Читать книгу Hiphop i Skandinavien - Группа авторов - Страница 7

Skolen begynder. Birgitte står og siger noget oppe ved tavlen, men så dukker Musse pludselig op. ‘Hej Musse, kom indenfor og sæt dig ned,’ siger Birgitte og spørger så: ‘Hvor er Yusef?’. ‘Han er i retten,’ svarer Musse. ‘Hvad laver han der?,’ spørger Birgitte. ‘Ja, hvad laver sorte mænd i retten?’, spørger Musse retorisk og svarer selv: ‘Bliver dømt’. Ordene siges på en spøgende, nærmest ironisk måde. Musse tager hætten ned, jakken af og sætter sig ned. Han har store hængerøvs-cowboybukser på og en ‘Mecca’-bluse i strik i forskelligfarvede felter. Bukserne hænger så lavt, at man kan se boksershortsene i kunstsilke indenunder. På fødderne har han hvide Nike sko. På hovedet først en bandana og oven på den en kasket af den slags, som åbenbart er hot inden for hiphopkredse: 1980’er truckerting med net bagtil og helt lige skygge. (Sjakket d. 20.10.2003)

Ovenstående skildring stammer fra en af de dage, hvor jeg deltog i undervisningen i Sjakkets skolestue. Ordvekslingen mellem læreren Birgitte og Musse finder sted en morgen, hvor hverken Musse eller Yusef er dukket op til tiden, uden at melde afbud.

Musses replik – eller måske skulle vi sige ‘punchline’ – er som taget ud af den type film, som nogle af mine informanter kalder ‘negerfilm’. Det er film som Menace to Society, New Jersey Drive, Juice, Boys in the Hood etc. Disse film indskriver sig i en større sociokulturel sammenhæng, der blandt andet refererer til det kulturelle fænomen hiphop. Det er således min tolkning, at Musse her trækker på diskursive genrer eller ressourcer, der gennem ‘negerfilm’ og hiphops særlige vokabular kommenterer ‘sortes’ vilkår i USA, og som også kan tages i anvendelse af unge i andre dele af verden, der forstår eller iscenesætter sig selv gennem hiphop. Således positionerer Musse sig selv (og Yusef) som en af drengene fra ‘the hood’. Den position, som Musse derved får mulighed for at indtage, er både etnisk-racial og kønnet. Det er sorte mænd, der er tale om, og altså hverken ‘sorte’ i det hele taget eller mænd i det hele taget. Musses måde at positionere sig på er således et eksempel på det, man inden for kønsforskning i de senere år er begyndt at begrebsliggøre som intersektionalitet. Intersektionalitetsbegrebet er oprindeligt udviklet af ‘sorte’ engelske og amerikanske feminister (Crenshaw 1989, 1994, Hill Collins 1993, 2000, se også de los Reyos og Mulinari, Lykke 2003). Begrebet bruges oftest på en måde, der kan oversættes med sammenfiltring. Begrebet er et forsøg på at gribe de komplekse sammenfiltringer af sociale differentieringsformer som køn, klasse, etnicitet og ‘race’. Det er således en grundlæggende antagelse i meget intersektionalitetsteori, at køn, klasse, etnicitet og ‘race’ gensidigt konstituerer hinanden.⁵ I dette tilfælde er pointen, at Musse indtager en position, som ikke kan forstås uden en samtidig begribelse af kønnet og det etnisk-raciale.

Musses punchline er et eksempel på den hiphop- og rapkultur, som på mange måder gennemsyrer de ungdomsmiljøer, jeg har besøgt i mit feltarbejde. Hiphop udgør i disse ungdomsmiljøer en lydkulisse, og er samtidig meget mere end det. I mine feltarbejder er der således meget, som fortæller om disse unge mænds forhold til, og til tider stærke identifikation med, hiphop- og rapkulturen. Den i bogstaveligste forstand mest iøjnefaldende dimension af forholdet til hiphop er de unges tøjstil, det karakteristiske street wear: store cowboybukser, hættetrøjer, sneakers, sweatshirts i mærker som Fubu, Redrum og Royal samt kasketter. Ofte relativt dyre mærkevarer. Positioneringen i form af hiphopstil båret uden på kroppen er imidlertid langt fra det eneste, der fortæller, at de unge mænd trækker på denne kulturelle strømning i deres hverdag. Også det hverdagssprog, de unge taler, er præget af bidder og vendinger fra hiphoppens slang.

Mest fremtrædende er dog rapmusikken. Af rappens brede repertoire var de foretrukne subgenrer amerikansk gangsta- eller west coast-rap, med kunstnere som Snoop Doggy Dog, Dr. Dre, 50-cent og 2Pac. De unge mænd, jeg mødte i mine feltarbejder, havde derimod ikke kendskab til, eller orienterede sig ikke mod, dansksproget rap. Dette er i sig selv en vigtig iagttagelse, fordi dansksproget rap i dag er blevet et betydeligt ungdomskulturelt fænomen, med ret betragtelige salgstal. Fraværet af interesse for dansk rap og tilstedeværelsen af interesse for amerikansk rap indikerer således, at de unge snarere orienterede sig mod en global strømning end mod den danske variant af hiphop. En vigtig undtagelse er den perkerrap (se nedenfor), der var i gang med at uddifferentiere sig som subgenre, medens mine feltarbejder stod på. Perkerrap er en genre, der især opstod på og omkring internettet, og som nogle af de unge udvekslede som MP3-filer over deres mobiltelefoner.

Den særlige form, som interessen for hiphop og rap antager blandt de unge, gør det vigtigt at præcisere relationen til resten af hiphopkulturen. Man må skelne mellem hiphop som bred, transnational (ungdoms)kulturel strømning og relativt snæver subkultur. Som jeg har iagttaget det i mine feltarbejder, forstår de fleste af disse unge mænd sig ikke decideret som hiphoppere, og de er det heller ikke, hvis man tager den mere selvhøjtidelige del af hiphopkulturens subkulturelle distinktioner alvorligt. Inden for den mere snævre del af hiphopkulturen er der således ofte fokus på kendskab til hiphoppens historie, egen deltagelse i konkret kulturproduktion og selvforståelse som hiphopper. Disse træk er temmelig begrænsede hos de unge, jeg har færdedes iblandt. Der er således forskel på hiphop som en relativt veldefineret og snæver subkulturel identitet – at kunne sige ‘jeg er hiphopper’ – og det at relatere til og orientere sig mod dele af rapmusikken. De unge er altså i en vis forstand ikke hiphoppere, men hævder heller ikke at være det.⁶ Derimod indgår et væsentligt element af inspiration hentet fra en specifik variant af hiphop i deres lokale bricolage- og stiliseringsprocesser. Fravær af egentlig selvforståelse som hiphopper i snæver forstand udelukker således ikke, at hiphop kan spille en betydningsfuld rolle for de unge.

Hiphop og rap fungerer som et subkulturelt univers, hvor de unges fysiske attributter kan tilskrives positiv værdi. Hiphoppen tilbyder attraktive subjektpositioner til unge med mørk hud og sort hår. En aften på Fristedet sker der følgende, da jeg taler med Simon, Ibrahim og Nuuradiin om rap:

Simon spørger, om ikke Nuuradiin kan rappe noget af de tekster, han har fortalt, han har. Nuuradiin trækker luft ind og skal lige til at sætte i gang, men bliver så flov, griner og siger: ‘Nej, jeg kan ikke’. Lidt senere får han dog taget mod til sig og buster 2 linjer. Det er svært at få fat i teksten, men jeg opfatter de to sidste ord, som er ‘fucking pansersvin’.

‘Årh ja, gangster’, siger jeg. ‘Keep it gangster’, siger Simon. Så finder Simon et instrumentalnummer på cd’en for at få Nuuradiin til at rappe over det. Det går nu ikke så godt. Nuuradiin kan ikke rigtigt finde rytmen. ‘Det er også et svært beat’, siger Simon.

‘Det er også, fordi jeg lige er startet på en ny skole. Jeg vil gerne være populær og sådan noget’, siger Nuuradiin pludselig, hudløst ærligt og smiler. (Fristedet d. 3.2.2005)

Man kan forstå Nuuradiins bemærkning om at blive populær ud fra følgende overvejelse: Hvis man som ung ‘sort’ i et vestligt land som Danmark føler sig nedvurderet og kigger sig om i den kulturelle horisont efter steder at gå hen, dvs. potentielt attraktive subjektpositioner at bebo eller indtage, er det oplagt, at hiphop og rap byder sig til. Hiphop og rap tilbyder en position, hvor ‘sorte’ unge kan gå hen, og hvor deres mørke pigmentering og sorte hår kan få værdi. Der er altså tale om en – i en vis forstand – positiv proces, der tilskriver værdi, snarere end en – i en vis forstand – negativ identifikation, der har marginalitet som omdrejningspunkt. Det er i den forbindelse relevant at skelne mellem identifikation og subjektivering. Identifikation betegner i almen sociologisk betydning processer, hvor sociale agenter helt eller delvist bevidst forstår sig selv gennem sammenligning med – eller spejling i – (forestillede) andre. Subjektiveringsbegrebet fanger mere subtile processer, gennem hvilke der skabes social identitet. Jeg bruger det som begreb for, hvordan sociale agenter tilbydes forskellige subjektpositioner, som de kan ‘bebo’, uden at der nødvendigvis er tale om en bevidst proces. En af de subjektpositioner, som de unge mænd, jeg har færdedes iblandt, tilbydes, er positionen som den etnisk-raciale anden.

Den type subjektiveringsproces, hvor de unge ved hiphoppens mellemkomst får mulighed for at kapitalisere på deres position som den etnisk-raciale anden, viste sig blandt andet i noget så tilsyneladende banalt som de unges brug af internettet. Blandt de unge, som jeg undersøgte, fandt en del af dagligdagen således sted foran computere, hvor de chattede og fik kontakt med andre unge. Chatsiderne var dels et vigtigt forum for at udvide en vennekreds af samme køn som en selv, dels et sted at indlede romancer, som så enten kunne forblive i cyberspace eller udvikle sig til konkrete fysiske møder.

Internettet er et interessant locus at studere subjektivering, fordi man på nettet har mulighed for at konstruere en virtuel identitet. På nettet har man mulighed for selv at vælge et brugernavn og man kan uploade billeder af sig selv, iscenesat på en måde, der understøtter den cyberidentitet, man stræber efter at opbygge. Med andre ord kan man på nettet opbygge en selvrepræsentation, der accentuerer de personlighedsaspekter, man finder attraktive eller forventer, andre vil finde attraktive. På den måde bliver netidentiteter vigtige, når man vil undersøge, hvilke identiteter, stile og selviscenssættelser de unge på en gang opfatter som mulige og attraktive – og dermed en genvej til at studere subjektiveringsprocesser blandt de unge. Eller med andre ord: Hvis de brugernavne og billeder, de unge uploader på nettet, siger noget om, hvilke subjektpositioner de unge mænd oplever, de har mulighed for at bebo, bliver nettet et vigtigt locus i en undersøgelse af de muligheder og begrænsninger, som danner rammen om de unges subjektivering. Således er de unge naturligvis ikke fuldstændig frisatte på nettet. Man kan dermed argumentere for, at de stile og selvopfattelser, som de unge udvikler i deres konkrete livssituationer, kommer til udtryk i en mere ekspressiv form i de unges selvrepræsentation på nettet. De ydre fysiske attributter, som for eksempel pigmentering, vil også være synlige på et profilbillede på det populære websted arto.dk Cyberfællesskaber giver imidlertid nogle ekstra frihedsgrader til at versionere de sociale identiteter, som hud- og hårfarve muliggør.

De unge, som jeg så chatte på internettet, valgte i høj grad brugernavne, der informerede mig om, at de i deres selvrepræsentation trak på rap- og hiphopkultur. Hamza fra Fristedet havde valgt navnet Thug-gangsta. Thug-gangsta refererer til rapperen 2Pac. Ordet Thug optræder særlig tit i forbindelse med 2Pac, som ofte er afbildet med ordet ‘Thug’ tatoveret med gotiske bogstaver hen over sin nøgne muskuløse overkrop. Hirsi havde valgt navnet Lil’ gangsta, et navn der refererer til, at han ikke er særligt høj. Abdilatif fra Bispehaven havde valgt navnet 8210-cent. 8210-cent er et spidsfindigt amalgam, der kombinerer postnummeret for Århus Vest med rapperen 50-cents navn. Endelig havde Nadim fra Fristedet valgt navnet Perker4Livet. Dette skal forstås i sammenhæng med Nadims proces med at tage identiteten som perker på sig, en proces jeg tidligere i feltarbejdet fik en vis indsigt i. På et tidspunkt fortæller Nadim nemlig, at han ikke brød sig om at blive kaldt perker, da han var yngre, men at han nu er ‘ligeglad’. På internettet går Nadim imidlertid skridtet videre. Han bruger termen perker som positiv identitetsmarkør og vælger dermed et navn, der indikerer, at det at være perker på den ene side er et livsvilkår og på den anden side er noget, man kan være stolt af. Samtidig er Perker4Livet en reference til en dansk rapgruppe med navnet Perker4life, som igen refererer til den amerikanske gangsterrap-gruppe N.W.A.s lp Niggaz 4 life (1991) (se nedenfor).⁷

Jeg har set Perker4livet og 8210-cents profilbilleder på arto.dk. 8210-cent viste mig sine profilbilleder “hvis du lover mig ikke at grine”. På billederne lignede han en rap- eller RnB-stjerne. Jeg har kigget på Perker4livets webprofil flere gange. Første gang noterede jeg i mine feltnotater, at “han ligner en mellemting mellem 50-cent og en RnB-sanger. Bandana under kasketten, som ifølge moden lige nu ikke er med bøjet skygge”, og anden gang at “på billedet i profilen ser Nadim ‘godt ud’. Han ligner en mellemting mellem en rapper og en RnB-stjerne. Der er tydelige referencer til ‘sort’ amerikansk populærkultur”. Cyberidentiteternes kombination af brugernavnene og egne uploadede billeder, hvor de unge mænd poserer som rap- eller RnB-stjerner, peger i retning af subjektiveringsprocesser, hvor de unge har mulighed for at tilskrive positionen som den etnisk-raciale anden værdi ved at iscenesætte sig selv på en måde, der stilmæssigt tydeligt relaterer til hiphop. Internettet er således et af de steder, hvor det demonstreres, hvordan de unge trækker på hiphop- og rapkultur, idet de ved at iscenesætte sig ud fra denne kultur og overtage dens stilelementer kan tilskrive positiv værdi til deres fysiske kropstegn. Denne selviscenesættelse kan give helt konkrete positive gevinster. Fx ved jeg, at Nadim ofte mødes med piger, han har fået kontakt til på nettet.

Hiphop kan imidlertid også spille en rolle for de unge i form af en egentlig bevidst identifikation med hiphoppens univers. I mit interview med Ali er han ganske eksplicit i sin parallelisering af eget liv og rappens tekstunivers.

SQJ: Hvad er dine yndlingsgrupper, hvis du skulle sige nogen?

A: Jeg hører mest … nok … 2Pac og sådan noget. Den stil der.

SQJ: Okay?

A: Han fortæller det, han oplever. Det er fedt nok at høre. Hans oplevelser …

Det er næsten det samme som os, hans det er lidt mere …

SQJ: Hvordan mener du, det er næsten det samme som jer?

A: Jamen, han var også sådan helt færdig, han gik ikke i folkeskole og sådan noget.

(Interview med Ali d. 7.11.2005)

Alis påpegning af, at 2Pacs liv “er næsten det samme som os” kommer, uden at jeg som interviewer har søgt at lede ham i denne retning. Som sådan står hans udsagn som en relativt stærk illustration af, at en del af disse unge mænd i høj grad spejler sig i rappens skildringer af marginalitet.

Unge mænd som Ali identificerer sig med en gruppe, de opfatter som værende i samme relative situation som sig selv (Sernhede 1999, 2001a, 2001b & 2002, Jensen 2002). De unge mænd trækker en parallel: På mange måder oplever de, at de er Danmarks underprivilegerede, etnisk-racialt minoriserede. Alis udsagn illustrerer dermed en negativ eller misantropisk dimension af relationen til rap og hiphop. Det er erfaringen eller oplevelsen af marginalitet, der bliver omdrejningspunktet for identifikation med en kulturel strømning, som i høj grad skildrer marginalitet. Samtidig kan man sige, at de unge får mulighed for at forstå og fortolke deres situation ud fra rappens tekstunivers. Måske er det derfor, at det netop er west coast-rappen, der er populær, idet denne i højere grad end det meste east coast-rap skildrer, afspejler, dramatiserer, iscenesætter og besynger marginalitet og eksklusion.

Blandt de konsumenter af rap og hiphop, jeg har mødt i mine feltarbejder, kan man som vist identificere to typer af processer med relation til hiphop og rap. Der kan for det første iagttages en type proces, hvor de unge, ved at iscenesætte selvet med stilelementer fra hiphop og rap, kan tilføre positionen som den etnisk-raciale anden symbolsk værdi. For det andet identificerer nogle unge sig direkte med det subkulturelle univers, som skildres i hiphoppen. De anser sig mere eller mindre bevidst for at være i en situation, som i relativ forstand er parallel til de ‘sortes’ situation i USA.