores sjæl. Og det er meningen.

‘GADEPOLITIK’, det er også det, vores næste plade hedder. Så politiske, ja – i gaderne. Ja, gadepolitik, totalt! Som jeg har sagt før, sådan én som Anders Fjog ik’. De kommer ud og snakker, han får det at vide, han ved det og det, og han er på fjernsynet, sådan har vi det også – vi er bare på gaden. Vi gør det og vi gør det, og det – og fortæller det til jer igennem musik. Så politik, måske ikke så meget med lande og sådan noget der, men gadepolitik – 100 procent.

(interview, www.hiphop.dk, hentet 28.9.2006)

Det gadepolitiske indhold udfoldes i et nummer som “Natteliv” på I r selv ude om d!. Nummeret indeholder en melankolsk social kritik af livsvilkårene i de socialt og økonomisk underprivilegerede boligområder, som gruppens medlemmer kommer fra. Ligesom numrene “Ghettoliv” og “Håbløs” med ÅVP, der også er en del af Pimp-a-Lot-kollektivet, skildrer livet og opvæksten i de socialt og økonomisk underprivilegerede boligområder.